Rumbukser

Forståeligt nok havde kommentaren et stort indtryk på Scott, og hun har været opmærksom på sine overbevisende evner lige siden. Så snart hun dimitterede fra skolen, udgav hun sit selvbetitlede debutalbum Torres og tog straks fart som en ung indie-rockstjerne i maven. Hendes andet album, 2015's Sprinter, blev udgivet via Partisan Records — og blev Vinyl Me, Please's Essential Record of the Month — og til sit tredje album skrev hun under på det pladeselskab, hun altid havde drømt om at være på, 4AD, til 2017's Three Futures.

Scott var ikke hovednavn i arenaer eller topping af hitlister, men i omtrent fem år levede hun godt af sin musik, og den livsstil gav hende en let måde at undgå at beherske den sølv-tunge mund.

“Jeg har været på turné i mange år, og det er nemt at gemme sig bag at være en turnerende musiker og lave plader,” siger hun. “Det er nemt ikke rigtig at have fødderne på jorden, og man behøver ikke at tænke meget over sin karakter. Man behøver ikke rigtig at tænke over, hvem man er som person. Man kan ligesom bare gå på autopilot og gøre rockstar-tingene.”

Pludselig kollapsede gulvet under hende. I begyndelsen af foråret 2018 modtog Scotts ledelse en uventet e-mail fra 4AD om, at de droppede hende. Selskabet stoppede med at promovere Three Futures kun seks måneder efter udgivelsen, og Scott mistede straks sin manager og både sine amerikanske og europæiske bookingagenter.

“Så jeg mistede bogstaveligt talt hele min indtægtskilde på et par minutter, grundlæggende,” siger hun. “Det, som indkomsten giver mig, er, at det giver mig mulighed for at sætte mig ned og skrive. Det er en del af mit arbejde at tage mig tid til faktisk at skrive albumerne, det skaber pladsen til, at jeg kan gøre det. Ikke kun havde jeg ikke længere plads til at gøre det, men jeg havde heller ikke længere viljen til at gøre det i en periode. Fordi jeg troede, at det måske var rigtigt, at der ikke var nogen vej frem for mig.”

Med hele sin karriere på kanten, tog Scott et halvt år fri til at finde sig selv og virkelig overveje, om det var værd at fortsætte i en branche, der havde knust hendes selvtillid. Hun fandt et stabilt job på en restaurant, trænede meget og tog sig tid til omhyggeligt at undersøge alle sine relationer — romantiske, platoniske og familiære — og lave nogle betydelige personlige ændringer.

“I det mindste for mig er det meget nemt at slukke for den følelsesmæssige hjerne og bare gå på autopilot, når jeg er i arbejdsmodus, og jeg kan være, ærligt talt, en meget kold person. Og jeg tror, at det at blive ydmyget på en sådan måde, at blive droppet af mit pladeselskab og ikke have det faste grundlag at stå på i noget tid, gjorde mig til en meget varmere person, og jeg føler bare, at min følelsesmæssige verden er åbnet op meget, og jeg tror, jeg er bedre for det.”

Til sidst begyndte Scott at skrive igen og besluttede i sidste ende, at hun ville lave endnu et album. Sangene på Silver Tongue stammer fra den periode med intens refleksion og overgang, men ikke én har noget at gøre med hendes problemer i musikbranchen. Det er en kærlighedsrekord om overtalelse og forfølgelse, og det første Torres-projekt, hvor Scott (som voksede op i Georgia) snedigt omfavner sin kærlighed til countrymusik.

Vi talte med Scott om, hvordan det føltes at vende tilbage til at skrive efter hendes pladeselskabs tumult, hendes forhold til både country og gregoriansk chant musik, og hvorfor hun føler sig som en redneck alien.

Vores samtale er blevet komprimeret og for klarhedens skyld.

VMP: Efter de seks måneders overvejelser, hvad førte dig til den konklusion, at musik er det, du skal fortsætte med i dit liv?

Mackenzie Scott: Jeg gætter på, at det simpelthen er, fordi jeg altid har levet med denne viden — jeg ved ikke, hvor den kommer fra — men denne viden om, at dette er, hvad jeg blev sendt til jorden for at gøre. Da jeg begyndte at skrive igen, skrev jeg mig ligesom ud af et hul, og jeg indså, at det var nogle af de bedste sange, jeg nogensinde havde skrevet, og jeg indså, at jeg ville lave et album igen. Og jeg gætter på, at det bare er sådan, jeg besluttede det (griner).

