Digital/Divide: Junis Elektroniske Musik Anmeldt

På October 12, 2021

Digital/Divide er en månedlig kolonne dedikeret til enhver og alle genrer og subgenrer i den store, smukke verden af elektronisk og dansemusik.

For tyve år siden boblede en distinkt strøm af housemusik op fra den metropolitanske undergrund i Paris’ klubmiljø og ind i en mere mainstream bevidsthed. Ledet af danse-dons og fremtidige stjerner som Thomas Bangalter og Étienne de Crécy, havde scenen tidligere nydt moderate sejre ud over den fugtige fortrolighed ved dansegulvet, mest bemærkelsesværdigt via Daft Punks venstresnoede debutalbum fra 1997 Homework. Alligevel fandt den relativt hurtige kodificering af den såkaldte franske touch, en frisk lyd præget af filtrede, genanvendte loops af gamle funk- og disco-plader, snart sig selv på tærsklen til popaccept, takket være knap så præ-millennielle singler som Cassius’ “Feeling For You,” Bob Sinclars “I Feel For You,” og Stardusts “Music Sounds Better With You.” Campy, kitschy videoklip instrueret af alternative auteurere hjalp til med disse succeser, hvilket var meget kritisk et halvt årti før YouTubes grundlæggelse. Selv acts uden for det frankofone samfund profiterede af den stigende tidevand, navnlig de muntre britiske pranksters Basement Jaxx, som ret skamløst navngav en af deres singler “Rendez-Vu.”

På trods af tidlig succes og en klar kærlighed til denne musik, viste Zdar og den kreative partner Hubert “Boom Bass” Blanc-Francard sig snart ligeglade med en formel, der næsten stereotypisk var gældende for Cerrone. Måske har det noget at gøre med medstifter Philippe Zdars historie før duoens skelsættende 1999. Han og den førnævnte de Crécy lavede en af subgenrens indledende album-længde udgivelser, Motorbass’ engangs LP Pansoul, som fangede den da-nascent lyd. Ankom tre år efter debut, afveg det andet Cassius-album Au Rêve markant fra dobbelt-down på Daft Punks 2001 game changer Discovery. Selvom house forblev i projektets DNA, som det fremgår af sin single “The Sound Of Violence,” og sikrede saftige features fra R&B-veteraner Jocelyn Brown og Leroy Burgess, så de ud til at være opsatte på mutation. En struktureret, sangorienteret tilgang bar det genreblandende album og fortsatte med 2006’s endnu mere forskellige 15 Again.

Dette seneste — og desværre, sidste — Cassius fuldlængdealbum, ** Dreems (Justice/Love Supreme)** kommer med en ikke ubetydelig mængde smerte. Zdar, hvis arbejde med at producere for Phoenix og The Rapture delvist overskygget hans eget musikudbud, døde i en tragisk ulykke blot få dage før denne udgivelse, hvilket uheldigvis gennemsyrede sorgen ind i hvad der burde have været helt fejre. Sømløst blandet og lykkeligt dybt, finder denne utilsigtede slutpunkt duoen tilfreds og komfortabel i klubben endnu en gang, dog med en grånet følelse af cool. Houses indbydende kick-snare puls lyder lige så godt her på smittende vokalnumre som Owlle’s “Don’t Let Me Be” og Beastie Boy Mike D’s “Cause Oui” som den gør på sprudlende instrumentaler som “Calliope” og “Chuffed.” En velkommen bait-and-switch efter en bucolisk intro, “Rock Non Stop” fremkalder så meget af hvad der gjorde 1999 til ren glæde at høre tilbage i dag, og hvorfor Dreems fortjener at dele sin sjældne luft.

Anderholm: Fractures (This Never Happened)

Forvansket ud over det troværdige af kommerciel misbrug og dårlige brosyn over årene, var progressiv house engang en af dansemusikkens mest overbevisende former. De indviklet snoede melodiske stier og euforiske spændinger fra John Digweeds gamle Bedrock-hymner gjorde mange klubnætter til episke eventyr, og heldigvis er der stadig producenter som bærer den tradition videre. Underskrevet på Lane 8’s This Never Happened-forlag, leverer Anderholm et otte-sangs projekt, der forsigtigt udforsker sine omgivelser. Han antyder store gester på “Monologue” og “Mope,” og udviser en tilbageholdenhed, som få af hans jævnaldrende kunne mønstre. Befolket af percussive indfald, praktiserer han lidt verdensbygning på den tribaltone “Wonderland,” før han giver Moskvas Alexandra Pride spotlightet for det sublimt synthede titelnummer. Gennem Fractures føles tingene delikate og dyrebare, selv på de åbenlyse dansegulvsnumre. For det krystalklare afslutningsnummer “Sunflower” sænker Anderholm tempoet nok til bedre at observere og idealistisk beundre den skrøbelighed.

