Langsom brænd: Wu Lyf's \"Sig til ilden at gå til bjergene\"

At prøve at følge med i nye plader føles ofte som at forsøge at stoppe en dæmning med et stykke tyggegummi; oversvømmelsen vil fortsætte, uanset om du kan lide det eller ej, og du vil gå glip af nogle ting. The Slow Burn er vores spalte, hvor skribenter taler om album, de "missede" - hvilket i dagens musik Twitter-æra kan betyde, at de ikke hørte det i de 5 dage omkring, da det kom ud - og hvorfor de fortryder, at de ikke nåede at høre albummet før nu. Denne udgave omhandler Wu Lyfs Go Tell Fire to the Mountain.

Nogle gange lyder det, du har brug for at høre, som helvede, når det først når dine ører. Da en ven af mig sendte mig LUH’s "Lament" for nogle måneder siden, fik Ellery Roberts’ hårde growl mig til at trykke på skip og slukke for det. Men af en eller anden grund gav jeg det en chance til. Da han omkring den tredje gang ullede "To powers of old/ To powers that be/ You fucked up this world, but you won’t fuck with me," var jeg hooked. Jeg slugte LUH’s Spiritual Songs for Lovers to Sing og gik hurtigt videre til min første lytning af WU LYF’s Go Tell Fire to the Mountain, det sidste fangede totalt min fantasi i det øjeblik, og hver gang jeg har lyttet til det siden.

I 2011 var jeg stort set uvidende om shitstormen omkring WU LYF, og på nogle måder kan det have været til min fordel. Jeg kunne ikke føle mig uafbrudt drillet af det anti-marketingtryk, der var bag deres demo. Jeg havde ikke den hype, der blev mødt af det, nogle kunne se som bare endnu en hvid indie-rockplade. Jeg kunne ikke blive forskrækket over deres udadtil prædikende adfærd, på et tidspunkt hvor jeg erkender, at jeg var for overfladisk en lytter til at se igennem det. Fem år senere ser jeg dette album fra et friskt perspektiv som et dokument over et band, der satte ild til sig selv, brændte så klart, varmt og højt som de kunne, indtil der ikke var andet end aske.

Ellery Roberts besidder et hæs, huleagtigt hyl, så hårdt og abrasivt, at det lyder som om hvert gisp gør uoprettelig skade på hans stemmebånd. Han growler strenge manifest, som DU SKAL HØRE DET HER NU, selvom det er umuligt at forstå noget, han siger, uden et tekstark. Bandet beskrev deres lyd som "heavy pop", men jeg hører noget tættere på et ubeslutsomt Explosions in the Sky med strammere sangstruktur og en skrigende vanvittig mand i centrum, eller Sigur Ros fast besluttet på ødelæggelse. Trommerne marcher med intens hensigt, bassen bærer konstant fremadgående momentum, guitaressen udfører delikate melodiske akrobatiske manøvrer i luften, bundet sammen af et forbandet kirkeorgel, der alle skaber en vandstråle omkring Ellerys stemme.

Albummets titel bliver gentaget i sangen "Summas Bliss" med en linje, der siger "Jeg ser et bjerg i brand. Gå og fortæl ilden for os." Hvis du læser ind i bandets anti-establishment budskab, er "bjerget" Manden, Etablissementet, eller enhver stor enhed, der har taget det på sig, gennem nogen form for monetær eller politisk succes, at fortælle andre, hvad de skal gøre. Det er den lette fortolkning, og ærligt talt hvad jeg tror, Ellery sandsynligvis gik efter, da han og resten af WU LYF skrev disse sange. At lytte til dette album i 2016 får jeg noget anderledes. Vi, som individer eller endda som et udsolgt klub, der tilbeder ved rock-n-rolls alter, kan ikke flytte de bjergene. Jeg ønsker ikke at lyde som en nederlagsmand, men så mange mennesker bliver fanget i romantiseringen og de sensationsprægede idealer om forandring og stor hensigt, de ignorerer det eneste, vi virkelig har pligt til at ændre; os selv.

Et ofte citeret afsnit fra Paulus’ brev til korintherne siger "Hvis jeg har en tro, der kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, har jeg intet." I 2016 er der mange mennesker, der spyer ild og svovl for at prøve at flytte bjerge, og med det følger vrede. Nogle gange er vrede fortjent og retfærdig, men den er altid destruktiv, og ødelæggelse har konsekvenser. Ellery Roberts laver vred musik. Hans vrede føles berettiget, det lyder helt retfærdigt, og det ødelægger mig fuldstændig, når jeg lytter til det. Den ødelæggelse har også konsekvenser. Den brænder væk mine overbevisninger og forfængeligheder om, hvad jeg tror, dette album har at sige, og i stedet føler jeg bare det. Jeg føler kærligheden, som WU LYF hældte i dette album. Jeg føler den kærlighed, jeg kan dele med totalt fremmede, fordi du aldrig ved, hvad slags dag nogen har. Jeg føler den kærlighed, jeg skal dele med mine venner og familie nu, fordi jeg aldrig kunne give nok. Jeg føler den kærlighed, jeg har til mig selv, selv når jeg er på mit mest selvkritiske. Det lyder skørt som helvede, men det er sandt, og hvis du lader dette album brænde dig ned, vil du også føle det.