Wells Fargo og rockens indflydelse på ungdomskulturen globalt

Det samme gælder for Wells Fargo. Ebba Chitambo, manden der grundlagde bandet, vidste endda ikke, at han tog navnet fra en bankinstitution. For ham var det et par ord skrevet på siden af en postvogn, fra et billede han havde set i en tegneserie om cowboys. De to ord betød ikke månedlige kreditkortregninger eller dåseklima i banklobi. I stedet lovede de noget vildt og overjordisk. Det er en mærkelig lille mikrokosmos for historien om bandet selv. Wells Fargo tog ting, der skete i Amerika, ting der lovede frihed og åbenhed og lovløshed, og de gjorde dem til deres egne.

Vi er heldige, at vi overhovedet får lov at høre disse sange. Wells Fargo udgav aldrig et album. I stedet producerede de disse singler, vel vidende at de aldrig ville få betaling for dem, og tænkte at de bare ville fungere som reklamer for deres liveshows. Så det vi hører på Watch Out! er ikke en storslået samlet erklæring. I stedet er det en samling af sange taget fra forskellige punkter i et bands tiårige karriere. Vi kan høre, hvordan deres sange udvikler sig over tid. Vi kan høre reggae og funk og endda disco-influenser langsomt trænge ind. Men selv fra starten kan vi høre noget særligt -- lyden af amerikansk guitar-rock, hørt på afstand og omformet til noget friskt og vigtigt.

Hvis du går ind i Watch Out! kold, uden at vide noget om bandets baghistorie, vil du stadig høre noget særligt. Bandets lyd minder mig på sin egen måde om de midtvestlige amerikanske garagebands fra midten af ’60'erne, dem der blev samlet på Nuggets-kompilationerne. Disse bands hørte noget spændende i de britiske invasionsbands fra 60'erne. De forsøgte at lave deres egne versioner af det, og de fejlede, men ved at fejle skabte de noget helt nyt. Og når du overvejer, at de britiske bands forsøgte at efterligne amerikanske bluesmusikere, kommer du ind i denne mærkelige ouroboros af indflydelse, alle disse lyde bliver videregivet frem og tilbage over Atlanterhavet, og bliver til nye ting undervejs.

Overvej også, at rock and roll, i sin oprindelige form, havde en strand af tribal afrikansk musik i sig -- en der havde overlevet gennem århundrederne, gennem slaveri og nød og fremkomsten af optaget lyd. Overvej at der stadig var nogle spor af det i Hendrix og Creedence og de amerikanske bands fra slutningen af ‘60'erne. Og overvej at Wells Fargo, ved at forsøge at lave deres version af disse bands, endte med noget helt nyt og helt deres eget. For man kunne ikke tage musikken på Watch Out! for noget, der kunne være sket i en amerikansk garage. Guitarlyde på “Love of My Life,” eller basgangen i “Bump Bump Babe” eller det harmoniske give-and-take i “Carrying On” -- disse var alle produkter af et specifikt sæt omstændigheder, og af en bemærkelsesværdig gruppe musikere.

Der er en umiddelbarhed i musikken på Watch Out!, en der minder mig om punkrock. Dette er musik, der skulle laves hurtigt, musik med overbevisning bag sig. Men det er også musik med sin egen sensibilitet. I 70'erne var amerikansk rockmusik hurtigt ved at blive en segregere scene, hvor tung-guitar musik hovedsageligt blev lavet af og for hvide børn. Der var utrolig få af disse bands, der havde noget som helst lignende den rytmiske kraft og sofistikering, som vi kan høre på disse Wells Fargo plader. Men så var der utrolig få soul grupper, der havde den rå vildskab, du kan høre i disse guitarer. På sin egen måde kommer lydende fra Wells Fargo fra en forestillet fortid, fra en verden hvor Amerika's rockmusik aldrig blev en racemæssigt splittet ting.

Scechmeister skriver, at, ved slutningen af deres forløb, betragtede mange af Wells Fargo's landsmænd den amerikansk-influerede rockmusik, som de spillede, for at være eurocentrisk, mindre autentisk end chimurenga-musikken fra den store revolutionære bandleder Thomas Mapfumo. Wells Fargo fortsatte med at spille sammen ind i '80'erne -- længe nok til at se Rhodesia opnå sin uafhængighed og blive Zimbabwe. Den skift kunne have været hård for bandets medlemmer på det tidspunkt. Men på en måde, er det en fantastisk ting: De spillede længe nok til at se deres revolution realisere sig, for deres stil at blive gammel. Den musik vi kan høre på Watch Out! er musikken fra det, der i sidste ende var en succesfuld kamp. De vandt.