Følte du en fornyet tilgang til at skrive musik i den periode? Følte det anderledes at skrive musik efter at have været gennem den tumultariske oplevelse?

Det føltes faktisk lidt som det gjorde, før jeg fik en karriere. Som faktisk var en rigtig frugtbar tid for mig — ikke økonomisk. Men frugtbar i forhold til sangskrivning. Mit første album, som jeg nævnte tidligere, kom ud i januar 2013, som var måneden efter, jeg dimitterede fra college, og jeg har haft en karriere siden. Men før det album blev udgivet, skrev jeg bare sange i mange, mange år uden publikum, bare skrev. Opførte dem lokalt, men udgav dem ikke som indspilninger.

Og det føltes lidt som det. Det føltes faktisk styrkende at have den følelse igen, at ingen forventer noget af mig. Faktisk forventer alle, at jeg er færdig. Ikke at jeg nødvendigvis nogensinde virkelig skriver med et publikum i tankerne, men denne gang var det virkelig bare for sangens skyld.

Så fandt du dig selv skrive om dine oplevelser som karrieremusiker? Eller var sangene helt uden relation til det, der skete med 4AD?

Overhovedet ikke, jeg skrev ikke en eneste sang om musikbranchen. Hvilket også er noget, jeg er lettet over. Jeg vil aldrig være selvrefererende på den måde. Jeg synes bare, det er kedeligt, det er ikke relaterbart for andre at lytte til sange om, “Åh nej, jeg havde en hård tid i musikbranchen.” Jeg ser det bare som meget selvhævdende og ikke interessant.

Men det er bare mig, som musikfan ville jeg meget hellere have, at nogen skrev sange om kærlighed og vrede. Jeg gætter på, at jeg kunne have skrevet en vred sang om musikbranchen, men jeg synes, det er så kedeligt. Jeg skrev om mine relationer, mit kærlighedsliv. Det er et helt album om at være forelsket.

I den første sang, “Good Scare,” er der en linje, der siger: “Du får mig til at ville skrive country-sangen / folk her i New York får et kick ud af.” Og så i “Dressing America” synger du om at sove med støvlerne på. Hvad er dit forhold til countrymusik, og hvordan tror du, det gjorde det ind i dette album?

Mit forhold til countrymusik er [at] jeg elsker det. Jeg synes, det er humoristisk. Åbenlyst er der to forskellige sider af country. Der er Johnny Cash, Loretta Lynn, Hank Williams. Og så er der den fjollede country, den top 40 country, som jeg også, tror det eller ej, elsker. Jeg synes, det er utrolig morsomt, jeg synes, der er altid et “a-ha”-moment. I det tredje vers er du sådan “ah, jeg ser hvad du gjorde der,” hver gang. Og jeg elsker det.

Jeg tror ikke, jeg har lavet mit countryalbum endnu. Jeg introducerer nogle countrybilleder, og jeg lader det komme ud i min stemme lidt. Tro det eller ej, min accent er dybt sydende. Jeg gik på college og forsøgte at komme af med den, og jeg dæmpede den i mange år, og nu kommer den langsomt tilbage. Så der er lidt af twang i det, som nogle vil bemærke. Men teksten mere end noget andet, tror jeg, er hvor du vil høre det, hvis du lægger mærke til det. Den slags drik en øl, få din pige, have det sjovt, kør din truck-agtig ting.

**Jeg så engang, at du kaldte Silver Tongue en “gregoriansk country plade.” Hvad betyder den beskrivelse for dig?

Vi har allerede talt om country, men jeg elsker virkelig gregoriansk sang. Jeg ejer også mange af de plader. Der er denne slags hellighed i nogle af melodierne. Jeg elsker gregorianske melodier, den dybe monastiske, hule melodiske sans.

Men jeg er også lidt af en redneck alien, eller noget. Jeg tror, jeg går med den persona i denne, som redneck alien. Jeg ser det som nogen, der kom fra en anden planet, og de prøver at finde ud af, hvordan man er en person på denne jord, og de ender med at være en sydstatskvinde, der føler sig som en fyr. Det er der, jeg er. Jeg føler, at jeg kommer fra en anden planet, jeg føler mig som en mand, men jeg er ikke, og jeg forsøger at spille det af, som om jeg ikke er en alien. Og jeg forsøger også at spille det af, som om jeg ikke er en redneck, men jeg er.

Jeg føler, jeg får det helt ud fra albummets cover. Med dig stående i skovene, klædt androgyn i front af en UFO.

Ja, jeg inviterer dig til at komme på mit rumskib. Men det kunne lige så godt være min pickup truck.