Sydatlantic Blues: En samtale med Scott Fagan

“Jeg kendte en David Pemberton, da jeg var yngre,” siger han, lige da jeg begynder at optage. “Han og hans familie boede på De Amerikanske Jomfruøer...måske tredje generation puertoricanere. Vi havde det fantastisk sammen, mange eventyr løb rundt, det var ekstraordinært.”

“Det ville jeg aldrig have gættet,” svarer jeg. “Mit navn er meget engelsk, og min hud er meget hvid.”

“Du har slægtninge på Bongo-øerne, kid, og de venter bare på, at du kommer hjem.”

Jeg ringede til Fagan fra mit kontor i San Francisco for at tale om South Atlantic Blues, et tabt album fra 1968, som officielt bliver genudgivet den 20. november. Det er et album, der ofte bliver rost som et “psykedelisk folkemusik mesterværk,” selvom der ikke er meget, der er psykedelisk, og der ikke er meget, der er folkemusik. Nej, i de over 30 gange, jeg har lyttet til det indtil nu, hører jeg kun mesterværk.

Jeg modtog en kopi af genudgivelsen af South Atlantic Blues et par dage før jeg talte med Fagan. Det er remasteret fra den oprindelige optagelse og inkluderer et nyt cover, en litografi trykt af Jasper Johns, som var en stor fan af albummet. Det er også pakket med en gammeldags plastikslip, noget man ikke ser meget af i disse dage. Optagelsen er smuk, trykket er perfekt, og det er en håndnummereret, begrænset udgave. Hvis du er en vinyl-snob, hvis du vil se sejere ud end dine vinyl-snob venner, så er denne plade et must-have. Det er den rette blanding af gammelt og nyt, klassisk og moderne, sjældent og autentisk.

“Jeg var en idealistisk ung person, der ville ændre verden i en branche, der var ret destruktiv for kreativiteten,” siger Fagan og begynder at fortælle sin historie. “Hvis en plade er et hit, vil de fortsætte med at lave den samme plade, om og om igen. Det er derfor, tingene lyder ens. Ensformighed er det sikreste sats.”

Men sammenlignet med hans samtidige er Scott Fagans musikstil noget helt unikt. “Der var kun én radiostation i St. Thomas, da jeg var dreng, og de måtte spille musik for alle,” siger han. “Europæisk klassisk musik, Armed Forces brass band, country, western, rock and roll, rhythm and blues, charanga, mambo, og fra hele Vestindien, calypso.” Du kan høre den radiostation udsende gennem South Atlantic Blues, i tangenter og strenge og brass og steel drums. Det hele er der, det hele er til stede. “Det var, hvad jeg troede var rigtigt,” siger Fagan. “Du skulle tage det bedste og anvende det. Jeg vidste ikke, at man skulle passe ind i en bestemt genre for at passe i den rigtige hylde i pladebutikken. Jeg er ikke det ene eller det andet, jeg er bare Scott.”

Det viser sig i musikken. “The Carnival is Ended” er måske det bedste eksempel på South Atlantic Blues’ diversificerede indflydelser: det er denne lette melodi, der svæver let på et pust af horn og steel drums og sejler videre gennem det mørke vand af Fagans vokaler. Det er ikke folk, men det er heller ikke caribisk. “Jeg er ikke en sanger,” forklarer han. “Jeg er en forfatter, der har lært at synge.” Da Fagan skrev “The Carnival is Ended,” var han ung, hjemløs og boede på gaden i St. Thomas. “Der er turistens virkelighed,” siger Fagan, “men der er også det barske havneområde: gadebarns virkelighed. Det var der, jeg boede, på tagene ved siden af en klub kaldet Sebastian’s.”

Fagan sov under stjernerne med lyde af musik og dans og drikkeri rumlende nedenunder. “Jeg lyttede meget til Elvis i de dage,” siger han. “Jeg elsker Elvis, før-hæren Elvis. Elvis var min frelse, min rock and roll befrielse.”

“Men du indspillede South Atlantic Blues i New York,” sagde jeg. “Hvordan kom du derhen? Hvordan kom du ud af Puerto Rico?”

“Kid, hvis du kan tro det, så sned jeg mig ombord på et fly... Jeg troede, jeg skulle til Miami, men i stedet landede flyet i Baltimore.” Det varede ikke længe, før myndighederne bemærkede en lurvet og gade-slidt Fagan vade rundt i lufthavnen i en hawaiiskjorte og sandaler. Han var i USA i mindre end tolv timer, før de sendte ham tilbage. “Man kan ikke være for selektiv, når man sniger sig ombord på et fly.”

