Digital/Opdeling: Juni's elektroniske musik anmeldt

For tyve år siden boblede en særpræget stil af housemusik frem fra det metropolitanske underground i Paris' klubmiljø og ind i en mere mainstream bevidsthed. Ledet af dansevidunder og fremtidige stjerner som Thomas Bangalter og Étienne de Crécy, havde scenen tidligere nydt beskedne sejre langt ud over dansegulvets fugtige familiaritet, især via Daft Punks alternative debutalbum Homework fra 1997. Alligevel fandt den relativt hurtige kodificering af den såkaldte franske touch, en frisk lyd præget af filterning af genbrugte loops fra gamle funk- og disco-plader, hurtigt sin plads i popkulturen takket være sjældent præ-millenniale singler som Cassius’ “Feeling For You,” Bob Sinclars “I Feel For You,” og Stardusts “Music Sounds Better With You.” Campy, kitschy musikvideoer dirigeret af alternative auteurer hjalp i disse succeser, noget der var kritisk halvt årti før YouTubes grundlæggelse. Selv acts uden for den fransktalende gruppe nød godt af den stigende bølge, nemlig de glade britiske pranksters Basement Jaxx, der temmelig skamløst kaldte en af deres singler “Rendez-Vu.”

På trods af tidlig succes og en klar kærlighed til denne musik, viste Zdar og den kreative partner Hubert “Boom Bass” Blanc-Francard sig snart ligeglad med en formel næsten stereotypisk gældende til Cerrone. Måske har det noget at gøre med medstifter Philippe Zdars historie før duoens banebrydende 1999. Han og den førnævnte de Crécy lavede et af subgenrens tidlige album-længde indlæg, Motorbass’ one-off LP Pansoul, som fangede den dengang spirende lyd. Da den kom tre år efter debuten, divergerede det andet Cassius-album Au Rêve betydeligt fra dobbelt-nedskydningen i Daft Punks 2001 spilforandrende Discovery. Selvom house forblev i projektets DNA, som det fremgår af singlen “The Sound Of Violence,” og fik saftige features fra R&B-veteranerne Jocelyn Brown og Leroy Burgess, syntes de at være indstillet på mutation. En struktureret, sang-orienteret tilgang bar det genre-blandende album og fortsatte på 2006’s endnu mere diverse 15 Again.

Dette seneste — og desværre, sidste — Cassius fuldlængde, ** Dreems (Justice/Love Supreme)**, kommer med en del smerte. Zdar, hvis arbejde med at producere for Phoenix og The Rapture delvist overskyggede hans egen musikalske udgivelse, omkom i en tragisk ulykke blot dage før denne udgivelse, hvilket ubelejligt farvede tristhed ind i det, der burde have været helt fejrede. Uden sammenligning og lykkeligt dybt, finder denne utilsigtede afslutning duoen tilfredse og komfortable på klubben endnu en gang, dog med en grånet følelse af cool. House’s indbydende kick-snare rytme lyder lige så rigtigt her påsmittende vokalnumre som Owlle’s “Don’t Let Me Be” og Beastie Boy Mike D’s “Cause Oui,” som det gør på boblende instrumentaler som “Calliope” og “Chuffed.” En velkommen bait-and-switch efter en bucolic intro, “Rock Non Stop” fremkalder så meget af, hvad der gjorde 1999 så ren glæde at høre dengang, og hvorfor Dreems fortjener at dele sin sjældne luft.

Anderholm: Fractures (This Never Happened)

