Ugens album: Julia Jacklin - 'Lad ikke børnene vinde'

Når jeg hører feje, romantiske sange fra 60'erne som ”When a Man Loves a Woman” eller ”Can’t Take My Eyes Off You”, forestiller jeg mig at køre langs kysten i en kirsebærrød cabriolet eller læne mig op ad en jukebox, mens en dumt glat fyr nedladende kalder mig ”hans dukke” og stryger en lok af hår fra min pande. Jeg bliver hurtigt trukket ud af denne mentale boble af en Tinder-notifikation fra en eller anden internetdåre, der anmoder om at se et digitalt fotografi af ”mine bryster”.

Nu siger jeg ikke, at en af disse scenarier er meget bedre end den anden, faktisk. At navigere personlig og relationel vækst i enhver kapacitet, i enhver tidsperiode, er mærkeligt som fanden. Jeg er sikker på, at jeg ville føle samme niveau af frustration, hvis Chet ikke ringede til min hus-telefon for at spørge, om jeg ville med til sokken, som jeg ville, hvis Dyllon ikke likede min tweet og Snap'ede mig en anmodning om at ”chille”. Hvad jeg mener er, at nogle gange hører vi lydene og sangene fra fortiden, og mens vi nyder eller romantiserer dem, har vi ofte svært ved at relatere til dem. Det er sandsynligvis en god ting; det betyder, at vi gør fremskridt. Men jeg ville ofte ønske, at jeg kunne lytte til drømmende lyde, der ligner dem fra fortiden, præsenteret på måder, der gælder for mit liv som en 2016 Millennial Youth™. Julia Jacklins debutalbum Don’t Let The Kids Win besvarede den opringning.

Med en meget tungere indie rock og alt-country påvirkning end nogen af ​​genrerne, fremmaner Jacklin den varme, langsomme brænde af en 60'ernes soulballade og folk-rock punch af 70'ernes kunstnere som Fleetwood Mac. De ploddende baslinjer på ”Pool Party” og rummelige, opbyggende akkorder af ”Motherland” og hendes kontrollerede, men hensynsløse stemme henviser til disse påvirkninger og slår de samme høje akkorder, men er stadig de utvetydigt moderne lyde af en kommende indie rocker.

Jacklin er ikke den første, der med succes eller for nylig genopfinder disse lyde. Til tider lyder hendes lyd som kunstnere som Angel Olsen, Sharon Van Etten og mange andre. Men den har en afslappet unikhed, der beviser, at hendes første album kan stå alene blandt lignende musik – det har sin egen form for ungdom, særegenheder, ærlighed.

Bliv ikke narret af Jacklins ungdom eller afslappede, legende lyd; hun er klog som fanden. Hvad ved en sprudlende 25-årig om vægten af ​​vores begrænsede eksistens? Det viser sig, en hel del. Jacklin gør dette tydeligt gennem hele albummet, men især på titelnummeret ”Don’t Let The Kids Win.” Hun skitserer hårde lektioner, de oplevelsesmæssige faldgruber ved at blive ældre, små råd til sit tidligere jeg: ”Lad ikke din bedstemor dø, mens du er væk. En billig tur til Thailand kommer ikke til at erstatte det at aldrig få sagt farvel.” Men forklarer den synkende følelse, at det at blive ældre bare følger med territoriet ved at være i live: “Og jeg har en følelse af, at dette aldrig vil ændre sig. Vi bliver ved med at blive ældre; det vil blive ved med at føles underligt.” Måske begynder folk at vænne sig til aldrenes og tidens farer, efterhånden som de bliver ældre, men de første par gange du får et slag til din elskede, vildfarne følelse af udødelighed og indser, at tiden vil være en ustoppelig, massiv kraft gennem resten af ​​din eksistens, er en udfordring.

Dette album er fyldt med underlige lyriske sandheder balanceret med et nuanceret musikalsk talent, der ikke tager sig selv for alvorligt. Du skulle tro, at hendes ærlighed om de komplekse narrativer om at blive voksen i dag ville være tung, men Jacklin præsenterer det med den lette klarhed af en søndagstur. Måske får jeg en dag min kystal til den kystnære krydstogt i den kirsebærrøde cabriolet, men Don’t Let The Kids Win vil helt sikkert være en bedre rejsekammerat end nogen kyskastende klovn i passagersædet.