Ugens album: Wolf Parade EP 4

Jeg var en 19-årig universitetsstuderende i mit andet år, da jeg opdagede Wolf Parade. Det var januar, og jeg har erindringer om at lytte til "Shine a Light" mens jeg så min ånde svæve ud af min mund, mens jeg gik rundt på min lille collegecampus i Wisconsin, på vej til en vinterklasse. Albummet, Apologies to the Queen Mary, havde været ude i omkring fire måneder, men det var før jeg opdagede Pitchfork, så jeg husker tydeligt, at jeg læste et nummer af Rolling Stone—det magasin vil altid blive undervurderet for den effekt, det har på småbybørn i hele Amerika, der elsker musik—som begejstret skrev om en gruppe canadiske "indie rockere" (jeg vidste næsten ikke, hvad det betød, virkelig), som havde indspillet et album i en båd, og jeg husker, jeg tænkte: "Vent, der er albums fra en hel gruppe af bands, som jeg ikke kender til, der kommer ud, og dette er godt nok til at blive nævnt i Rolling Stone, jeg har brug for dette i mit liv straks."

Jeg vil vove at påstå, at det er blandt de fem albums, jeg har lyttet mest til i mit liv. Jeg føler den skæve rytme af "You Are a Runner" i min cellestruktur. Mine stemmebånd har aldrig kommet sig efter, hvor mange gange jeg har skreget "I’ll Believe in Anything" i min 2002 Saturn SL-1. Jeg ved, hvor lang fade-ud af "This Heart’s on Fire" er dybt inde i min hjerne. Jeg har lyttet til "Shine a Light" så mange gange for at sikre, at jeg kendte alle teksterne, at jeg er ret sikker på, at jeg kan opdage en mistet takt i trommerytmen.

Det vil sige, såfremt der er et publikum for en "comeback" Wolf Parade EP, er jeg meget en del af det.

Wolf Parade gik teknisk set "væk" i 2011, men i virkeligheden betød det bare, at deres ekstremt produktive medlemmer lavede noget andet i fem år. Co-frontmand Dan Boeckner—han med Springsteen-slogans i Wolf Parade-sange—arbejdede på Handsome Furs, Divine Fits og Operators. Spencer Krug, den anden frontmand, lavede sine mærkelige eksperimenter med Moonface, Swan Lake og Sunset Rubdown. Det virkede altid som om, Wolf Parade ville være tilbage; der var ingen offentlig fjendskab, bare måske en modvillig accept af, at Wolf Parade er et større band end nogen sideløbende projekt, de to fyre har gang i. Så deres tidlige meddelelse i 2016 om et comeback—og en turné—føltes ligeså lowkey som fyre i Wolf Parade. De oprettede sociale mediekonti, annoncerede turnéen, og sagde, at de havde ny musik på vej.

Den nye musik kom endelig sidste uge, i form af EP-4, også kendt som det fjerde selvbetitlede album, bandet har udgivet siden deres første i 2003. Og, helt uventet, lyder det som om 2006-2015 aldrig skete, og alle livets problemer kunne blive scoret kompetent af en gruppe canadiere, der hyler og brøler over guitarer og skrigende orgelmelodier. Fra åbningsimpulsen af "Automatic"—den dag i dag, gør ingen i indie rock åbningsnoter bedre end Wolf Parade—til den afsluttende kontrollerede kaos af "Floating World," er dette så godt, som man har nogen ret til at forvente.

Højdepunkter er "C’est La Vie Way," en kreation af Spencer Krug, der glider ind i et fraktalt paradis via sin lagdelte synthmelodi. At klage over, at en 4-sangs EP er for kort, er simpelthen for dumt, men pokkers om denne ikke lader dig længes efter mere. Her er håbet om, at der er mere ny Wolf Parade-musik i vente, og dette ikke er den eneste nye meddelelse, vi får som et resultat af bandets genforening.