Den massive nøjagtighed af 'The Northman' soundtrack

Filmene af instruktøren Robert Eggers har, i deres rammer, en næsten fanatisk dedikation til vederhæftighed. Det var ikke nok at placere hans første feature, 2015’s The Witch, i kolonialt Amerika; huset, der udgør kulisserne, blev lavet nyt til produktionen ved udelukkende at bruge værktøjer, der var tilgængelige i perioden. Det var ikke nok at placere 2019’s The Lighthouse på en ø, hvor to fyrmænd langsomt mister forstanden; fyret skulle være realistisk for perioden, og alle kostumer skulle kun være tilgængelige for folk fra tiden. Hans nye film, The Northman, tager det til et yderligere ekstrem: alle våben, både, tøj, bøn ritualer og endda den tekst, der står på titelskiltne, er nøjagtige for vikingerne fra det 9. og 10. århundrede. Eggers' filosofi er, at hvis tilbehøret til hans film er nøjagtigt, er det lettere for både skuespillere og publikum at tro, at den handling, der vises, er noget, der faktisk skete.

Det bør ikke komme som en overraskelse, at Robin Carolan og Sebastian Gainsboroughs soundtrack til den episke Northman er dedikeret til den samme strenge historiske nøjagtighed. De begyndte med at fjerne de vedvarende hornlyde, der bærer hver anden sværd-og-skjold mesterværk (tænk på The Gladiator eller Conan the Barbarian), under forudsætning at det ville være for ineffektivt for middelalderens hornspillere at koordinere at spille allesammen. Musiken blev lavet med orkestre af mest periodiske og arkaiske instrumenter, og på et tidspunkt var den næsten trommeløs, fordi historikere er uenige om, hvorvidt vikinger faktisk brugte trommer (men det er svært at være sikker, da trommeskind lavet af dyreskind rådner og ikke ville fossilisere).

Det endelige resultat er et af de mest radikale, skræmmende og truende soundtracks, man kan forestille sig. Da hornene aldrig helt stemmer overens, lyder de som droner af krigsskrig; i stedet for en samlet styrke, lyder de arme, der fremkaldes af soundtracket, store og ubarmhjertig. “The Land of the Rus” akkompagnerer en af filmens mest intense sekvenser — et berserkerrøveri i det antikke Rusland og Ukraine — og uden at have set filmen kan man fornemme, at dens toner ledsager en oversvømmelse af blod. De churnende droner i “Storm at Sea / Yggdrasill” indfanger faren ved at ride på nogle af de mest ugæstfrie farvande på jorden.

Når filmen [lille spoiler alert] overgår fra at være en voldelig, blodig eksgeese på vikingekultur til en mere eksistentiel film, der undersøger, hvor meget af din skæbne der er knyttet til beslutninger træffet af dine forældre, og om det er værd at tro på skæbne i sidste ende, bliver musikken selv mere stille og derved mere foruroligende. “Hidden Valley” er så grøn og tom som det islandske landskab, og “A Maiden King” svæver med orkestration, der ikke kan undgå at være truende, på trods af sine hæse sangere. Når musikken og filmen når deres endelige crescendo omkring “The Gates of Hel / Slain by Iron,” er det umuligt ikke at føle, at man er blevet presset gennem en slags renseperiode, kvælende i musikken og den knusende uundgåelighed af Northmans skæbne.The Northman, filmen og soundtracket er ubarmhjertige, enorme, og den bedste måde at komme i kontakt med din indre nordbo i år.