Den Skrigende Ørns Sidste Flugt

Charles Bradleys historie var en historie om håb. Han tilbragte sit liv med at arbejde i en række forskellige småjob, forsøgte at få et band sammen, og bogstaveligt talt tomlede rundt i USA i en periode, før han blev 'opdaget' i begyndelsen af ​​00'erne, hvor han arbejdede som James Brown-imitator af Daptone-grundlægger Bosco Mann. Bosco Mann og Bradley indspillede mange singler og tre LP'er fra 2002 til 2017, da Bradley døde af mavekræft i en alder af 68. Han var beviset på, at det aldrig er for sent at leve den bedste version af dit liv, at det gennembrud, du har brug for, kunne være lige om hjørnet. Alt var muligt for alle, hvis du fik den rigtige sidste chance. Bradley var et must-see festivalakt de sidste år af sit liv, noget han aldrig kunne have forestillet sig, da han sov i togvogne som teenager.

Bradley døde, før han kunne indspille vokal til 'Black Velvet', det følelsesmæssige midtpunkt og titelnummeret til hans sensationelle og transcendente sidste album. Navngivet efter hans James Brown-imitators scenenavn, er 'Black Velvet' følelsesladet på grund af det hul, det har i centrum; den klagende saxofon og opløftende horn føles som en begravelsesmarch for sangeren, hvis vokal skulle være der, men ikke er (Bradley var tilsyneladende sat til at indspille over det, før han blev syg). Det er ikke det mest følelsesladede øjeblik på Black Velvet — at høre Bradleys stemme på resten af ​​albummet er som et slag i maven — men det er det øjeblik, der mest minder dig om albummets centrale tristhed: Bradley kunne ikke se det til fuldendelse.

Black Velvet's ni andre numre er en blanding af alternative udgaver, covers og uudgivne sange, der er indspillet under sessionerne til Bradleys andre tre album (2011's No Time For Dreaming, 2013's Victim of Love og 2016's Changes). Nogle af Bradleys fineste øjeblikke var på covers (hans fortolkning af Black Sabbaths 'Changes' forbliver et mesterværk), og her bliver Nirvanas 'Stay Away' forvandlet til en rå funk-melodi, Neil Youngs 'Heart of Gold' bliver en soulful stomp og Rodriguez's 'Slip Away' lyder som en tabt Motown-single. Originalerne skinner også her; 'I Can’t Fight the Feeling' åbner albummet på en svævende tone — de kaldte ham ikke Soulens Skrigende Ørn for ingenting — mens den elektriske version af 'Victim of Love' lukker albummet på perfekt vis, mens Bradleys stemme er en kontrolleret nedrivning af følelser. Det er et album, sammen med Bradleys andre tre, der skal høres for at blive oplevet; det er svært at sætte ordentlige ord på den måde, Bradley kan ramme dig i dit hjerte, dit hoved og din mave med en enkelt vokal.

Sammen med Sharon Jones — en anden sent- i-livet stjerne, der blev 'opdaget' af Daptone — var Charles Bradley som soulmusikversionen af en af de myg fra Jurassic Park: frosset i rav, deres blod giver moderne samfund en forbindelse til fortiden. Ligesom da verden mistede soul- og R&B-musikere fra genrens oprindelige æra, er det ikke klart, hvem der vil overtage titlen som Soulens Skrigende Ørn. Black Velvet beviser for fjerde gang, at Charles Bradley var en varig, fantastisk kunstner, hvis egne sko vil være lige så svære at udfylde som de kunstnere, han startede sin karriere med at efterligne.