VMP Stiger: Skurene

Når man ser Shacks spille ved SXSW, kommer man til at tænke på, at på trods af at dette er 2018, og på trods af at bandet blev dannet under Clinton-administrationen, kunne de være fra hvilken som helst tid mellem 1968 og 2018. Deres blanding af post-Elvis rock og popmusik--kongeligheden af Kinks; country-lyden af, som de siger, George Motherfucking Jones; den luftige chanson af Serge Gainsbourg; psykedelien af Strawberry Alarm Clock--placerer dem ikke i et nuværende musikalsk øjeblik, men adskilt på deres egen ø.

En gruppe af unge i begyndelsen af 20'erne, der i øjeblikket er baseret i New York, men som kommer fra Princeton og Manhattan, blev Shacks dannet, da guitarist/producer Max Shrager mødte bassist/sanger Shannon Wise, da de begge var i jazzband. De havde hængt ud et par gange før, Shrager spurgte Wise, om hun ville synge på en sang, han havde skrevet, og selvom navnet kom et par måneder senere, blev "Birds" og titelnummeret til deres debut LP skrevet på en uges tid, og på den første demo, duoen lavede som gruppe.

"Det var virkelig øjeblikkeligt og naturligt. [Trommeslager] Ben [Borchers] og jeg har spillet sammen i lang tid, siden begyndelsen af gymnasiet, og da jeg begyndte at spille med Shannon, med hendes unikke stemme, klikkede det virkelig hurtigt, og det var virkelig inspirerende," sagde Shrager under et interview ved SXSW.

Haze er resultatet af et par års udvikling i Shragers kælder, en af 2018s mest selvsikre indie rock debuter. Fra de første blide toner af "Haze" til den melodiøse duet "Let Your Love", Haze er et fortryllende, unikt album, der kan afsløre en ny favorit ved hver gennemlytning (min nuværende er "All Day Long"). Det unges bands arbejde begynder at betale sig; de blev præsenteret i en Apple-reklame, og har allerede gjort omfattende turnéer verden rundt (de spekulerer på at lede efter den eftertragtede stop for Hogwarts ved hver station i London).

Du kan få fat i vores eksklusive udgave af Haze her. I nedenstående interview taler vi med bandet om klassisk countrymusik, brug af analogt udstyr, sendende demos til Daptone og hvorfor gammel musik taler til dem mere end noget andet.

Før du var i Shacks, Max, sendte du en demo til [soul og retro label] Daptone for at forsøge at få kontrakt. Hvor gammel var du?

Max Shrager: 14

Hvad sendte du dem som 14-årig? Hørte du tilbage?

MS: Jeg sendte dem en sang, jeg skrev til Sharon Jones. Jeg var i 9. klasse. Gabe [fra Daptone] ringede til mig næste morgen. Jeg var mundlam. Jeg kunne ikke tro, han ringede til mig. Og så mødte jeg dem.

Jeg prøver at forestille mig mig selv som en 14-årig, og jeg kan ikke forestille mig, hvad jeg ville tro ville ske. Du endte med at spille med mange af deres kunstnere og arbejde der, ikke?

MS: Ja, jeg lærte ret hurtigt, at der er mange ting for en 14-årig at lære i verden og at blive voksen (griner). Jeg endte med at lære mange af de lektioner, mens jeg arbejdede på dette fantastiske pladeselskab. Det var en fantastisk måde at vokse op fra dreng til mand (griner).

Jeg endte med at turnere med Charles Bradley og Lee Fields og fik en masse erfaring, som jeg tager med til vores band.

I taler meget i andre interviews om, hvor meget I elsker gammeldags country, og vi er her i Texas. Hvad er nogle af jeres yndlings gamle countrykunstnere?

Ben Borchers: George Motherfucking Jones [hele bandet nikker enig]. Roy Orbison.

Shannon Wise: Ja, vi elsker Roy Orbison.

BB: Hank Williams også.

MS: Der er denne gamle Hank Williams melodi, kaldet "Kaw-Liga", som vi alle virkelig tænker meget på. Så mange countrykunstnere i 60'erne lavede hele album, hvor de dækkede Hank Williams sange, og vi lyttede lige til Roy Orbison versionen af den sang, som bare er fantastisk.

Hank Williams' sange såede bare frøene til så meget af countrymusikken, og havde så alle disse elementer af forskellige amerikanske musikgenrer, bluegrass, og blues. Vi elsker ham bare.

Dette og ovenstående af Amileah Sutliff

I har sagt, at I kun rigtig lytter til gammel musik. Hvad kan I lide ved gammel musik, som I ikke får fra ny musik, siden I jo er et nyt band.

