De dovne eftermiddage og angste optimisme fra '3 Feet High And Rising'

Hvad De La Soul gjorde, var at give nyt liv til nogle af de mest livlige, opfindsomme, irriterende og grundigt levende plader i hip-hoppens historie. At et så selvbevidst mærkeligt band kunne blive grundlæggende for de efterfølgende generationer, både i lyd og ideologi, er et vidnesbyrd både om gruppens enestående genialitet og de fremadskuende, kreativt åbne idealer, som hiphop stræber efter — og som De La så villigt insisterede på stadig var langt væk, på horisontlinjen. 3 Feet High and Rising er ikke kun lyden af unge, sorte amerikanske mænd, der opdager sig selv, men også deres første usikre forfærdelse over den ydre verden, deres rejser ind i deres forældres pladesamlinger og deres irritation, da de så en kultur, de elskede, blive til en vare, de ikke kunne kontrollere.

Historien går sådan her. På high school på Long Island fandt Jolicoeur og hans barndomsven Kelvin Mercer sammen med en anden elev, Vincent Mason, og begyndte at lave musik sammen. Efter nogle justeringer og tests blev de tre enige om kunstnernavne: Trugoy, Posdnuos og Maseo, henholdsvis. Det gik ikke længe, før en af deres demoer imponerede Prince Paul, en medborger fra Long Island, der havde arbejdet med Stetsasonic. Kort efter havde Paul hjulpet gruppen med at få en aftale med Tommy Boy, og de fire gik i gang med at arbejde på, hvad der skulle blive 3 Feet High and Rising. Dette var 1988.

Selvom rapperne er akrobatiske og øjeblikkeligt uforglemmelige, er produktionen det, der først rammer dig i kraniet. Pauls brug af (og mængden af) samples var lige så banebrydende, som det var fængslende. Det var ikke den samme kakofoni, som en anden Long Island-akt, Public Enemy, fik fra Bomb Squad, men det var en kakofoni alligevel — kun denne bøjede væk fra Reagan og mod labyrintiske indforståede jokes. 3 Feet er fyldt med hooks og gabende øjeblikke af frisk luft, men de er fortjent af de løb, der fører op til dem, løb fyldt med teknisk magi og dejligt lofi-lyddesign.

Men mens teksturerne kan krediteres Paul, kunne den skiftende angst og optimisme på 3 Feet High and Rising kun være kommet fra Pos og Trugoy. Albummet er løsrevet fra alt andet end de former for afvisning, du føler i somrene efter high school slutter. Når det bekymrer sig, handler det om piger i skolen og om der er noget godt at købe i pladebutikken, til det punkt, hvor de to undtagelser til dette — sangene om sted og klasse, “Ghetto Thang” og “Potholes in My Lawn” — er tillagt ekstra vægt.

3 Feet High and Rising er den første af mange De La-plader, der bygger et slang og syntaks, der er åbenlyst og demonstrativt uimodståelige for udenforstående. En del af dette er magien ved at være teenagevenner. En anden del er gruppens åbne ærbødighed for hiphoppens tidligste dage, en lyd og stil, de følte var blevet korrumperet. Og albummets massive hit, “Me Myself and I,” en vending af Funkadelics “(Not Just) Knee Deep,” afspejler præcis det. I videoen er De La tvunget til at navigere en high school fuld af studerende og lærere, der prøver at presse dem til at klæde sig, handle og lyde som de mainstream skræmmemænd, De La så overalt og fremmanede i deres musik. Så hurtigt udviklede rap sig i slutningen af 1980'erne: før det meste af hvide Amerika havde forstået de grundlæggende principper i genren, var der hitsange i radioen af nye rappere, der hånede generationen over dem for at svigte dem, som kom før dem. Ikke dårligt som missionserklæringer går.

