Vinyl du har brug for: Louisiana Music Factory

[caption id="attachment_5438" align="aligncenter" width="600"] Louisiana Music Factory, med tilladelse fra Analisa Cisneros[/caption]

Vinyl Du Skal Have ringer til folk, der arbejder i pladebutikker, og spørger dem, hvilke plader de synes er essentielle. Denne udgave indeholder Louisiana Music Factory.

New Orleans er et mærkeligt sted. Det fremmer en følelse af dyb loyalitet blandt sine medlemmer – dem, der vælger at bo ved kysten af en bugt under havniveau. På samme måde er musikscenen i New Orleans lige så stram. Selv i French Quarter, et af de mest turistbesøgte kvarterer i Crescent City, fylder musikken gaderne. Den manifesterer sig i form af second line bands, der væver sig mellem fortovene og vejene. Den strømmer ud af barer på Bourbon Street og klubber langs Frenchman Street. Den hviler endda i pladebutikker som Louisiana Music Factory, som har betjent French Quarter siden 1992.

På min første tur til New Orleans i 2014, søgte jeg at finde denne usædvanlige, mangfoldige og bemærkelsesværdigt afsondrede scene. Louisiana Music Factory, fyldt med rækker af pladereoler og en sprudlende sektion af lokale udgivelser inden for blues, jazz, zydeco, Cajun-musik og mere, hjalp med at mætte dette behov. Efter allerede at have fået fat i et eksemplar af Billie and De De & Their Preservation Hall Jazz Band fra det legendariske Preservation Hall, blev jeg stadig draget mod regionens lyde. Heldigvis, inden for Louisiana Music Factory's organiserede rækker, fandt jeg et begrænset oplag af Best Of Street: New Orleans Volume 1. Ifølge pladeselskabet Sojourn Records: “Best of Street er en Louisiana-baseret social virksomhed, der giver 90% af compilationens nettooverskud til de musikere, der deltager. Vores mission er at opdage, fejre og styrke de bedste gademusikere rundt om i verden.”

Mens jeg gik ud af butikken, stormede en mand ind og komplimenterede – hvis forkert idenficerende – en lokal sanger/sangskriver, der spillede et sæt med sumpet folk og rhythm and blues numre på den nærliggende d.b.a. klub. “Er det Luke Winslow-King?” spurgte jeg tøvende, efter at have anmeldt (og elsket) hans 2013 album The Coming Tide.

“Ja!” svarede manden begejstret. “Det er hans navn!”

Efter at have smuttet de to blokke op ad Frenchman Street, vist mit ID fra en anden stat ved døren og fanget vejret, indså jeg, hvor perfekt denne forbindelse til New Orleans virkelig var. Som resultat fik jeg set en uafhængig kunstner, jeg elsker, spille en gratis hverdagskoncert i et lille spillested, og denne vidunderlige heldige oplevelse var sket uden Louisiana Music Factory som mellemmand, og for det skylder jeg dem mere tak end de to plader, jeg købte den dag. Så vi tjekkede ind med kontorlederen Analisa Cisneros for at høre, hvilke fem plader hun mener, alle burde eje på vinyl.

Fem essentielle plader at eje på vinyl
Analisa Cisneros
Kontorchef og Faktotum, Louisiana Music Factory

Album: Telekon
Kunstner: Gary Numan
Grund: Gary Numan var min introduktion (i en meget ung alder) til elektronisk musik. Selvom han brugte nogle akustiske instrumenter på dette album, var den fremtrædende lyd de underlige pulseringer og sirener fra Moog-synthesizeren. Jeg var omkring 11 år gammel, da den dukkede op i min ældre brors pladekasse, og jeg blev betaget. Jeg var meget glad for, at min bror spillede denne non-stop i et stykke tid. Selvom jeg kan se, at Kraftwerk kom tidligere til, var jeg ikke rigtig opmærksom på dem, før Tour de France kom ud, og så for mig startede techno pop og elektronica med Gary. Når jeg lytter til Goldfrapp, J. Atkins, Caribou og andre lignende kunstnere, kan jeg høre Gary Numan over det hele. Jeg ville stadig ønske, jeg kunne råd til en Moog.

Album: In A Silent Way
Kunstner: Miles Davis
Grund: Hvad kan jeg sige? Dette er simpelthen en af de mest sublime musikalske præstationer nogensinde. Dette blev optaget det år, jeg blev født, og jeg stødte ikke på det før jeg var på college. Min stener-ven Dave introducerede mig for dette, og jeg ejer det nu på vinyl, CD og digitalt. Man kan ikke være letsindig omkring god musik. Dette åbnede ikke kun døren til Miles Davis for mig, men også til Chick Corea og Herbie Hancock. Jeg bruger denne optagelse, som nogle mennesker bruger aspirin og som andre bruger alkohol. Jeg er ikke sikker på, om jeg nogensinde har takket Dave for at bringe dette ind i min kreds. Jeg vil gerne tage den mulighed nu.

Album: Physical Graffiti
Kunstner: Led Zeppelin
Grund: Så, så svært at vælge et Led Zep album, men jeg vælger dette – ikke kun fordi det indeholder fantastisk musik – men for den awesome gatefold cover. Vinduerne i de brune stenhuse på coveret var udskåret og afslørede den indre sleeve, der var trykt med ansigter af berømte mennesker. Ansigterne syntes at kigge ud af vinduerne i bygningerne.

Suk.

Pladecovers var engang en kunstform. Selv De La Soul's 3 Feet High and Rising havde en tegneserieagtig sleeve, der mindede om bogen inde i Beatles' Magical Mystery Tour. Jeg elsker seriøst detaljerede album covers; til helvede med et download kort.

Album: 3+3
Kunstner: Isley Brothers
Grund: Dette er simpelthen stor soulmusik af store soulmusikere. Det var også et vendepunkt, hvor Isleys gik fra pop/doo-wop til funk og soul. Dette vil omvende enhver skeptiker, der måske siger, at killer guitarriffs ikke eksisterer i R&B. Der var en tid, hvor jeg kendte denne plade node-for-node, med sangene i rækkefølge på side A og B, fra begyndelse til slut – hver tone og hver tekst. Alt hvad du behøver at gøre er at kigge på de outfits, fyrene har på coveret, og du vil vide. Du vil bare vide.

Album: Gris Gris
Kunstner: Dr. John
Grund: "Je suis le grand zombie." En af de tekster, jeg ikke kunne forstå, da jeg hørte denne som barn. Første gang jeg hørte det var på radio sent om aftenen i Texas, hvilket jeg ikke måtte lytte til, men jeg opdagede, at hvis jeg holdt lydstyrken meget lav, kunne jeg slippe af sted med det. År senere, da jeg besøgte New Orleans, stødte jeg på pladen i den nu lukkede Magic Bus pladebutik (som faktisk var i en graffiti-overdækket skolebus). For mig er dette den destillerede essens af mysteriet i New Orleans – hjemsøgende, uhyggeligt, antydende korruption og det okkulte. Og det er også funky. Dette er noget af den musik, der fik mig til faktisk at flytte til New Orleans, hvor jeg har boet i over to årtier nu. I øvrigt er Macs accent på dette album en af de største eksempler på ren "Yat", jeg har hørt. Kig det op. Du ender måske også her.