Rod Stewart stjal ved et uheld en sang af Jorge Ben

I 1972 var Jorge Ben på toppen af samba, og hans nye album, Ben, var en kæmpe succes. Efter år med at arbejde på samba-circuitet i Brasilien og blande bossa nova, samba og folkemusik til en lyd helt sin egen, laver han en sang kaldet "Taj Mahal," som man næppe kan argumentere imod er hans største hit. I sin oprindelige form starter den med akustisk guitar og samler en orkester, der kulminerer i en sang, der i sin midterste tredjedel lyder som et orkester, der spiller i en løbsk byggekran.

Da Ben skiftede til en mere funk- og R&B-orienteret lyd for 1976’s África Brasil, tog han "Taj Mahal" med sig, og hævede BPM, hvilket gav sangens uforglemmelige korfiligrees mere groove. Den blev kernen i Bens andet album, en måde at tage sine velkendte fans med ind i ukendte territorier (lær mere om hvor radikalt África Brasil er her).

Før han skulle i studiet for Blondes Have More Fun, gjorde Stewart hvad enormt kendte mennesker gjorde i slutningen af 70'erne: Han gik på en druktur i Rio under karnevalet, sammen med måske de eneste to aktive musikere, der var mere populære end ham i 1978, Freddie Mercury og Elton John. Den rekonstituerede "Taj Mahal" var, som Stewart skriver i Rod, "overalt" da han, Mercury og John var i gang med at feste. Sangen graver sig så dybt ind i Stewarts medulla oblongata, at når han står foran en mikrofon og prøver at skrive en melodi til sin "disco sang," kommer melodien fra "Taj Mahal" ud.

Det er fristende at male dette som direkte plagiat, men hvis vi tager Stewarts ord for gode varer — og hvorfor skulle vi ikke? — så var dette helt ubevidst, som han siger i Rod. Det er det samme, der fik Keith Richards til at tro, at han havde stjålet et guitarriff fra en sang, han hørte i radioen, mens han indspillede Tattoo You, kun for at indse at han faktisk havde hørt en gammel Stones sang. Pointen er: det sker. Grænsen mellem indflydelse og plagiat er formbar og meget tynd. Elton John, for sin del, lod ikke Stewart slippe af sted med sit ubevidste plagiat. Se dette utrolig bistrit interview mellem de to:

Stewart, til hans kredit, anerkendte stort set med det samme at han havde stjålet Bens melodi. "Jorge Ben påpegede til sidst ligheden mellem melodien i omkvædet med en sang fra 1972 kaldet 'Taj Mahal,'" skriver Stewart i Rod. "Bang til højre, også. Jeg rejste straks hånden. Ikke at jeg havde stået i studiet og sagt, 'Her, jeg ved, vi bruger den melodi fra "Taj Mahal" til omkvædet og er færdige med det. Forfatteren bor i Brasilien, så han vil aldrig finde ud af det.' [...] melodien havde lagt sig i min hukommelse og dukkede så op, da jeg prøvede at finde en linje der passede til tonerne … Jeg gav videre royalties."

Forliget blev indgået uden for retten, og tilsyneladende nåede alle royalties til sidst som en donation til UNICEF, på vegne af Ben og Stewart. Ben ville blive en af de største stjerner i "world music" scenen, og Stewart ville fortsætte med at være Rod Stewart.

Fra hvor jeg sidder, er der et par moraler i denne historie: For det første, skriv ikke sange i studiet, især ikke efter at have tilbragt tid beruset med Elton John og Freddie Mercury. Og for det andet: "Taj Mahal" hersker.