Tillykke med jubilæet: R.E.M.s New Adventures in Hi-Fi fylder 20

Vi genbesøger R.E.M.’s 1996 album, New Adventures In Hi-Fi, som i dag fylder 20 år.

Pladecheferne må have været nervøse, hvis ikke skrækslagne.

Her var et band, der havde leveret Warner Brothers tre på hinanden følgende RIAA quadruple-platin albums på omtrent lige så mange år, hver med succesfulde singler, der syntes at tilfredsstille en bred lytterskare. Ubeskeden ‘80er indie rocker, der blev ‘90er alternative stjerner, R.E.M. kom igennem grunge-stormen, der fældede heavy metal og andre scener med albums som 1992’s introspektive og elegiske Automatic For The People og 1994’s sonisk ungdommelige Monster. De havde formået at forblive troværdigt cool for både Generation X og Y på et prekært tidspunkt, hvor adskillige andre langvarige grupper kæmpede for at appellere til nogen af dem. For det havde de forhandlet en aftale på $80 millioner for de næste fem R.E.M. albums.

Så hvad i alverden var dette New Adventures In Hi-Fi? To år efter, at det sidste album fyldte deres store pladeselskabs kasser og sendte bandet ud på endnu en verdensomspændende turné, her var tres fem frie og åndfulde minutter af post-rock, der vagrede med en jagt på frihed og foregav at være et helt nyt R.E.M. album. Skriftligt og optaget for det meste på landevejen, manglede det Monster’s distorionspedal melankoli og den intellektuelle popglans fra 1991’s Out Of Time. Selvom det tidligere album syntes at være en rebelske reaktion på den utilsigtede tilgængelighed fra dets forgængere, føltes dets relativt ikke-kommercielle opfølger som en allergisk reaktion på bandets enorme succes i det første halve årti.

Hvor forsangeren Michael Stipe tidligere havde vist sig at være mærkeligt relaterbar - hvis oftere end ikke misforstået - på topnummer som “Everybody Hurts” og “Losing My Religion”, spillede meget af New Adventures In Hi-Fi som en maddiegjort road trip ordjumbles. At antyde, at han ikke er en af de mere obskure lyrikere fra sin generation, ville være en grusom farce, men stream of consciousness cut-ups som “The Wake Up Bomb” og en generel mangel på hjerne-tickling pop-hooks efterlod lidt til selv de langvarige lyttere at forstå.

Et tilbagevendende medienarrativ omkring albummets udgivelse henviste til et gennemgående tema om alien-abduktion, noget bandet senere afviste som en bunke stinkende skrammel for de stakkels interviews. Alligevel så Stipe stadig mere menneskelig og mindre genkendeligt jordisk ud i sine musikvideoer, tynd til det punkt, at han så ud som om han led af sygdom, gradvist frakædret kønsnormerne midt i konstant nysgerrighed på hans berettigede beskyttede seksualitet. De genoprettede bandets troværdighed med filmisk polerede promo-klip, der fulgte det hippe avant-grimme fra Monster-klippene, hvor bandet var skjult i blåt morgenlavt lys for “E-Bow The Letter” og skarpt badet i farve til den absurde “Electrolite.” Ligesom det tilhørende album satte disse nysgerrige videoer afstand mellem et af de største rockbands på planeten og deres brede menneskehed.

New Adventures In Hi-Fi var i sidste ende et album af afslutninger, det sidste fuldlængde album med trommeslager og medstifter Bill Berry, slutningen på deres samarbejde med den mangeårige producer Scott Litt, kulminationen af det R.E.M., der virkelig betød noget for de relative masser. Efterfølgende albums bragte Peter Buck, Mike Mills og Stipe tilbage til studiets sikkerhed, alle plader varierede i kvalitet fra det respektable - Reveal, Up - til det intetsigende - Around The Sun.

Alligevel, for et album, som der næppe er mange lyttere, der vil genbesøge i fuld længde, New Adventures In Hi-Fi var ikke desto mindre en beskeden succes i de gængse termer for hitlister, salg, og kritisk vurdering. “E-Bow The Letter” nåede No. 49 på Billboard Hot 100 singlelisten. “Bittersweet Me” klarede sig marginalt bedre, “Electrolite” kom relativt dårligt fra det. Albummet nåede selv anden plads på Billboard 200 og fik hurtigt platin-certificering fra RIAA inden for omtrent to måneder efter sin udgivelse. Uanset indholdet var et R.E.M. album en begivenhed, en mulighed for kritikerne at bevise, at de stadig kunne holde ud, selv når tingene blev mærkelige. Det kom på flere årslister ved publikationer som Rolling Stone (No. 4), Spin (No. 11), og The Village Voice (No. 11).

Mens det næppe er den perfekte sammenkobling mellem Kid A og Amnesiac, New Adventures parrer sig bedre nu med Monster end det så ud til at være dengang. "Undertow" kommer tættest på, dens riff og rytme rystet fra Monsters spidser. Man undrer sig over, hvorfor det ikke blev valgt som en single af den grund alene. Takket være Bucks guitarton kunne "Leave" have været en broderlig B-side til "What's The Frequency, Kenneth."

Nogle af de underudviklede materialer som "So Fast, So Young" og "Binky The Doormat" burde forblive som selvderivativ soundcheck demos, selvom enhedens talenter og berøringspunkter skinner igennem, selv i de svagere punkter. Hvilken som helst version af R.E.M., du elsker, er her, selvom det kun for et passage eller to. "Departure" kunne have haft gavn af studio-selvbeherskelse, dens megafon-mikrofon-check-vers kompenserede for et klassisk samlet R.E.M. omkvæd. Den Crazy Horse Americana af "Low Desert" svinder for tidligt, en sjælden instance her af noget jam-værdigt.

Hvis noget, genbesøg dette fejlbehæftede album for "E-Bow The Letter," hvor Patti Smiths strålende blik bliver til en betagende sirene sang. En kandidat til en af de mest undervurderede singler i '90'erne, bøjer den sig i vinden til Smith og Stipes vilje, en præcious ting opnået i mindre grad på The Killers' Lou Reed samarbejde "Tranquilize." Berry klasker på trommen som godt jazz, og Buck strummer og plukker med understatement. På sit dystopiske højeste kommer alle spillerne sammen i skælvende bølger af sangskrivning og sorg. På et album med få bekvemme indgange er det en måde at komme ind i den verden, der skildres i dets coverkunst, af isolationen, der er iboende i det store åbne og også i de små tremmende kroge af det menneskelige hjerte. Det virkelige eventyr ligger i at give slip og lade det tage dig derhen.