MS: Vi er begyndt at lytte til meget hip-hop det sidste år. Kendrick Lamar er nok den nyeste. Tupac er en af mine yndlingskunstnere gennem tiderne. Men udover det er det mest 50'erne eller 60'erne musik.

SW: For os alle, taler det på en måde til os, som moderne musik ikke rigtig gør.

MS: Vi lever i en anden tid. Alt er anderledes nu. Ikke nødvendigvis på en dårlig måde. De skrifttyper, der er på alt nu, er anderledes end de var. Alt er bare en anden fornemmelse. Tiderne ændrer sig.

Af en eller anden grund finder vi bare, at tingene fra 50'erne, 60'erne og 70'erne er meget coolere. Selvom musikken ikke er lige så "god" i nogle tilfælde, taler det bare mere til os.

Jeg tror, det bare føles anderledes, hvis du er i en pladebutik og finder denne gamle Roy Orbison Hank Williams plade, end hvis du finder den nye Future plade eller hvad det nu er. Det føles som om, du skal grave mere på egen hånd [for den æra].

MS: Åh ja, Princeton Record Exchange, hvor Ben og jeg voksede op, er en fantastisk butik. Det er sådan, vi lærte meget om musik, ved at gå derind--alt er under $10--og de har fantastiske plader. Vi ville købe plader og så spore det tilbage: Hvem producerede det? Og spore alle rødderne; vinyl spillede en stor rolle i det. Men vi lytter ikke kun til album på vinyl eller noget.

BB: Vi køber også mange cd'er der.

MS: Vinyl er bare en fantastisk måde at lære og grave.

Er beslutningen om at være et så analogt band en meget bevidst beslutning for jer?

MS: Vi har prøvet et par gange at lave numre direkte ind i en computer, og det føles bare ikke rigtigt. Vi optager analogt, og til sidst ender det i computeren for de sidste touches. Basis er helt analog.

Hvad er de ekstra udfordringer ved at gøre dette hele analogt? Skal I hele tiden finde gammelt udstyr?

SW: Det går ofte i stykker. Og det er svært at reparere. Vi har én fyr, som vi er nødt til at tage vores grej til for at få det repareret.

BB: Der er omkring tre maskiner i rotation. To på værkstedet og en vi bruger.

Lad os tale om pladen. Demos blev til sange på pladen; hvor lang tid tog det fra den fase til albummet var færdigt?

SW: Vi har lavet så meget musik over de sidste tre år som band. Det var en langsom proces med at samle sig og lave sange og lave mix og mastering. Sangene har været færdige i lang tid, men masteringen blev først færdig tidligere i år.

MS: Vi tog et år til at mastere albummet, især til vinyl.

SW: Vi tilbragte hele tiden med at lave andre sange. Vi har stort set et helt andet album færdigt allerede. Vi glæder os til, at det kommer ud nu.

I har udgivet instrumentale versioner af jeres sange. Kommer I til at udgive en instrumental version af Haze?

Max: Absolut. Den deluxe CD-version vil komme med begge dele, og så vil det til sidst komme ud på vinyl. Nogle af sangene har rytmesporet med vokalen i, så vi kunne ikke adskille dem.

Jeg må også spørge om iPhone-reklamen, I var med i. Jeg er sikker på, at I bliver spurgt om det hele tiden, men hvordan var det? Hvad har I set fra at være med i det?

SW: Den sang blev virkelig populær.

Forventede I det respons?

SW: Jeg gætter på det. Den sang spillede omkring overalt i nogen tid, så du kunne tænke, at den ville komme langt omkring. Det var virkelig fedt, vi fik meget eksponering fra det.

De valgte sangen, og så fik de ideen om, at jeg også kunne være med i reklamen, og så et par dage senere var jeg på et fly til L.A. for at filme det. Det var meget mystisk.

Som det er med Apple. Så hvad er næste skridt for jer? I har et andet album stort set færdigt. Bliver det LP to?

MS: Ja, og vi vil gerne udgive det så hurtigt som muligt. Branchen i dag har så meget lead time. Tidligere var der bestemt mindre lead time; folk ville indspille plader, og de kom ud en uge senere. Vi kan godt lide den tilgang. Hvis de lader os, vil vi sætte den næste ud så hurtigt som muligt og så en anden.

Det er meget George Jones, at udgive som 30 LPs på et år. Det var som om, de løb med masterne til presseselskabet med det samme.

MS: Absolut. Hvad ellers kan man gøre end at blive ved med at arbejde og finde sig selv, mens ens lyd udvikler sig?