Tillykke med dagen: R.E.M.'s New Adventures in Hi-Fi fylder 20 år

Vi genbesøger R.E.M.s album fra 1996, New Adventures In Hi-Fi, som fylder 20 år i dag.

De ansvarlige i pladeselskabet må have været nervøse, hvis ikke skrækslagne.

Her var et band, der havde leveret Warner Brothers tre på hinanden følgende RIAA firefoldige platin-album på omtrent lige så mange år, hver med succesfulde singler, der syntes at tilfredsstille et bredt lytterskab. Beskeden ’80er indie rockere blev ’90er alternative stjerner, R.E.M. klarede stormen fra grunge, der ramte heavy metal og andre scener med album som 1992's introspektive og elegiske Automatic For The People og 1994’s lydligt ungdommelige Monster. De havde formået at forblive troværdigt cool for både Generation X og Y i en usikker tid, hvor utallige andre etablerede grupper kæmpede for at appellere til nogen af dem. For det havde de forhandlet en aftale på 80 millioner dollars for de næste fem R.E.M. album.

Så hvad i al verden var denne New Adventures In Hi-Fi? To år efter at den sidste plade fyldte deres pladeselskabs kasser og satte bandet på endnu en verdensomspændende tour, her var tres fem minutter fri-åndet post-rock vandren, der poserede som et helt nyt R.E.M. album. Skrevet og optaget stort set på vejen, manglede det Monsters forvrængede pedal ensformighed og den intellektuelle popglans fra 1991's Out Of Time. Selvom den tidligere plade syntes at være et oprør mod den utilsigtede tilgængelighed hos dens forgængere, føltes dens relativt ikke-kommercielle opfølger som en allergisk reaktion mod bandets enorme succes i det første halve årti.

Hvor forsangeren Michael Stipe tidligere havde vist sig underligt relaterbar--hvis oftere end ikke misfortolket--på kanoniske singler som “Everybody Hurts” og “Losing My Religion,” spillede langt det meste af New Adventures In Hi-Fi som en vanvittig bilrejse ordsammensætning. At antyde, at han ikke er en af de mere obskure tekstforfattere i sin generation ville være en grov farce, men strømmen af bevidsthedsklip som “The Wake Up Bomb” og en generel mangel på hjerne-kribblende pop-hooks efterlod lidt for selv de mest erfarne lyttere at fatte.

En kørende medienarrativ omkring albumets udgivelse henviste til et gennemgående tema om rumæisk bortførelse, noget bandet senere afviste som en bunke stinkende skrammel for uskyldige interviewere. Alligevel så Stipe gradvist mere menneskelig og mindre genkendelig ud på Jorden i sine musikvideoer, tynd nok til at fremstå udmattet, gradvist frigøre sig fra kønsnormer mens han fortsatte med at prikke til sin retmæssigt beskyttede seksualitet. De genoprettede bandets troværdighed med cinematiske polerede promo-klip efter den hippe avant-grime fra Monster-pladen, hvor bandet var skjult i blå morgen lavt lys til “E-Bow The Letter” og strålende fyldt med farver for den absurde “Electrolite.” Meget ligesom det tilsvarende album, lagde disse nysgerrige videoer afstand mellem et af de største rockbands på planeten og deres brede menneskelige publikum.

New Adventures In Hi-Fi var i sidste ende et album af finaler, den sidste fuldlængde udgivelse med trommeslager og medstifter Bill Berry, slutningen på deres samarbejde med den mangeårige producer Scott Litt, kulminationen af det R.E.M., der virkelig betød noget for de relative masser. Efterfølgende album bragte Peter Buck, Mike Mills og Stipe tilbage til studioets sikkerhed, alle album varierede i kvalitet fra det respektable--Reveal, Up--til det insipid--Around The Sun.

Alligevel, for et album som få lyttere menes at ville genbesøge i fuld længde, New Adventures In Hi-Fi var trods alt en beskeden succes i de konventionelle termer for hitlister, salg og kritisk vurdering. “E-Bow The Letter” nåede nummer 49 på Billboard Hot 100 hitlisten. “Bittersweet Me” klarede sig marginalt bedre, “Electrolite” sammenligneligt værre. Albumet i sig selv nåede andenpladsen på Billboard 200, hurtigst opnåede platin-certificering fra RIAA indenfor cirka to måneder efter sin udgivelse. Uanset indholdet, var et R.E.M. album en begivenhed, en mulighed for kritikere at bevise, at de stadig kunne hænge på, selv når tingene blev underlige. Det kom med på flere årslister i publikationer som Rolling Stone (Nr. 4), Spin (Nr. 11), og The Village Voice (Nr. 11).

Mens det næppe er den perfekte tvilling af Kid A og Amnesiac, New Adventures parrer sig bedre nu med Monster end det syntes at gøre dengang. "Undertow" kommer tættest på, dens riff og rytme rystet fra Monsters spidse spidser. Man undrer sig over, hvorfor den ikke blev valgt som en single netop af den grund. Takket være Bucks guitartone kunne "Leave" være en broderlig B-side søster til "What's The Frequency, Kenneth."

Nogle af de underudviklede sange som "So Fast, So Young" og "Binky The Doormat" fortjente at forblive som selv-deriverede soundcheck demos, men enhedens talenter og berøringspunkter kommer igennem selv i svagere øjeblikke. Uanset hvilken version af R.E.M. du elsker, er den her, selvom det kun er for et passage eller to. "Departure" kunne have haft gavn af studio-selvbeherskelse, dens megafon-mik check vers kompensere for et klassisk samlet R.E.M. omkvæd. The Crazy Horse Americana af "Low Desert" driver for tidligt væk, en sjælden mulighed her for noget jam-værdigt.

Hvis noget, genbesøg dette fejlagtige album for "E-Bow The Letter," hvor Patti Smiths blikke bliver til en rapturous sirene sang. En kandidat til en af de mest undervurderede singler fra '90'erne, den bøjer sig for vinden til Smith og Stipes vilje, en kostbar ting opnået i mindre grad på The Killers' Lou Reed samarbejde "Tranquilize." Berry ryster på snaren som god jazz, og Buck strummer og plukker i understatement. På sit dystopiske højdepunkter kommer alle spillerne sammen i rystende bølger af sangskriveri og sorg. På et album med få praktiske indgange, er det en vej ind i den verden, der skildres på dets coverkunst, af isolationen i det store åbne og også i de små rystende kroge af det menneskelige hjerte. Det virkelige eventyr ligger i at give slip og lade det tage dig dertil.