Francis Quinlans abstraktioner og observationer om 'Likewise'

\"Jeg tror, jeg skal stoppe med at kigge på mig selv i bilvinderne,\" sang Francis Quinlan for et par år siden på Hop Along's sidste album Bark Your Head Off, Dog. Denne tekst, der udtrykker en stolthed over den mest menneskelige af tilbøjeligheder, sidder fast som en plakat indeni mit hovede, som Quinlans sange ofte gør, og dukker op hver gang en bil passerer forbi, og jeg gør det samme.

Selvom det ville være let at tilskrive instinktet til at kaste et blik og undersøge ens refleksion, når muligheden byder sig, til forfængelighed, så vil jeg hævde, at det er en af Quinlans største styrker som kunstner og tekstforfatter, og det er især belønnende på hendes mildere, mere introspektive debutalbum Likewise. \"Jeg tog til LA / Lede efter mit eget ansigt / Jeg kunne ikke finde det i den tørre, tandede gab af søen,\" synger hun i \"Went to LA.\" Denne idé om at lede efter og observere sig selv synes at drive mange af temaerne i Quinlans arbejde, men Likewise er stærkt afhængig af observationerne, der ligger uden for en selv.

\"For mange mennesker er der dette ønske om, at eksistens ikke kun er begrænset til deres krop eller sind, og at det ikke er alt: at der er en kraft eller eksistens, denne ydre vidne [som Gud],\" fortalte Quinlan for nylig [til VMP i et interview](. \"Og nogle af os ønsker bare, at det skal være andre mennesker [der vidner om os], som kan bevise, at vi var her, minderne fra andre og kærligheden fra andre som bevis på, at vi har været her. At være elsket er sådan en enormt bevis.\"

Quinlan er en maler — hendes værker kan ses på de seneste albumcovers fra Hop Along, samt det der pryder Likewise, som passende viser hendes ansigt — og hun skriver som en maler: observant, ærlig, injicerer indflydelser og følelser her og der gennem abstraktion og musikalsk eksperimentering, i stedet for melankolsk og overdrevent selvindulgent lyrik. Hun bevæger sig gennem scener af hendes barndomsvenners forældre adfærd (“Piltdown Man”), hendes unge niece der simpelthen oplever ordet (“Rare Thing”), en scene fra romanen Nøje overvågede tog af Bohumil Hrabal (“Your Reply”), hvilket bliver endnu mere vedkommende, når hun tager en pause for at være deklarativ. Jeg må stoppe mig selv og indrømme, at jeg er glad,” understreger hun i det storslåede, harpestrængte andet omkvæd af “Rare Thing.”