Forkert brugt og misbrugt gennem årene af kommerciel udnyttelse og dårlige bro-opfattelser, var progressiv house engang en af dansmusikkens mest overbevisende former. De indviklede melodiske stier og euforiske glæder i John Digweeds gamle Bedrock-hymner gjorde mange klubaftener til episke eventyr, og heldigvis er der stadig producenter, der viderefører den tradition. Tilmeldt Lane 8’s This Never Happened-etiket, leverer Anderholm et otte-sangs projekt, der forsigtigt udforsker sine omgivelser. Han antyder storslåede gestusker på “Monologue” og “Mope,” og udviser en tilbageholdenhed, som få af hans jævnbyrdige kunne fremvise. Befolket med percussive idéer, praktiserer han lidt verdensopbygning på det tribal-prægede “Wonderland” før han giver Moskvas Alexandra Pride spotlightet på det sublimt synthede titelnummer. Gennem Fractures føles tingene delikate og dyrebare, selv på de åbenlyse dansesonnere. For den krystalklare afslutter “Sunflower” sænker Anderholm tempoet tilstrækkeligt for bedre at observere og, ideelt set, beundre den skrøbelighed.

Debit: System (NAAFI)

Med indflydelse der strækker sig langt ud over dens geografi, leger Mexico City’s NAAFI crew ikke. At lytte til den seneste EP fra den Brooklyn-baserede signer Debit, opretholder etikettens ry for kompromisløst og fremadskuende arbejde sig utvetydigt. En ubarmhjertig caustisk opdatering af den tribal guarachero lyd, Monterrey-indfødte bygger nye strukturer fra fragmenterne af anerkendelse. Glitchy surringer og maskinens summen konvergerer til rytmisk støj på “My House,” en struktur langt mindre hjemlig end titlen måtte antyde. Dansbar venlighed beløber sig til mindre end et eftertænkt på det industrielle bass-jam “Market,” selvom det tæller som System’s tydeligste klubvåben. Umiddelbart efter følger “Medicine,” et hastigt og summende nummer, der frister med techno kun for at subbevægde det for polyrhythmic punch. For ikke at nogen skulle misforstå Debits arkitektur som på en eller anden måde for abstrakt, afslutter hun projektet med et svimmelende footwork-nærmet DJ Earl-samarbejde “Numbering.”

Jung An Tagen: Proxy States (Editions Mego)

En test af technoens grænser og en teori om dens løfte ud over nævnte grænser synes at være intentionen bag den østrigske Stefan Justers tredje udgivelse for det sjældent skuffende Editions Mego-etiket. Uanset om du vil forstå de filosofiske grundlag og strukturelle fundamenter af Proxy States, præsenterer udførelsen masser at undre sig over og nyde. Efter at have startet systemet med de påtrængende droner og digitale rester fra “Instructions for a Sound Machine,” slipper han løs den fjederagtige og spenstige “Wreath Products (C#, D#).” Af de resterende tre varianter af motivet, der følger, kommer “Wreath Products (F#, G#)” tættest på at matche klassiske Plus8 techno hårdware vækkelser. Udrullet over 10 minutter, “Compressions in a Chamber of Hard Light” synker ned i computerkontrolleret kaos, en desorienterende, men glorværdig pasform af signaler og fejl, der konkurrerer om opmærksomhed og hensigt.

Lust For Youth: Lust For Youth (Sacred Bones)

På 2014’s International, et slankt synthpop-sæt dirigeret af Posh Isolation-leder Hannes Norrvide, overgik retrocharmerne rutinemæssigt sangskriverkunsten. Der er ikke nødvendigvis noget galt med måden, som denne særlige iteration af Lust For Youth fungerede, men opgraderingen i 2019 har større substans til at leve op til stilen. Et punk-sneer åbner denne eponyme indsats, en bitter hårdhed, der gør “New Balance Point” værd at spole tilbage til. Den nedladende “Insignificant” omstrukturerer klassiske New Order-elementer med en buldrende beat og et let drys af body spray. Som før, forbliver Lust For Youth forankret i det, der engang var, men i modsætning til mange, der dabbler i Depeche, kommer dette band forpligtet til at finde sin egen vej. Nogle gange skaber glottal stop og poetisk frihed uklarhed i Norrvide’s interessante tekster, hvilket efterlader én til spændt at undre sig over, om “Venus De Milo” udtrykker betagelse eller nag. (Han er langt mere direkte med sin vrede på “By No Means.”) Senere tildeles passende tyngde til det brutale mord på den transkønnede kvinde Larissa Rodrigues da Silva på den potente “Imola.”