Fagan kom til sidst til New York efter at have tilbragt nogle måneder som dæksdreng på en sejlbåd, spillet rundt i barer i Coconut Grove, dannet en lille fan klub og indsamlet $50 til en busbillet nordpå. “Jeg tror, et sted derinde, svarede jeg på dit spørgsmål.”

“Ja,” sagde jeg. “Jeg tror, du gjorde.”

Den unge Fagan steg af bussen med elleve cent og et telefonnummer. “Det første jeg gjorde —og jeg mener det første— var at ringe til Doc Pomus.” Jeg fandt aldrig ud af, hvordan han fik nummeret.

Doc Pomus. Doc Pomus. Hvorfra kender jeg det navn, Doc Pomus? Fagan opfanger min tøven og hjælper mig: “Han var en fantastisk sangskriver og producer. Han skrev ‘This Magic Moment,’ som er en smuk sang.” Pomus skrev sange med Phil Spector og Ray Charles og B.B. King. “Han inviterede mig op til sit værelse på The Forest Hotel,” husker Fagan. “Jeg satte mig ved klaverbænken og sang tre sange, sange som jeg havde skrevet. Da jeg var færdig, skrev han mig under personlig management.”

Doc Pomus og Fagan begyndte at arbejde samme eftermiddag og skrev mange af de sange, der ville komme på South Atlantic Blues. “Doc lærte mig meget tidligt, hvordan man skriver sange. Han lærte mig også om musikkens virkelighed, som ikke var så rar.”

“Hvad mener du med, ikke så rar?”

“Jeg fortalte Doc, at jeg elskede Elvis. Du ved, det tidlige materiale. Han sagde til mig ‘Scotty, Elvis har aldrig skrevet en eneste node i sit liv.’ Elvis har aldrig skrevet en sang i sit liv. Omkostningen ved at få Elvis til at indspille dit materiale var halvdelen af udgivelsesrettighederne. Hør her, musikbranchen er fuld af hjertesorg for en ung kunstner.”

“Er det derfor, South Atlantic Blues er så mørk? ... Eller måske er ‘hjertesorg’ et bedre ord.”

“Ja. Præcis.”

Fagan blev i New York og endte til sidst i Hell’s Kitchen, hvor han forsørgede sig selv ved at skrive sange med Doc Pomus og hustlere numre på forfaldne caféer. “Jeg skrev det meste af South Atlantic Blues på 49th Street og 10th Avenue,” siger Fagan. “For at være ærlig føltes det ikke meget anderledes end St. Thomas.”

“Min yndlingssang er ‘Crying,’” sagde jeg. “Så, jeg vil egoistisk spørge... hvad synes du om den sang?”

“Du vil ikke tro det, kid, men jeg sang lige den sang, før telefonen ringede. Det er min yndlingssang, det var min mors yndlingssang.” Han har ret: jeg tror det knap nok. Men jeg gør, fordi han er så pokkers ligetil.

“Crying” er en langsom omvandrende melodi, melankolsk og mørk og exceptionelt ærlig. Elementer af folk og pop og jazz blandes sammen for at skabe en simpel track, ikke langt fra et showtune, med antydninger af intensitet i Fagans vokaler. Men som det ofte er tilfældet med South Atlantic Blues, er det teksterne, der kræver mest opmærksomhed.

“Jeg husker meget tydeligt at skrive den,” siger Fagan. Han var broke, desillusioneret over musikbranchen, uden penge til at købe mere studietid. “Jeg måtte gå ud og finde en bar med et klaver i. Jeg var med min skrivepartner, han spillede en smuk melodi, og jeg begyndte at synge.” Sangen afspejler perfekt tristheden og desperationen hos en ung kunstner, der kæmper. Den er universel. Den er arketypisk.

Og interessant nok slutter sangen med en kort pause. Musikken stopper, alt går i tavshed, og de elektriske tangenter vender tilbage for blot nogle få noder mere. Det er pausen mellem hulkene, følelsesløsheden mellem aften og morgen: det følger ingen musikalsk form og punktuerer “Crying” med en følelsesrig klarhed, som de fleste sange aldrig rigtig når.

“Og det er ærligt,” siger Fagan. “Hvert ord af det, sandt.”

