Lee Hazlewood is much more than a great moustache and the occasional Nancy Sinatra collaborator. In 1966, Hazlewood wrote and produced the (lady) Sinatra classic, “These Boots are Made for Walking.” He spent most of his career playing off the notoriety of this song, lingering in the shadows and writing country pop songs as catchy as anything on the radio. Still, fame often eluded the singer in a way it eludes many behind-the-scenes songwriters. But Hazlewood had no intention of ever staying behind the scenes. He was a rather prolific songwriter, releasing 18 records from 1963-1973. Not all of these albums are great — in fact, much of his best work came after this period of constant production — but Cowboy in Sweden (1970) is perhaps his best recording — and is out via a reissue by Light in the Attic — and Nancy & Lee is filled with fun covers and sultry originals.
Some time after Hazlewood died in 2007— his last album, released in 2006, was titled Cake or Death — Light in the Attic began excavating his best albums and re-issuing them for wide consumption. The label dove into his work with LHI Industries — a label he founded to release both his own music and the work of others. On November 25th, the label will be re-releasing Cowboy in Sweden, an album that has deserved proper release and reception since its inception. Hazlewood’s impact on modern music — both country and pop — has been immeasurable. His psychedelic tendencies slip into the cracks of Tame Impala’s backwards looking time warp, while his country delivery finds itself in the work of Sturgill Simpson. His vast discography can be tough to crack, so here are 10 Hazlewood albums worth checking out immediately.
Something Special
Hazlewoods skuffelse over musikindustrien var ingen hemmelighed. Han fandt pladeselskaber overbebyrdede og ude af stand til at leve op til løfter. Something Special blev oprindeligt indspillet i 1967, men fandt ikke et hjem før det krydsede oceanerne til Tyskland 20 år senere. Det fandt et permanent amerikansk hjem hos Light in the Attic i 2015, sammen med de to andre plader fra hans MGM-trilogi, The Very Special World of Lee Hazlewood (1966) og Its Cause and Cure (1968). Countrymusikeren var måske en underlig kombination med MGM Records i første omgang, men Something Specials jazz-leaning instrumentering fandt aldrig et ordentligt hjem hos filmstudiet, som forvandlede sig til pladeselskab.
Nancy & Lee Again
Nancy & Lee Again, Hazlewoods anden fuldlængde samarbejde med Nancy Sinatra, er ikke helt så fængslende som deres første, men dens legende natur er en god introduktion til Hazlewoods blødere side. Pladen blev udgivet på RCA Records i 1972, og dens formel er enkel: enorme, orkestrale arrangementer med skiftende vokal mellem Hazlewood og Sinatra, hans ofte i form af recitation (se åbneren “Arkansas Coal”). “Back on the Road” er albummets stærkeste nummer, der eksisterer et sted mellem en Dewey Cox outtake og et let hjerteøjeblik fra Johnny Cash. Nancy & Lee Again falder et eller andet sted mellem overdreven camp og ironisk, der viser, hvor alvorligt Hazlewood tog sig selv... hvilket vil sige, slet ikke alvorligt.
The LHI Years: Singles, Nudes, and Backsides (LITA release)
Light in the Attic har gjort verden en stor tjeneste ved at samle nogle af Hazlewoods bedste skitser og b-sider i en ren, 17-sporet samling. Albummet indeholder nogle af Hazlewoods større øjeblikke (singlerne: “Hey Cowboy,” “No Train to Stockholm”), men dens virkelige perler er de lettere øjeblikke, hvor Hazlewoods demoer er renset for de bombastiske horn og overdrevne arrangementer, han var så glad for. Den akustiske version af “If it's Monday Morning” er betagende - Hazlewoods stemme overraskende dyb, men sårbar. Albummets afslutning “I Just Learned to Run” er den perfekte finale, en hvæsende, skarp hyldest til tabt kærlighed. Kun Lee Hazlewood kan få vrede til at lyde så sødt.
Requiem for an Almost Lady
Requiem blev udgivet i 1971, klemt ind mellem Cowboy in Sweden (1970) og Nancy & Lee Again (1972). Requiem er en enkel fornøjelse. Dens ti numre varer lidt over 25 minutter, og arrangementerne er ukomplicerede i deres skønhed. Albummets åbner “I’m Glad I Never” indeholder en fortællende introduktion, der fungerer som en perfekt metafor for Hazlewoods kunstneriske udvikling: “I begyndelsen var der ingenting, men det var lidt sjovt at se ingenting vokse.”
Nancy & Lee
Dette album er en næsten perfekt samarbejdsindsats. Fra albumcoveret til sangskrivningen, Nancy & Lee fungerer som mødestedet mellem disse to musikeres individuelle stilarter. Albummet blev udgivet i 1968 på Reprise Records - Hazlewood havde en tendens til at hoppe fra pladeselskab til pladeselskab med hver udgivelse - og er sexet, sjovt og alt derimellem. På “Greenwich Village Folk Song Salesman” udtaler Hazlewood New York-nabolaget som “Green-wich,” hvilket får Sinatra til at le på optagelsen. “Summer Wine,” der varer fire minutter og seksten sekunder, er albummets mest interessante nummer, der falder et sted mellem 60'ernes Cher og Minnie Riperton. Hazlewoods påvirkninger siver ind i hans musik på en kameleonisk måde; det føles aldrig tvunget, men mere en naturlig progression fra øjeblik til øjeblik og sang til sang.