Debit: System (NAAFI)

Med indflydelse, der strækker sig langt ud over sin geografi, leger NAAFI crewet fra Mexico City ikke rundt. At lytte til den seneste EP fra den Brooklyn-baserede signatur Debit, forbliver mærkets ry for kompromisløst og fremadskuende arbejde fast opretholdt. En brutalt ætsende opdatering af den tribale guarachero lyd, bygger den Monterrey-fødte nye strukturer fra brudstykker af anerkendelse. Glitchy surren og maskinens summen konvergerer til rytmisk støj på “My House,” en struktur langt mindre hjemlig end dens titel måtte antyde. Dansevenlighed udgør mindre end en eftertanke på den industrielle basstrack “Market,” selvom den tæller som System’s klareste klubvåben. Umiddelbart efter følger “Medicine,” et hastigt og summende nummer, der lokker med techno kun for at skifte det ud med polyrhythmic punch. For at undgå at nogen misforstår Debits arkitektur som for abstrakt, afslutter hun projektet med et svimlende footwork-nært DJ Earl samarbejde “Numbering.”

Jung An Tagen: Proxy States (Editions Mego)

En test af technoens grænser, og en teori om dens løfte ud over nævnte grænser, synes at være hensigten med Østrigske Stefan Justers tredje udgivelse for det sjældent skuffende Editions Mego-forlag. Uanset om du vil forstå de filosofiske grundlag og strukturelle fundamenter af Proxy States, præsenterer udførelsen masser at beundre og nyde. Efter at have startet systemet med de påtrængende droner og digitale levn fra “Instructions for a Sound Machine,” frigiver han de fjederagtige og sprøde “Wreath Products (C#, D#).” Af de resterende tre varianter af motivet, der følger, kommer “Wreath Products (F#, G#)” tættest på at matche klassisk Plus8 techno’s hardware-vågnende. Udrullet over 10 minutter, “Compressions in a Chamber of Hard Light” falder ind i computer-kontrolleret kaos, en desorienterende men herligt fit af signaler og fejl, der konkurrerer om opmærksomhed og formål.

Lust For Youth: Lust For Youth (Sacred Bones)

På 2014’s International, et slankt synthpop-set dirigeret af Posh Isolation-chef Hannes Norrvide, overvandt retro charme rutinemæssigt sangskriverkunst. Der er ikke nødvendigvis noget galt med den måde, denne særlige iteration af Lust For Youth opererede på, men 2019 opgraderingen har større substans til at måle op til stilen. En punk sneer åbner denne eponyme indsats, en bitter hårdhed, der gør “New Balance Point” værd at spole tilbage. Den nedladende “Insignificant” omkoder klassiske New Order-inkluderinger med en dunkende beat og et let drys af kropsspray. Som før, forbliver Lust For Youth forankret i hvad der engang var, men i modsætning til mange der leger med Depeche, kommer dette band forpligtet til at finde sin egen vej. Til tider forvirrer glottale stop og poetisk licens meningen med Norrvides interessante tekster, hvilket efterlader en til at undre sig spændt over, om “Venus De Milo” udtrykker betagelse eller harme. (Han er langt mere direkte med sin harme i “By No Means.”) Senere gives passende tyngde til det brutale mord på den transkønnede kvinde Larissa Rodrigues da Silva i det potente “Imola.”

Del denne artikel email icon
Profile Picture of Gary Suarez
Gary Suarez

Gary Suarez er født, opvokset og stadig bosat i New York City. Han skriver om musik og kultur for en række publikationer. Siden 1999 har hans arbejde været præsenteret i forskellige medier, herunder Forbes, High Times, Rolling Stone, Vice og Vulture. I 2020 stiftede han det uafhængige hip-hop nyhedsbrev og podcast Cabbages.

Slut dig til klubben!

Tilmeld dig nu, fra 44 $
Indkøbskurv

Din indkøbskurv er i øjeblikket tom.

Fortsæt med at browse
Gratis fragt for medlemmer Icon Gratis fragt for medlemmer
Sikker og tryg betaling Icon Sikker og tryg betaling
International shipping Icon International shipping
Kvalitetsgaranti Icon Kvalitetsgaranti