Oxbow, Succumb, og den bedste metal i maj

Oxbow: Thin Black Duke (Hydra Head)

Jeg vil gerne tro, at jeg er en okay skribent, men jeg er bestemt ikke Eugene S. Robinson. Hvis Hunter Thompson var en sort punk, der kom ind på Stanford og havde en smag for noir, ville han være meget lig Robinson, og også flottere! Han har ikke kun skrevet en fantastisk bog om kampens historie – simpelthen kaldet Fight – han er også en ægte kriger selv, hvilket gør hans tough-guy flow helt naturligt. Udover at være den mand, som enhver mand burde stræbe efter at blive, er han også vokalist i Oxbow, en gruppe, man kun kan kalde et rockband, fordi de har en traditionel rockband-opsætning. Robinson er ikke så meget en sanger som han er kanaliserer af smerter og ekstaser, og resten af bandet spiller muskuløst, men tænker som en jazzgruppe. Thin Black Duke er deres første plade i et årti, og det er den mærkelige rockplade, du har haft brug for i år. Strenge og horn får dette til at føles mere som kammerpop end metal, og de gør ikke rocken sofistikeret, men rocken giver dem den løshed, de har bedt om. Duke er ikke en plade til middagsfester for at minde dine venner om, hvordan du plejede at være en vild rocker, før du tog det investeringsfirmatjob; det handler om, hvordan flex – en dans af kraft og snilde – tilpasser sig over tid.

“A Gentleman’s Gentleman” er bare utrolig sexet, og det er i måden, Robinson bruger aggression på. Han er næsten uforståelig i starten, grynter og knurrer, udfolder en blueset ru stemme, jo længere han går. Dette er designet: han vil gøre sin hensigt klar ved at obstruere sproget og aldrig slippe al sin vrede løs på én gang. Den nærmeste ting, du kunne sammenligne Duke med, er støjrock, men har du hørt et band, der gør push og pull så delikat som de gør på “Letter of Note?” Eller redefiner skronk med ynde, som de gør på “Host” og “Other People?” Duke har meget mere kørende, end det oprindeligt ser ud til, og flere lytteture vil afsløre, hvor i kontakt Oxbow er med sig selv – en af de mest givende albums i 2017, uden tvivl. Lad os også tage et øjeblik til at fejre Hydra Head, der igen udgiver plader. Har de valgt en stor genkomst eller hvad?

Succumb: Succumb (The Flenser)

Sidste måned skrev jeg om Extremity, en ny Bay Area death metal-band bestående af seriøse veteraner, der er til noget beskidt old-school tilbedelse. Hvis du leder efter noget lidt mere ud-af-boksen, har Oakland endnu en fantastisk stigende death metal kvartet, Succumb. Deres selvbetitlede debut dykker også ned i tåkedisen fra de tidlige 90'ere, om end med en eksperimentel kant. I centrum er vokalist Cheri Musrasrik (som tidligere var i Pig DNA, som prydede vores første kolonne), og hun har et mærkeligt forhold til rummet her – hendes stemme er fjern, men hun prøver konstant at trække dig ind, så det føles tættere, end det egentlig er. Det minder meget om, hvad australske bands som Impetuous Ritual og Grave Upheaval gør, og der er også indflydelsen fra de bands i Succumbs riffing. Jo, det er mere kompakt, men der er stadig skæve hak og skrig, især i “Survival.” “The Flood” er et andet eksempel på, hvordan de hopper rundt uden at bringe sig selv ud af kurs, og bøjer konventioner lige nok til både at ære og undergrave Morbid Angels egen utålmodighed på båndgribebrædde. Trommeslager Harry Cantwell, som spiller i Bosse-De-Nage og tidligere var i Bay Area mestre af True Metal Slough Feg, følger med den uforudsigelige sving fra Musrasrik og guitarist Derek Webster, stivner aldrig for perfektion og giver den fremdrift, dette materiale har brug for. Det har bestemt været et fremragende år for death metal, både fra dets ophavsmænd og fra nye bands som Succumb. Og ligesom Immolations Atonement ved Succumb, hvordan man går på linjen mellem konvention og abstraktion.

Drug Honkey: Cloak of Skies (Transcending Obscurity)

En løbende joke mellem mig og VMPs seniorredaktør Andrew Winistorfer er, at han normalt tror, at jeg opfinder de bands, jeg skriver om. Og par for kursen må jeg overbevise ham ekstra hårdt om, at ja, der er et band, der hedder Drug Honkey (redaktørens note: jeg køber det ikke). Det Chicago-baserede industrielle doom-band har været aktivt siden 1999, selvom de aldrig normalt nævntes i samme åndedrag som mere kendte bands fra byens mere venstreorienterede vinge som Yakuza og Atlas Moth. Cloak of Skies kunne ændre det. Vokalist Paul Gillis er også den mangeårige vokalist for Morgue Supplier, og Skies er gennemblødt med death metal skidt, filtreret gennem mørk psykedelika. Skærende støj, sammenstødende panorerede vokaler og gæstesaxofon fra Yakuzas Bruce Lamont (metallens go-to sax fyr) får dette til at føles off-center, som om et sludge-band blev rekrutteret til en genindspilning af Altered States. Deres Godflesh indflydelse er så fremtrædende, at Justin Broadrick selv bidrog med en remix af “Pool of Failure,” der bringer bassen i forgrunden, mens resten af sporet blomstrer. Så ja, selv med et navn som Drug Honkey, skal du ikke ignorere dette.