Lee Hazlewoodism: Its Cause and Its Cure
Dette var en af de sværere Hazlewood-udgivelser at opspore indtil Light in the Attic genudgav den i 2015. Den kom før Nancy & Lee i 1967 og er en mærkelig blanding af forskellige genrer. Der er en sang, der dokumenterer opstigningen og faldet af en spansk tyrefægter, “Jose,” og en fortalt tribal jam, der ville passe perfekt på Gøgereden soundtracket. Det handler om at finde trøst om natten, fordi vores dage er fyldt med så meget ensformighed og rutine. En smule minder om Hazlewoods flugt fra bag kulisserne til fronten af scenen.
A House Safe for Tigers
En anden absolut særhed i Hazlewoods verden, A House Safe for Tigers blev oprindeligt brugt som et soundtrack til en svensk semi-dokumentar, som Hazlewood skabte med Torbjörn Axelman. Hazlewood tilbragte meget af sin tid i Sverige i begyndelsen af 70'erne, og A House Safe for Tigers er en af de syv film, han og Axelman lavede i denne korte periode. Jeg har aldrig set filmversionen af A House Safe for Tigers, hvilket siger noget om kvaliteten af soundtracket. Det er en af de scores, der kan fungere både alene og som et supplement til noget andet.
Trouble is a Lonesome Town
Trouble er Hazlewoods første plade, lavet i 1963 og udgivet på Mercury Records. Albummet har set mange iterationer, med en genudgivelse på Hazlewoods LHI Records i 1969, før det fandt et hjem hos Light in the Attic i 2013. Trouble er ikke nødvendigvis Hazlewoods reneste udgivelse, men det er måske den bedste destillation af, hvad han havde til hensigt at gøre med sin musikalske karriere. Sangenene er vittige og charmerende - på en eller anden måde både sarkastiske og elskværdige. Hazlewood fortæller pladen og fortæller historien om et sted kaldet Trouble og de forskellige småbyfolk, der bebor det. Hazlewoods erkendelse? “Nogle mennesker er onde hele tiden. Nogle mennesker er gode hele tiden. De fleste mennesker er gode og onde. Det meste af tiden.” Lyder ret rigtigt.
The Very Special World of Lee Hazlewood
En meget speciel verden, faktisk. Denne plade fra 1966 er en af Hazlewoods bedste tidlige udgivelser. Phil Spector's Wall of Sound-teknik havde spredt sig til de fjerneste hjørner af popindspilning, og Hazlewoods album undslap ikke uskadet. Strengene er lagt i lag på lag over hinanden; korene bliver brugt sparsomt, men når de bruges, stjæler de showet. Albummets åbner “For One Moment” tager hver populær indspilningsteknik og smadrer dem sammen i et nummer lavet til en western-stil shootout. The Very Special World of Lee Hazlewood indeholder også en Hazlewood-only udgave af “These Boots are Made for Walkin,” og uden presset for kommerciel succes, har sangens oprindelige sangskriver stor fornøjelse med den. Han introducerer nummeret med, “Her er en lille sang om støvler og en darling ved navn Nancy.” Hazlewood stjæler ikke showet på samme måde som Nancy Sinatra gør, men det var aldrig hans hensigt; han er bare glad for at være med på rejsen.
A Cowboy in Sweden
Hazlewoods bedste plade er et andet soundtrack, denne gang ledsagende en mere biografisk historie om Lee, som var cowboyen i Sverige. “Hey Cowboy” er Hazlewoods definitive nummer, en tre-minutters slendere med Nancy Sinatra, der gør alle aspekter af Hazlewood perfekt. Åbneren “Pray them Bars Away” er en fængselssang, der tæller ned dagene til løsladelse. “Leather and Lace” er sexet og viser en magnetisme mellem Sinatra og Hazlewood, der sjældent er fanget til denne grad. “Cold Hard Times” taler præcis om de dage, men gør det mod ekstatiske strenge og en oprørsk rytmesektion. A Cowboy in Sweden er Hazlewoods bedste blanding, hvilket igen er den bedste måde at lytte til Hazlewood på. Som han siger på “Hey Cowboy,” “Jeg ser måske ikke helt rigtig ud, men jeg har det helt fint.” Og også lyder fint.
Will Schube er en filminstruktør og freelance skribent baseret i Austin, Texas. Når han ikke laver film eller skriver om musik, træner han for at blive den første NHL-spiller uden professionel hockeyerfaring.
Related Articles
Join the Club!
Join Now, Starting at $36
Pages
Kvalitetsmusik. Leveret til din indbakke.
Exclusive 15% Off for Teachers, Students, Military members, Healthcare professionals & First Responders - Get Verified!
