Ugens album: Miles Daviss 'Kind of Blue'

Alle de bedste undskyldninger til alle albumer, der kom ud sidste fredag, og al respekt til albumer, der kommer ud denne fredag. Selvfølgelig er der nogle post-rock titaner med albumer ude (Mogwai og Explosions in the Sky). Selvfølgelig kunne jeg gå en uge tilbage for at dække et andet OVO underskrift, hvis album sikkert vil skuffe. Jeg er sikker på, at Charles Bradley albummet virkelig slår. Jeg kunne have lavet et eksperiment, hvor jeg lytter til Deftones for første gang i mit liv. Men nogle gange er ugens album et album, der er 57 år gammelt, og et, som jeg først virkelig har hørt for fire dage siden.

Jeg lavede to nytårsfortsætter i år. Det ene var #beachbod2k16. Det andet var at #ListentoMoreJazz (fred til Barry Schwartz). I størstedelen af mit liv har jeg betragtet jazz som mange mennesker, der er født efter rock (og nu hip-hop) blev den definerende musik for ungdomskultur: musik til brunch og musik til at rejse i elevatorer i fancy hoteller. Jeg ved, at det ikke er sandt—jeg ejer en kopi af Love Supreme, som jeg har lyttet til som seks gange, og jeg holder med Kamasi Washington og Bad Bad Not Good—men jeg har ikke rigtig lagt det arbejde i at forstå jazz, som jeg har gjort for stort set hver anden musikgenre, jeg interesserer mig for. Jeg ejer 12 Waylon Jennings plader, kun fordi jeg ønskede at kortlægge, hvordan Outlaw Country udviklede sig, men jeg har ikke givet Thelonious Monk en fair chance. Jeg har lyttet til hvert Wu-Tang Clan soloalbum for at kunne sige definitivt, hvilken medlem der er det dårligste (Masta Killa), men jeg kan ikke fortælle forskellen på musikken fra Miles Davis og gruppen af fyrer, der spillede ved påskebuffeten, jeg var til sidste uge.

Så, ligesom de fleste forsætter, faldt dette ét ved vejen. Jeg dykkede ikke rigtig ned i at lytte til mere jazz, før sidste uge, da jeg besluttede at købe mindst én jazzplade hver gang jeg går i pladebutikken. Jeg føler, at hvis jeg fysisk køber albumerne, vil de blive mere end bare en Spotify soundtrack til at spille videospil eller læse, eller hvad som helst. Og så kom mine forældre med et Amazon gavekort til påske (shout out til Carol og Wayne), så jeg brugte det på at købe tre Miles Davis albumer. Af de tre jeg købte, var det eneste, der virkelig ramte mig, Kind of Blue. Og når jeg siger "ramte mig", mener jeg, at jeg kun har lyttet til Kind of Blue som musik de sidste fire dage. Jeg har lyttet til hele albummet 20 gange. Jeg kan ikke tænke på at lytte til noget andet.

Så her er, hvor folk, der faktisk lytter til jazz, kommer ind og fortæller mig, hvor basalt jeg er for at falde hovedkuls for Miles albummet, der af mange betragtes som det bedste jazzalbum, der nogensinde er lavet. Men jeg vidste ikke det, før jeg lyttede til Kind of Blue. Alt, jeg ved, er, at det meste jazz er let at ignorere, og dette fik mig til at stå foran min receiver, stirrende på højttalerne, dybt i mine følelser. Jeg tænkte på, hvornår jeg plejede at være ensom, og jeg følte mig mere trist, end jeg har følt mig ved at lytte til nogen anden musik.

Med Kind of Blue, gik jazz fra at være noget, jeg tvang mig selv til at lytte til, til nu at være noget, jeg prøver at jage dragen af. Jeg vil bruge en masse tid i år på at lytte til gamle jazzalbumer, som jeg håber vil få mig til at føle mig, som Kind of Blue fik mig til at føle de sidste fire dage. Jeg kan måske ikke gentage den følelse, men jeg tror, at vi alle som musikfans forsøger at genskabe, hvordan det første rush af enhver genre, kunstner eller sang fik os til at føle. Og nu gør jeg det for alvor med jazz.