2017 er allerede et godt år for death metal

Rude: Remnants (FDA Rekotz)

2017 ser allerede ud til at blive et godt år for death metal, med nye album fra Obituary og Immolation på horisonten. Bay Area’s Rude er et nyere band, der viser meget lovende takter, og trods deres oprindelse er Remnants en dræberkombination af forskellige Florida death metal-stilarter. Deicides flydende hastighed er ret tydelig her, kombineret med de spirende utrerte soli fra Morbid Angels Altars of Madness. Death metal har altid været en balance mellem kontrol og kaos, og Rude er endnu et eksempel på, hvor sødt det er, når det fungerer. Hvis der var et “mistet” Death album mellem Spiritual Healing og Human, ét der udviklede sig, men ikke fuldstændig brød med Florida-lyden, ville det lyde meget som Remnants. Vokalist Yusef Wallace lyder endda som en dybere version af Chuck Schuldiner.

Afslutningen “Children of Atom” er også en tilbageskuelse til de tidlige ‘90’ere, men ikke den samme tilbageskuelse som resten af albummet. Med skøre synths og svulmende soli, der både minder om David Gilmour såvel som James Murphy eller Trey Azagthoth, ligner det Testimony of the Ancients-æraen Pestilence med bedre produktion, eller Death’s instrumental “Cosmic Sea.” Et helt album med sange som “Atom” ville være himmelsk - de burde få det på banen, før Blood Incantation slår dem til den kosmiske punch.

Palace of Worms/Ecferus Split (Broken Limbs)

Endnu et dræberstykke death metal, denne gang fra...en af sidste års bedste black metal bands? Ja, Palace of Worms, som kom på min top 10 liste med The Ladder, er gået fuld Swedeath på hans split med Indiana’s Ecferus. Der er en umiddelbarhed, der ikke var en stor del af Ladder, som udfoldede sig over tid - det tætteste på en forgænger ville være “Ephermeal Blues.” Det er næsten fremmed at høre godt brugt chug fra Balan, en vending på, hvor forvirrende teknikken på hans sidste album var. En dybtegående groove er endnu mere kraftfuld, når den sniger sig op på dig, som det er tilfældet med hans sidste spor på splitten, “Rot From The Stars.” Man kan ikke opnå mesterlighed uden grundlæggende elementer, og Balan har vist her, at hans mere avancerede sange kommer fra en påskønnelse af death metal-klassikere. Ecferus, ledet af det eneste medlem Alp, lyder faktisk mere som Ladder, eksperimenterende med Emperor-lignende storhed. Åbneren “Unveiled With Spears” indeholder også noget af den uventede kaos, der definerer ikke kun hans split-kammerat, men også Balans egne Bay Area-samtidige i Mastery og Pale Chalice. Ligesom Balan overrasker dig med groove, forbereder Alp’s smukke melodier på afslutningsnummeret “Ritual Calamity” dig ikke helt på det blændende angreb, der følger. Denne split viser, hvordan det kendte kan forråde os, og derfor er det endnu mere fascinerende.

Abigail/Vuil Split (At War With False Noise)

Abigail er Japans mestre i sleaze metal; Venoms råhed kombineret med Motley Crue i deres mest liderlige periode. Vuil er en frisk bande skotske rippere, der tager meget fra deres evige naboer Thin Lizzy. Sammen, på anti-genrelabelet At War With False Noise, har de udgivet en af de mest underholdende splits i nyere tid. Abigail har gjort deres ting siden 1992, og intet har ændret sig til nogen som helst skade. Hvis du kender dem, kender du dem; hvis ikke, er det et indgangspunkt til at værdsætte deres Motorhead-lignende konstantitet. Vuil er mere sandsynligt ukendt her, og ligesom Abigail har de en punky energi til dem, kun de har anvendt til NWOBHM. Forestil dig en løsere version af Angel Witch, eller tidlig Iron Maiden med en mere kompetent sanger. Hvis intet andet, så tjek det coverbillede, hvor Dødens ansigt er et sort hul, og han dypper sig selv i de ånder, der flyder fra hans kalk. (Vuil's numre er “Heavy Boozer” og “Satan’s Swill” - hintene er der.) Hvor meget tror du, det koster at få flaskeservice med ham?

Lo-Pan — In Tensions (Aqualamb)

Nogle gange vil man bare have noget simpelt, fængende tung rockmusik. Det er så nemt at være middelmådig (det samme kan siges om enhver genre, men med moderne rock er det især sandt), at når et band gør det godt, er du tilbage for første gang. Columbus, Ohio’s Lo-Pan har hemmeligt været en af de bedste rockacts i de seneste år, og In Tensions beviser, at du stadig kan lave direkte rockmusik, der ikke er reduktiv eller retro. Der er masser af Melvins-indflydelse her, en mere strømlinet tilgang til deres allerede effektive tyngde. “Go West” har riffs, der loopes så godt, at Buzz Osborne måtte være en medforfatter. I hjertet af det hele er vokalist Jeff Martin, der finder den søde plet mellem sentimentalitet, pragt og rå rockenergi. Han har en glathed, der ikke er klistret, hvilket ikke kan siges om mange rockradiovokalister. Martin gør sangene så meget bedre, vækker grooves, der ville forblive uudnyttede af en mindre kompetent sanger. At der ikke er noget bestikkelsesskema bag “Alexis,” hvor samspillet mellem Martin og resten af Lo-Pan er så sødmefuldt, er stødende. Hvis du føler, at hvert “riffs, bro”-band har svigtet dig, giv Tensions en chance for at genoprette troen.