I er tilbage, og metalhovedene burde være glade

\n

\n

\n \n \n \n \n

\n

Thou: The House Primordial (Robotic Empire)

Metals DAYTONA kom lige i starten af måneden, mens Baton Rouges Thou udgav The House Primordial. Alt hvad de udgiver er obligatorisk, selvom dette også er lidt af en afvigelse for dem. De sarte melodier, der fungerede som både en berigelse og udgangspunkt fra sludge-soundet de trækker fra i New Orleans, er væk, og i stedet er der et fokus på doom, der fylder ind med skrigende støj og industrielle mekanismer. Thou skubber Godflesh’s beregnede kulde ind i brændende varme, som sveder unødvendigt og gør menneskelig rytme så nedbrudt og kontrolleret som enhver trommaskine. De griber ind i den samme grimhed som You, Whom I Have Always Hated, deres 2015 samarbejde med The Body, som også var fri for post-rock elementer. The Body drikker kynisme som overgæret lemonade, og alligevel lyder Thou endnu mere dyster uden dem. 2014’s Heathen var et mesterværk og et vidnesbyrd om vækst gennem kamp, en inspirerende plade der er fri for bootstrapping retorik. Der er ingen hævning på Primordial, der er kun den tunge gang af at være bundet for altid. Primordial’s dystopi vender ryggen til Thou’s håb gennem oprør, men den lyder ikke besejret. Thou gør bunden af støvlen så knusende som foden der træder ned; for at håndtere uhåndterlig tunghed, har de bevist at det er omformbare.\n Født til at miste, lever for at miste mere?