Waxahatchee Turns Personal Pain Into Universal Experience On Latest Album

Katie Crutchfield nævner ikke nogen navne. Men ved at skrive en break-up plade om opløsningen af et “romantisk og professionelt” forhold har hun åbnet sig op for mange gæt om, hvem musikken handler om. Hun får stillet det samme spørgsmål i hvert interview, og en skribent offentliggjorde endda navnet på, hvem de troede eks-partneren var. “Folk prøver at finde ud af alle små detaljer. Det føles bare mærkeligt og påtrængende,” siger Crutchfield og ringer fra Philadelphia.

“Så snart man begynder at tale om noget sådant i et interview, fjerner det fokus fra det, jeg har skabt,” siger hun. “Det trivialisere tingene.”

Out in the Storm er Crutchfields fjerde album som Waxahatchee, navnet hun tog fra Alabama-bækken nær hendes barndomshjem i 2010. Det er hendes anden LP med Merge Records og en drastisk ændring i lyd fra hendes tidlige lo-fi optagelser af debutalbummet American Weekend. Crutchfield har fokuseret den slørede lyd fra hendes tidligere arbejde med skarpere produktion, nogle gange helt glemt sin akustiske guitar og valgt vrede, pulserende synths og skarpe anslag på en lilletromme. Mens hun har skiftet lyd, står den samme brutalt ærlige historiefortælling fast - hvert album som kapitler i en dagbog.

“Med alle mine plader ser jeg det som dokumentation af en version af mig selv på et bestemt tidspunkt,” siger Crutchfield. “Ligesom, mine gamle plader, kan jeg helt sikkert se, hvordan jeg har udviklet mig som person. Og jeg er glad for, at de er dokumenteret. Jeg kan ikke rigtig genkende den person længere, men jeg er glad for, at det hele er nedskrevet.”

Inden for Out in the Storm er der også kapitler - alle repræsenterende de voksende og aftagende faser i slutningen af et giftigt forhold. Der er fiasko, stædig skænderi, hjælpeløshed, søvnmangel, depression - selv de gode øjeblikke. På albummets første nummer, “Never Been Wrong,” sætter Crutchfield tonen, idet hun ved, at hun skal gå, mens hun stadig forsøger at finde ud af, hvordan. “Jeg bruger al min tid på at lære, hvordan jeg kan besejre / dig i dit eget spil / Det er pinligt,” synger hun midt i kaoset af knusende bækkener og grungy guitarer. Det er en sang, som Pitchfork kaldte en “whiny indie rock classic,” hvor Crutchfield forsøger at få deres vennegruppe til at tage hendes side i bruddet.

“Man vil ikke få folk til at vælge side,” siger Crutchfield om sine venner under bruddet. “Men der er også den indbyggede ting, den iboende følelsesmæssigt underudviklede del af alle, der vil gøre det. ‘Fyrene, alle hører alt det her, jeg siger. Alle ser det i denne person. Hvorfor går vi ikke alle væk fra dette?’”

Det spil, selvom hun er flov over at spille det, flytter sine brikker igennem resten af pladen.

Hver sang føles, som om hun er i et skænderi, og direkte taler til “dig,” den anklagede, i teksterne. Men teksterne blev ikke nødvendigvis skrevet i hede af et skænderi. I stedet tog Crutchfield sig tid mellem bruddet og optageprocessen til at reflektere. På grund af det rammer hendes poesi hårdere med selvindsigt og en klogskab, der måske ikke ville have været der, hvis hun havde skrevet teksterne rasende efter en konflikt. “Du gik tilbage i tiden i dag og forventede, at jeg også gjorde det,” synger hun på “No Question” og leverer et mere afrundet syn på situationen frem for sin eks-partners blændede. Det er tekster som disse, der får dig til at reflektere over lignende øjeblikke i dine egne tidligere forhold - ting du måske ikke har bemærket, da du var dybt begravet i dem.

“Den store ting for mig med denne plade er, at jeg tror, at situationen, jeg beskriver, de sange, jeg skrev, er ret relaterbare for mange mennesker,” siger Crutchfield.

Hver linje inviterer dig til at dvæle ved den. På telefonen føles det næsten som snyd at høre hende forklare forskellige tekster. Hun dissekerer “Sparks Fly,” et af de mere håbefulde numre på albummet, med linjen “Jeg ser mig selv gennem min søsters øjne.” (Crutchfield begyndte at lave musik med sin søster, Allison, som P.S. Eliot i 2007, før de lancerede deres solokarrierer. Allison turnerer med Waxahatchee.)

“Når du er i en slags co-dependent eller når du er nedsænket i et romantisk forhold, opfylder du ofte en rolle,” siger hun. “Du ser ofte dig selv gennem din partners øjne. Du ser dig selv fra deres perspektiv. Jeg har været i situationer, hvor jeg ikke kunne lide den person, jeg så, den person jeg var blevet til. [I ‘Sparks Fly,’] jeg er i Berlin, jeg er væk fra situationen, og nyder virkelig natten, og det er sent, og vi griner og har det sjovt. Hun ser mig som denne glade, sjove person.”

På “A Little More” skjuler hun en dyster depression inden i en delikat akustisk sang. “Jeg lever lidt mere / Jeg dør lidt mere,” synger hun i en sød sopran og genskaber den grå zone i hendes forhold, da hun følte sig fanget og ikke elsket. Hele sangen lyder som et trick til at få dig til at lytte til dystre tekster. “Min yndlingsting på jorden er en lyrisk mørk sang, der lyder sød eller super poppet,” siger Crutchfield. Hele albummet tager musikalske sving som det, dykker ned i punk, pop, rock og ja, selv singer-songwriter vibes som Carly Simon.

Selvfølgelig er den anden frustrerende del ved Simons “You’re So Vain,” at vi Alle ved, hvem sangen handler om. Du ved, den irriterende fyr, der altid drejer samtalen mod sig selv og alle sine øjenåbnende rejseoplevelser og de restauranter, han har spist på og tøjet, han bærer. Fyren, der giver dig halsbrand, fordi han tror, alle er interesserede i ham. Fyren, der tror, alle sange handler om ham. Vi kender alle den person.

Og selvom vi måske aldrig ved, hvem Crutchfield skrev om på Out in the Storm (det er virkelig ikke vores sag), har vi altid vidst det. Vi er alle blevet manipuleret på en eller anden måde. Vi har alle taget os tid til at vandre ud af labyrinten af et forhold. Vi har alle kæmpet med de pinlige drømme om vores eks, der satte os i retrograd. Vi har alle haft nogen, med en uforklarlig magt over os.

“Den store ting for mig med denne plade er, at jeg tror, at situationen, jeg beskriver, de sange, jeg skrev, er ret relaterbare for mange mennesker,” siger Crutchfield. “Jeg vil bare sætte dem ud i verden og få folk til at relatere til dem.”