Ugen tabt album: Stackridge's 'Venskab'

af Ryan Reed

Hver uge graver vi i kasserne for at fortælle om et "tabt" eller klassisk album, vi mener, du bør høre. Denne uges cover er Stackridges Friendliness. 

At leve i Spotify/YouTube/Shazam-æraen har sine fordele: Vi har næsten hele historien om indspillet musik lige ved hånden, kun et Google-søg væk fra minuttene i en bands Twitter-feed. Men hvad vi har fået i øjeblikkelighed, har vi mistet i romantik: For obskure pladesamlere er der en spænding i det ukendte – i at tage en tilfældig LP op, tænke "Hvad fanden er dette?" og rulle terningerne.  

For flere år siden, i kælderen i en beskeden pladebutik i Cincinnati – et fristed fyldt med dollar LP'er, der mere mindede om et forladt lager end et detailrum – stødte min kone, Jenifer, på en slidt kopi af Stackridges andet LP, 1972's Friendliness. Hun blev straks fanget af omslaget: den blomstrende titel font, den skæve skitse af en hjemløs mand (iført to forskellige stiltyper sko), der fandt trøst hos en flok duer. Da jeg aldrig havde hørt om det britiske progressive-pop band, tog jeg min smartphone frem og var klar til at konsultere internettet om bandets værdi. "Måske ved AllMusic noget," sagde jeg. Men Jenifer var allerede solgt på stemningen: "Jeg vil have den."

Stackridge blev dannet i 1969 i Bristol/Bath området i England og kombinerede eklektiske, ofte kontrære, påvirkninger (spændende fra The Beatles til Bach til Frank Zappa) til at skabe deres tidlige repertoire. I denne formative periode snublede kvintetten blindt ind i koncerthistorien ved at udføre åbningen på den første Glastonbury Festival den 19. september 1970 – dagen efter Jimi Hendrix døde. Den følgende marts gik de i studiet med producent Fritz Fryer, veteran fra 60'ernes vokalgruppe The Four Pennies, og indspillede deres debutalbum fra 1971, som bar deres navn.

Efter at have sprunget deres optagelsesbudget på Stackridge, arbejdede de i et hurtigere tempo og kom frem til en mindre poleret mix til Friendliness, som gruppen co-producerede med ingeniør Victor Gamm. "I de dage indspillede bands kun ét album om året," reflekterede guitarist-keyboardist Andy Cresswell-Davis i liner-noterne fra 2007 genudgivelsen. "Vi havde ikke meget af et budget, så vi kunne ikke virkelig gøre meget imellem. Vi havde aldrig rigtig nogen plan af nogen art. Det skyldes umodenhed og manglende indseelse af, at dette kunne faktisk fungere."

Men sangene selv, udvalgt fra hvad Cresswell-Davis kaldte en "kæmpe backlog", var mere quirky og mere flydende end deres tidligere arbejde. To af albummets mest udsmykkede numre – arpegerede psyke-folk nr. "Teatime" og skiftende, gentleman-lige prog-eventyr "Syracuse the Elephant" – blev trukket fra bandets live setliste, hvilket fremhævede deres skarpere interaktion fra turnéen med bands som Wishbone Ash og Renaissance.

På Friendliness forblev Stackridge i deres klassiske kvintet lineup, med guitarist-vokalist James Warren, der dominerede sangskrivningen – fra vokalharmoni stykker (titelnummeret) til sofistikeret klaversoloer ("There Is No Refuge") til frække musik-hall sange ("Anyone for Tennis," hvor du nærmest kan føle, at bandet blinker til dig).

Hele første side er bygget til at overraske, der springer mellem de rene popnumre til den barnlige leg med "Syracuse the Elephant" og den tordnende instrumentale prog-jig "Lummy Days," begge showcases for fløjten spiller "Mutter" Slater og violinist Michael Evans. Side B er kun en skuffelse i forhold til den svimmelhed, da bandets ekscentriciteter nogle gange fremstår som tvungne: "Amazingly Agnes" tilbyder en let calypso groove, men ingen følelse af retning, og "Keep on Clucking" er et fjollet, halvhjertet forsøg på blues-rock.

Stackridge bevarede deres dedikerede kultfølge med Friendliness, og de fik én enormt vigtig fan: Sir George Martin, der skrev kontrakt for at producere bandets opfølgning fra 1973, The Man in the Bowler Hat, som nåede deres højeste U.K. chartposition på Nummer 23. (En let omkonfigureret version, med titlen Pinafore Days, blev udgivet i USA med meget mindre fanfare.)

Efter Warrens afgang kæmpede bandet med at opretholde en konkret retning. Med omorganiserede line-ups, udgav de to flere LP'er, 1975's Zappa-prægede Extravaganza og 1976s konceptalbum Mr. Mick, før en total implosion. Musikere arbejdede i forskellige kapaciteter gennem årene (mest bemærkelsesværdigt, Warren og Cresswell-Davis sammen for elektro-pop projektet The Korgis) før de genforenede i slutningen af halvfemserne med flere line-ups. Stackridge oplevede en stille opvågning i den sene æra, idet de udgav to sidste album, 1999's Something for the Weekend og 2009's A Victory for Common Sense, og endda vendte tilbage til Glastonbury i 2008.  

Med denne fornyede interesse genudgav bandet deres tidlige diskografi på CD i 2007 gennem Angel Air Records. Denne nye version af Friendliness forbedrer den originale trackliste ved at tilføje fire bonusnumre, herunder den psykedeliske "Purple Spaceships Over Yatton" og bar synge-along danse nummeret "Do the Stanley." (Som Cresswell-Davis forklarede i liner-noterne, skyldtes det sidste nummer, at bandet "besluttede en dag at skrive en dansetune som Twist.")

____________________________________________________________________________

Tilbage hjemme efter vores tur, bevæbnet med en frisk bunke vinyl, tændte Jenifer og jeg hurtigt pladespilleren og nød stolt vores mærkeligste nye fund. Vi lærte to lektier den dag: Stol på din mavefornemmelse, og efterlad aldrig nogen kasse uundersøgt.