Det sagt, en af dette albums store styrker er, at ikke alt er blevet gengivet i Technicolor og strakt for at passe til din skærm; meget af det føles, som om det spildte ud af en kælder lige før det var færdigt. For eksempel læses den et minut og 53 sekunder lange “Take It Off” normalt som en lille ideologisk skærv, af indlysende årsager: numret er en lang liste af tøjgenstande og tilbehør — durags, brede snørebånd, sneakers med skaller — og opfordrer til, ja, “tag det af.” Men lige så interessant som sangens emne er, er måden onde rappernes stemmer smelter sammen med og glider over hinanden; det er løst, et stort udånd trods dets underliggende alvor. Disse fluktueringer giver de rette sange på 3 Feet mulighed for at trække vejret.

Korte sange som “Take It Off” er ikke de eneste pusterum på 3 Feet High and Rising. En af Prince Pauls sidste innovationer, før pladen blev indsendt til pladeselskabet, var en serie skitser, inklusive de berømte af et falsk gameshow. Udover at starte en årtier lang skitboom i rap, bekræftede de, at De La Souls album ville være ambitiøse og ambitiøst mærkelige, nogle kommercielle pauser fjernet fra strikt virkelighed.

3 Feet High and Rising var et massivt hit hos fans, kritikere og selv hos de andre opkomlingrappere, der skulle have været De Las konkurrenter. Alligevel, selvom det var modigt, eksperimentelt og til tider uforståeligt, gjorde det lidt for at forberede publikum — eller gruppens medlemmer selv — på, hvor mærkelig en bue De Las karriere ville tegne i det efterfølgende årti. I debutens umiddelbare kølvand blev gruppen nedslået på grund af en krævende tidsplan og var blevet desillusionerede med deres kategorisering som kærlighed-og-freds-hippier, hvilket blev forværret af den måde, gruppen var blevet markedsført. Så de vendte tilbage med De La Soul Is Dead, som ikke var helt uden deres karakteristiske vid, men som lænede sig tungt ind i den bitterhed over gruppens image og offentlige status. Det blev godt nok modtaget, men slet ikke som 3 Feet.

I 1993 udsendte De La deres mærkeligste og mest mislykkede album til den tid, Buhloone Mindstate. Buhloone bar den interne logik og kryptiske sidelainter, der havde kendetegnet De La's arbejde fra begyndelsen til ulogiske ekstremer. Men opfølgeren til det album var endnu en gang en bevidst kurskorrektion. Stakes Is High blev undfanget ud af desperation — gruppens medlemmer frygtede, at de måske måtte få dagjobs, hvis det ikke holdt — og er blevet båret af og belastet med sit ry som en plade, der stolt er konservativ, i form og i synspunkt. Dette er måske en reducerende læsning af (den Prince Paul-løse) Stakes, men det er umuligt at ryste følelsen af, at De La Soul frygtløst styrtede mod klippekanten, kiggede på hvad der lå nedenunder og skyndte sig tilbage til sikkerhed.

Det faktum, at du ikke har andet valg end at høre 3 Feet High and Rising eller dens efterfølgere på et fysisk format, rejser nogle ubehagelige spørgsmål. Digitale streamingplatforme er ikke kollektivt ejede: de er ejet af gigantiske selskaber med advokater og balancer og resultatopgørelser. Vil nogen i disse virksomheder beslutte, at det er værd at spore rettighedshavere, bestemme gyldigheden af gamle aftaler, bilægge retssager og betale licensgebyrer for hvad end streamingindtægter, disse plader måtte bringe ind? Hvis svaret er nej — svaret er helt sikkert nej — hvad sker der, hvis og når disse platforme bliver de eneste steder, hvor folk lytter til musik? Ophører pladerne så med at eksistere i en de facto forstand? Hvad med i en bogstavelig en?

Uanset tilgængeligheden er 3 Feet High and Rising en gigantisk plade, når man overvejer dens vidtrækkende indflydelse — og lige så tårnhøj, når man indsnævrer sit synsfelt til de dovne eftermiddage og engelsktimer, som Pos, Trugoy, Maseo og Paul animerer så tydeligt. Det er måske ikke bekvemt, men det er utvivlsomt og evigt essentielt.