Deaf Forever: Anmeldelse af metal-musik fra februar

Vanum: Ageless Fire (Profound Lore)

Der er metal, der får dig til at ville pløje nogle bros i pitten, og så er der metal, der får dig til at ville kommandere en hel hær ind i glorværdig glemsel. Sante Fe/New York black metal gruppe Vanum og deres andet album Ageless Fire er klart sidstnævnte. Selvom det er ukendt, hvem der gør hvad, er det tydeligt, at Mike Rekevics, også fra New York black metal monstre Yellow Eyes, har en stor hånd med her. Yellow Eyes’ introspektive melodiske præg bliver snoet til at storme ind i kamp, hver melodi går amok og stiger kun, hver passage er et kald til at straffe landet. USBM-oppotente Weakling havde en sang kaldet "This Entire Fucking Battlefield," og Fire er Vanum, der svarer "Åh ja? Er det alt?" Der er aldrig nok fucking slagmarker for dem. Det kunne glæde Bathorys faldne grundlægger Quorthon, både en opfinder af black metal og en, der skubbede det i større retninger, og "Under the Banner of Death" føles som om han giver guddommelig vejledning. De er på deres største i et album, der handler om store udsagn, med hals, strenge og trommer, der vælter over hinanden for at teste hinandens styrke. I et vanvittigt kapløb om stolthed, vinder ingen virkelig; Ageless gør en sådan sejr fristende.

Funereal Presence: Achatius (Ajna/Sepulchral Voice)

Hvem ville du stole på til at fremkalde de mest onde klager: Bestial Devotion, eller nogen ikke navngivet Bestial Devotion? Tænkte det. Hr. Devotion, trommeslager for New Yorks sind-bøjende black metallers Negative Plane, har også et soloprojekt Funeral Presence, som vælger at gøre conventionel metal mere sort i stedet for at dreje prog ind i frost. Achatius, Funereal Presence’s andet album, er fyldt med sammenfiltrede NWOBHM-leads, der er blevet sat gennem så mange spejle og barberblade, at de lyder frydede i smerte. Intro riffet til "Wherein a Messenger of the Devil Appears" lyder som om det burde have været på et Mercyful Fate album, men blev fanget i et tidsvortex og endte i Bestial Devotion’s vanvittige greb. Achatius er fyldt med øjeblikke som disse, fængslende og helt svimmel hele vejen igennem. Der er endda cowbell midt i alt kaos; det er en lille detalje, der rammer virkelig hårdt, når det kommer ud af ingenting. Kun de mest dystre tilbringer deres nætter besat af Blue Oyster Cult, stræbende efter at være høsten på Some Enchanted Evening, ønskende at guitar soloen ville vare længere, brændende for at blive begravet af tid og støv.

Find ‘Achatius’ på Bandcamp her.

Pensées Nocturnes: Grand Guignol Orchestra (Les Acteurs de l’Ombre)

De sendte ikke din dreng en screener for Lords of Chaos, formodentlig fordi de er bange for, at dekanen for amerikansk metal kritikere vil stege det. Jeg har stadig nogle black metal klovne til denne måned, undtagen det er black metal… om klovne. Franske act Pensées Nocturnes tager dig til karnevalet for deres seneste, Grand Guignol Orchestra, og mens dette har alt potentiale til at gå ekstremt galt og gimmicky, så leger de ikke. Dette album er hvad der ville ske, hvis man lavede Mr. Bungle eller Secret Chiefs 3 til en black metal gruppe, der ruller gennem tidlig europæisk jazz og grum fransk vold med elegance. Det er sjovt, men ikke sjovt. De er heller ikke på nogen "mørk klovn" ting, da cirkusmusikken, der skærer ind, er, hvad du ville forvente. Heri ligger kraften i kontrasten, da de peppede horn, der bringer "L'Alpha mal" ind, eller den tågede orgel fra "Les valseuses" lyder mareridtagtigt sjovt sammen med black metal. Orchestra er så absurd, at det er kærkomment.

Yerûšelem: The Sublime (Debemur Morti)

Yerûšelem er det nye projekt fra Blut Aus Nord’s black metal geni Vindsval og hans mangeårige samarbejdspartner W.D. Feld, og deres debut The Sublime tager de industrielle elementer, der farvede album som The Work Which Transforms God og 777 trilogien og gør dem centrale, samtidig med at de fjerner det meste af metallet. Godflesh har længe været en stor indflydelse på Blut Aus Nord, og The Sublime tager mere fra Justin Broadrick’s søgen efter det hårdeste beat, snarere end bare hans iskolde riffs. Hvis "Babel" var en Blut Aus Nord, ville den knusende baslinje være i front, men her er det beatet, der går efter den ubarmhjertige, ufølsomme stomp. Ligeledes flipper "Eternal" også ved at placere skridende bastrummer over en dyster black metal riff, der bliver mere luftig, når den er nedsænket. At tage et guitar-domineret format og flytte den centrale komponent til trommer er skræmmende, og de klarer det mere end godt. Vindsval er en kendt fan af avant-rap gruppe Dalek, der bragte tætte, støjende lyde til hip-hop længe før folk som Death Grips og Ho99o9, og The Sublime lyder som et instrumentalt nummer til et teoretisk samarbejde. Hvis vi skulle få MC Dalek til at spytte over noget Yerûšelem, ville "black metal musiker bliver hip-hop producent" være den historie, vi har brug for.

Hate Force: Hate Force (Closed Casket Activities)

Ønsker du, at Incantation var swole as fuck? Chicagos Hate Force har den mest swole mand i hardcore — Harms Way vokalist James Pligge — på vokaler, og har også de utroligt swole riffs fra Like Rats’ Todd Nief og ex-Weekend Nachos bassist Drew Brown på deres selvtitulerede debutalbum. Hate Force er tykke og smidige, og leverer sludgy death, der er beskidt, men ikke uklar. Selv når en sang som "Stolen Valor" sidder fast i en sump, gør de den smidig, tilføjer definition til tremolo dirges og double bass rolls. Pligge er en dyb, dygtig growler, der tager sin hardcore muskel og anvender den på lavere dybder. Chicago er hjemsted for to af dødsmetallens tidligste bands, Master og Cianide, begge band, der var mere intense end thrash og skubbede ind i noget nyt, men ukompliceret, på det tidspunkt. Du hører noget af den arv her i, hvordan Hate Force får meget mileage ud af no-frills death metal, og Cianide’s groovy Celtic Frost tilbedelse hænger især stort. Også, du skal respektere, når en intro track kun er den nasty del, men langsommere, men før HELE ALBUMMET. Det er Obituary’s "Redneck Stop" lavet op af hardcore breakdowns, og ligesom Obituary i deres bedste, så enkelt og genial at du er vred over, at du ikke kom op med det.