An Isley Brothers Primer

“I-IV-V akkordændringer og tre fyre, der hopper op og ned og skriger og råber ‘Wooo’, er bare ikke, hvor vi er,” sagde multi-instrumentalist Ernie Isley i et interview fra 2015 med The Guardian. “Vores musik er så meget mere nu.” Chris Jasper, Isleys svoger og keyboardspiller, var enig. “Vi ønsker, at vores musik skal udvide folks bevidsthed og tage dem til et højere musikalsk plan,” sagde han.

Over fem årtier og 30 album har Isley Brothers — Ronald, Rudolph, O’Kelly, Marvin og Ernie — udviklet sig til et tværgenre-monster, der brugte en lyd, der kombinerede rock, soul, funk, gospel og R&B for at levere deres budskab om åndelig oplysning og racemæssig harmoni. Og seks årtier efter “Shout!” er de stadig uventet i gang. Den 20. juli headlinede de Pitchfork Fest for deres 60-års jubilæum — og Vinyl Me, Please udgiver en ny remastered udgave af Go For Your Guns som juli 2019’s Vinyl Me, Please Classics-udgivelse.

Isleys begyndte som en lidt almindelig Motown-akt, men efter at de forlod pladeselskabet i 1968, udgav de en række sofistikerede perler fra 1970’erne: The Heat is On, Harvest for the World, og Go For Your Guns. Selv da de senere havde det økonomisk svært, leverede de 1983’s Masterpiece, en glat, poleret perle med en stille stormfarve. Hvis du er interesseret i, hvad Isley Brothers kunne gøre ud over “Shout!”, her er deres 10 mest essentielle album.

This Old Heart of Mine (1966)

Isley Brothers begyndte som en del af Motown-maskinen, mest som et fartøj for materiale af deres interne skrivehold, Holland-Dozier-Holland. Dette satte dem både på kortet og kvælede dem som kunstnere; de ville lave et album mere for dem, inden de forlod reden. Når det er sagt, This Old Heart of Mine er stedet at starte i denne æra, selv om det er polstret med sange, der blev hits af andre Motown-aktører, som “Nowhere to Run” (Martha & the Vandellas) og “Stop! In the Name of Love” (The Supremes).

It’s Our Thing (1969)

Ønsker at lave musik på bestilling frem for buffet-stil, trak Isley Brothers sig tilbage fra Motown til deres eget pladeselskab, T-Bone, i 1968. For deres første T-Bone album, It’s Our Thing, var der ikke en cover i mængden; hver sang blev krediteret til Rudolph, O’Kelly og Ronald Isley. Og fra de eksuberante, svingende første sekunder af “I Know Who You Been Socking It To,” er det klart, at brødrene fejrer deres nyfundne uafhængighed. Deres lyriske POV strækker sig også, fra opfordringer til redning (“Save Me”) til feministiske appeller (“Give The Women What They Want”). It’s Our Thing er Isley Brothers' Rubber Soul; drenge der bliver mænd.

Get Into Something (1970)

Bandet gravede dybere i funk på Get Into Something, et strippet, rytme-første album, der er perfekt til dansegulvet. Selvom det mangler de åbenlyse højdepunkter fra It’s Our Thing, åbner Get Into Something pænt op på Side B med de romantiske ballader “I Need You So,” “I Got to Find Me One,” og “Beautiful.” Resultaterne viser, at Isley Brothers kunne skifte fra langsomme jams til højoktan brændere uden at svede.

Givin’ It Back (1971)

En pludselig drejning fra deres kinetiske R&B lyd, blev Isley Brothers nedtonet og socialt bevidste på Givin’ It Back. Covernumrene er tilbage, men valgt fra en anden vinkel: mest da-nuværende rockhits af Eric Burdon (“Spill the Wine”), Jimi Hendrix, Neil Young (“Ohio / Machine Gun”), og andre. På det sepia-tonede cover bærer brødrene alle hjemsøgte udtryk, akustiske guitarer i hver af deres skøder. Mens denne drejning til “seriøs” fremstår som et lidt åbenlyst forsøg på folkcred, forbliver de fleste af disse sange fra Vietnam-æraen presserende og myndige, og deres fortolkninger er smagfulde og veludførte.

Brother, Brother, Brother (1972)

Efter at være blevet melankolske på Givin’ It Back, blev Isley Brothers mere bløde og kommercielle på Brother, Brother, Brother med vindende resultater. På dette tidspunkt havde alle deres forskellige stemninger — balladerne, rocknumrene og funk-rave-ups — komfortabelt indgået i en lyd, og det er fornøjeligt fra start til slut. “It’s Too Late,” et cover af Carole King strakt til en 10-minutters vamp, er en anomali, men det tilføjer den beroligende, skumringsstemning.

3 + 3 (1973)

Efter år med distribution gennem Buddah Records, tog Isley Brothers springet til Epic Records og fordoblede deres besætning, idet de promoverede Ernie Isley, Marvin Isley, og Chris Jasper fra sidemænd til kerne medlemmer. Udvidelserne kastede kun brændstof på Isleys’ ild; 3 + 3 er alt gyrationer og hoftevridninger. De fortsatte også med at snuse rundt i rockradioen for inspiration: Deres covers af Doobie Brothers' “Listen to the Music” og Seals and Crofts’ “Summer Breeze” er uimodståelig sjov.

The Heat is On (1975)

Den seks mand store Isley Brothers fortsatte deres vilde kørsel med The Heat is On, et disco-nært album til dansegulvet. Produktionen er glattere, arrangementerne slankere, og budskabet om sort broderskab er endnu mere intenst, som på den Public Enemy-forudsigende “Fight the Power.” Det er svært at gå galt i deres 1970'er-løb, men The Heat is On er en fedtfri konsolidering af alt, hvad de kunne gøre.

Harvest for the World (1976)

“Alle babyer sammen, alle er et frø / Halvdelen af os er tilfredse, halvdelen af os er i nød.” Sådan begynder titelnummeret til Harvest for the World, som ikke helt opdaterer deres lyd, så meget som det hæver deres ånd; i vores rasende politiske tidsalder føles dets grænse-kristne tema om sammenhold stadig mere ømt. Andre steder er “Let Me Down Easy” og “At Your Best (You Are Love)” to af deres bedste ballader, givet efterårsagtige nuancer via akustiske guitarer. Det kloge, sofistikerede Harvest for the World kan være det bedste album, Isleys udgav i 1970’erne — eller nogensinde.

Go For Your Guns (1977)

Ingen store drejninger eller afvigelser: Hvis du elsker The Heat is On eller Harvest for the World, er Go For Your Guns mere af Isley Brothers i deres primetime. Når det er sagt, er der en tungere, hårdere vibe her, med en grovere tilgang fra Ronald Isley og fuzz-guitar, der ryster i baggrunden af “Tell Me When You Need It Again” og “Climbin’ Up the Ladder.” Hvis dine smagsløg ligger mere i den senere ende af funk-rock, kan du ikke gå galt med Go For Your Guns.

Lær mere om VMP-versionen af pladen her.

Masterpiece (1985)

Ligesom de fleste af deres jævnaldrende var Isley Brothers ikke immune overfor et falmet 1980'er, hvor proto-digitale maskiner og gated lyde overtog. Mens det er magre valg i deres diskografi efter Go For Your Guns, bærer Masterpiece sin høje tråd-count produktion godt. Hvis du virkelig savner Force MDs, New Edition eller Milli Vanilli, er “May I?”, “Stay Gold” og “Colder Than My Nights” de stille storm-jams for dig. Bandet, der lærte verden at “Shout!”, kunne også være lige så blidt.