03 Greedo, Valee, Roc Marciano og den bedste rap i marts

03 Greedo: The Wolf of Grape Street

03 Greedo er en umenneskelig produktiv rapper fra Watts, der i øjeblikket står over for umenneskelige juridiske straffe. Det er fristende at undersøge hans forskellige vokalstile og produktionsmåder og se ham som en syntesist, en der blander populære og yderliggående stilarter fra hans hjemby og hans bærbare harddisk. Selvom Greedo bestemt er i stand til at hænge ud med Webbie eller Uzi afhængig af humøret, er kamæleonstriben ikke det, der definerer hans musik. Det er hans skrivning: glitchy og diskursiv, præget af impuls, men uhyggeligt sammenhængende.

Mens Greedo, for nylig underskrevet med Alamo og rytter på en bølge af god presse og græsrodsentusiasme, ser ud til at være på kanten af at sikre et større publikum, er The Wolf of Grape Street ikke en destillation af alt, hvad der får ham til at tikke, redigeret for klarhed og formatteret til din skærm. Det er en engangsforestilling, et tværsnit af hans talrige forskellige udseender, der alle er skruet op til deres mest hektiske, mest presserende. Selv øjeblikkene med lys (“If I Wasn’t Rappin’”) eller kontemplation (“For My Dawgs”) er præget af en slags paranoia. Det passer fint, at “Never Bend,” en af Greedos største hits, er inkluderet i tracklisten: det får fred til at føles fremmed og succes, selv når den er opnået, føles som en mørk kosmisk vittighed.

Phonte: No News Is Good News

Selvom Little Brother opnåede en bemærkelsesværdig fanskare i begyndelsen og midten af nullerne, er det svært at tale om, eller endda tænke på, gruppen uden at sætte dem i direkte modsætning til andre strømninger i hip-hop på det tidspunkt. The Listening var en underjordisk missionserklæring, og The Minstrel Show udnyttede popkulturens racemæssige og intellektuelle kastesystem mod sig selv; da gruppens producer, 9th Wonder, sprang ud i stedet for nogen af dens rappere, virkede Little Brother endnu mere som en velbevaret hemmelighed For Heads Only.

Ironisk nok blev Phonte, gruppens klare leder på plade, mere indflydelsesrig for efterfølgende generationer gennem sit R&B-agtige sideprojekt, The Foreign Exchange. Hans anden solorapalbum, No News Is Good News, sigter mod at reposere ham som en selvsikker ældre statsmann, et sted mellem 4:44 og Be. De mest succesfulde øjeblikke er dog dem, hvor musikken træder i baggrunden, hvor Phonte bekymrer sig om sin mors helbred og sin fars arv, psykologisk og koldt medicinsk.

Valee: GOOD Job, You Found Me EP

For at cite den anerkendte Twitter-bruger gabra_cadabra, rapper Valee som en gammeldags, listende tyv. Det er sandt: Chicagoaneren, for nylig underskrevet til Kanye West og Pusha T's G.O.O.D. Music-aftryk, er reserveret og ofte næsten hviskende. Men han er stadig kraftfuld, en dæmpet kølle. Han er også stille innovativ––se måden, hans flows allerede er blevet omformet af mere berømte rappere. Denne EP tjener som en primer, der samler sange, der har eksisteret på tidligere projekter sammen med noget nyt materiale, der tapper tilstødende årer.

Hans skrivning svinger: mellem monotone hypnose og næsten-lineær historiefortælling, mellem ukrudt-i-Caesar-salat detaljer og vagt anonyme. Det giver hans musik en tilfredsstillende dybde, som nykommer med en klar, ren stilistisk dagsorden, men en grad af konflikt simrende i frontallappen. Det er svært at forestille sig noget så mærkeligt og vanedannende som “Vlone” konstrueret fra så få bevægelige dele. Selvom der er lidt hård selvbiografi på GOOD Job, virker Valee som en let afpudsningspick til at blive en breakout-stjerne i løbet af det kommende år eller to. (En sidebemærkning: der er ingen tvivl i denne kritikers sind om, at Pushas flow på “Miami” remix kom fra 2 Chainz.)

Mozzy: Spiritual Conversations

Selv med en ny opblomstring af berømmelse-tilstødende nyhedshooks –– den shoutout fra Kendrick ved Grammys og en optræden på Black Panther soundtracket i særdeleshed –– er Mozzy ikke den slags rapper, der inviterer denne-fyren-bryder-paradigmer hagiografi eller fjollet, klogt overdrive, som mere eller mindre er de to kritiske valutaer i rap i dag. Så selvom han har en af de mest jævne, mest følelsesmæssigt robuste produktioner i rap i dag, kan det være svært for ham at finde den korrekte vinkel og trænge igennem larmen. (Jeg burde vide det: Jeg indrammede denne plade på næsten identisk vis for blot et par uger siden.)

Hvad Spiritual Conversations gør, er at fremhæve den moralske og psykologiske vægt, der understøtter næsten alle Mozzys sange. Den frodige, nøgterne “In My Prayers” er den slags sang, der ville tjene som en senere-indkvalifikation på de fleste album; her er det tesen, hvorfra pladen sjældent afviger. De åndelige opgør her kollapser den forestillede afstand mellem Bloods og Black Panthers i Mozzys stamtræ.

Roc Marciano: RR2: The Bitter Dose

Roc Marciano, hvis 2010 klassiker Marcberg og dens opfølgning, Reloaded, skabte en hel scene i staten New York og i forskellige hjørner af internettet, omtales ofte som en slags revivalist. Dette er ikke nødvendigvis nøjagtigt. Selvom hans DNA er tydeligt infunderet med kodning fra tidligt 90'ernes New York –– hvis DNA er ikke? –– dykker han ned i kreative kaninhuller, der aldrig før er blevet udforsket, og undgår til tider trommer, midalderen og moderne økonomi. Efterfølgeren til sidste års Rosebudd's Revenge hælder mod varmere og rigere til stor effekt –– undtagen når den læner sig op ad takkede, dissonante guld som “Major League.”