Jeg tror, det er det, der trækker mig ind i South Atlantic Blues. Det er objektivt et bemærkelsesværdigt værk, men når man taler med Fagan, er det nemt at kortlægge en specifik tidslinje til musikken. Hele albummet, hele Fagans arbejde, er bygget på autenticitet og drevet af erfaring.

“Jeg skrev ‘In Your Hands’ på min 21-års fødselsdag,” fortalte han mig. “Det var min 21. sang, og det var som svar på Lyndon Johnson’s bededag.” Fagan var ung og broke, og ligesom mange af hans samtidige var han frustreret over krigen i Vietnam og vores præsidents reaktion på dens eskalation. “Her var en mand, der kunne afslutte krigen i Vietnam på fire minutter, som lagde ansvaret i hænderne på det amerikanske folk, som skulle bede til en højere magt, at krigen ville ende.”

“In Your Hands” afspejler den frustration perfekt, men det er ikke en vred sang. Igen, det er en af de forskelle, der adskiller Fagan. Han synger “they are the gods, this is the heaven, nothing has been planned. Stop the superstition, truth is all you can demand.” Ingen bliver udpeget, ingen bliver fordømt. I stedet forsøger Fagan at vise os en bedre måde, en stræben efter sandheden... et liv, hvor vi kan skabe himlen på jorden. Det er ærligt og frit for pomp eller pragt, og jeg tror, det er det, der gør det så rørende.

“Jeg ville sige noget særligt om min egen oplevelse og min egen evne til at udtrykke det,” siger Fagan. “Og det er, hvor alle sangene på South Atlantic Blues kommer fra.” Det er bittersødt, på en måde, fordi vi får dette fantastiske album som resultat af hans oplevelse og hans evne til at kommunikere disse oplevelser så veltalende via sang. Men i en branche, som Fagan beskriver som volatil, endda grusom over for unge og autentiske talenter, skulle det ikke overraske, at Fagan faldt af radaren.

South Atlantic Blues er trods alt et mistet mesterværk.

“Mit opfølgende værk hed Soon, og hvis du kan tro det, var det et teaterstykke.” Fagan og hans skrivepartner havde premiere på Soon på Broadway med betydelig hype. Stykket, ligesom South Atlantic Blues, fremmaner temaerne desperation og kunstnerisk integritet. Fra hvad Fagan fortalte mig, er det et stykke om at være ung og i musikbranchen, baseret meget tæt på Fagans oplevelse af at optage South Atlantic Blues. Tragisk nok blev Soon noget af en selvopfyldende profeti.

“Producenterne kom til mig og bad mig ændre alt,” siger Fagan. “De ønskede, at det skulle være mere underholdende.” Fagan blev sortlistet fra teatret på grund af hans nægtelse af at ændre stykket, og produktionen blev holdt på ubestemt tid. Fagans musikkarriere kom sig aldrig rigtig. Den momentum, han havde bygget med South Atlantic Blues, var væk, og hans ry var for altid plettet.

“Jeg ønskede aldrig at være en entertainer,” siger han. “Jeg ville være en del af at ændre verden.” Men det var ikke, hvad branchen ønskede. Fagan indspillede på et tidspunkt, hvor musikbranchen var stærkt reguleret og stærkt kurateret. Der var intet internet, ingen græsrødder, ingen indie-labels. Hvis din musik ikke spillede på den ene radiostation, så spillede den ikke.

South Atlantic Blues er et fantastisk album. Musikken er unik, arrangementet er varieret, og teksterne er, enkelt sagt, litterære. For mig, for alle, der er opmærksomme, er genudgivelsen af South Atlantic Blues ekstremt vigtig. Scott Fagan er den glemte musiker, der fortjener bedre, som lavede musikken, der fortjener at blive lyttet til, som skrev med ærlighed og integritet, og ægte, ubestridelig velvilje. Han er den ægte vare, og 60'erne efterlod ham.

Vi talte lidt længere, om Donovan og David Bowie og Fagans oldemors kortvarige karriere som nonne. Vi talte om langtabte børn og langtabte kærligheder og en særlig interessant affære på et husbåd i bugten. Jeg har været så heldig at interviewe et par musikere tidligere, men ingen af dem var næsten så generøse og interessante som Scott Fagan. Til sidst er vores time gået, tiden er kommet, og jeg skal tilbage på arbejde. “Lad mig vide, næste gang du er i New York, kid,” siger Fagan. “Jeg vil vente med at spille en sang for dig.”

South Atlantic Blues blev udgivet den 20. november 2015.