Den spektreale meditation af Pharoah Sanders og Floating Points

Fakta, som de er, er nemme nok at fremlægge. Floating Points, alias for den britiske musiker Sam Shepherd, tilbragte meget af det sidste år med at komponere, instruere og spille på et sæt af ni orkesterværker fremført af London Symphony Orchestra. Da disse ni værker var mere eller mindre færdige, fik Floating Points jazzlegenden Pharoah Sanders til at spille både indenfor og udenfor musikken. Resultatet er et stille, gennemtænkt mesterværk og et af årets bedste albums.

Musikken, som den er, trodser lette beskrivelser, trodser de lette genremæssige klassifikationer, og i Sanders' spil trodser den endda rammerne for, hvad saxofonspil på en plade burde 'være.' Hvordan beskriver man musik, der virker som ASMR for sjælen, en finger-tapping på ens underbevidsthed, i hviskende ynde? Hvordan beskriver man, hvordan det er at lytte til dette album, mens man tilbringer sin 13. måned i træk indendørs, frygtende at ens nevø - født i karantæne - aldrig kommer til at kende ens ansigt? Hvordan beskriver man strygerne i 'Movement 6' der kan bringe én til grådens rand? Hvordan beskriver man et album, der er så stille, at man til tider tror, at ens internet er gået ned, og ens streamingtjeneste er ved at hakke? Hvordan beskriver man den gentagne musikalske figur her, som begynder at føles som et mantra, en gentaget frelse fra tomrummet? Hvordan beskriver man, hvordan et album føles som en erstatning for ens daglige Lexapro, men som efterlader resten af tilværelsens lyd hurtig, skræmmende og upersonlig?

Man kan ikke. Men man kan formelt beundre Sanders, hvis spil ofte overskygges af hans biografiske detaljer - han arbejdede med Coltrane! - men som i størstedelen af 60 år har jagtet evnen til at artikulere universelle følelser og sandheder via sin saxofon. Han prøvede aldrig at lyde som nogen anden; han ønskede kun at lyde som det, det der var alt og intet på samme tid. Jeg er sikker på, at han ville sige, at han stadig arbejder på det, men når man lytter til Promises, er det svært at føle, at han ikke i det mindste delvist har opnået det. Dette er ikke jazz, men noget helt andet. Det er orkestralt, det er filmisk, det er hengivent, det er... Jeg ved ikke, hvad ellers. Alt jeg ved, er at det er det album, jeg vil tilbringe den næste måned med at leve i.