Se tonerne: Papegøjehoveder

Da jeg gik i gymnasiet, ejede jeg en Jimmy Buffett-shirt. Jeg var egentlig ikke sådan en stor fan af fyren, men jeg var mere end glad for at repræsentere den fjollede linje fra “Margaritaville” om at sprænge dine klip-klapper, fordi du trådte på en flaskeåbner. Billedet på trøjen var det, der gjorde det, tror jeg. En kvinde står under et ensomt palmetræ for enden af en strandstrimmel, tilsyneladende ventende på, at du slutter dig til hende, mens en let brise trækker i hendes blomstermønstrede kjole. Over det hele er de dumme tekster og en enkelt sandal, nu ødelagt af ølrelateret affald. Det er fjollet, men det er beroligende på en måde, der indfanger den afslappede, stressfri essens, som Jimmy Buffett har formået at bygge en hel karriere omkring.

Selvom jeg aldrig ville blive forvekslet med nogle af de Buffett-fans, der præsenteres i dokumentaren Parrot Heads, kan de og jeg finde fælles grund i den tiltrækning mod eskapisme, et ord som bruges af stort set alle, der optræder i filmen for at beskrive, hvad det er, der har trukket dem til Buffett. Hverdagen er kompliceret. Mellem arbejde, forhold, politik, økonomi og alle andre små bump på vejen kan det hele nogle gange blive lidt for meget. Hvem ville ikke gerne “komme væk fra det hele” for en stund? Det er der, Buffett kommer ind i billedet, med sin musik, der fører dig til en tropisk strand, hvor dit største problem er, at din fodtøj er i uorden.

Instrueret af Bryce Wagoner, holder Parrot Heads fornuftigt fokus på fansene selv. Seriøst, hvis du kom ind i denne film på jagt efter en historie om Jimmy Buffett, så vil du blive skuffet. På bedste vis tror jeg, at han bruger tre minutter på at gennemgå sangskriverens rødder, og stort set det eneste, Wagoner trækker fra de få interviews, han lavede med Buffett, er dem, hvor Buffett taler om sine fans: “Jeg forstår det bare ikke, men jeg sætter virkelig pris på det!” Vi lærer mere om coverbandet A1A og dets medstifter Scott Nickerson, end vi gør om den fyr, hvis musik de er blevet så bevægede til at spille.

Jeg er ikke tilbøjelig til for mange “hot takes”, men følg mig ned ad en underlig sti her. Jeg synes, at Buffett har mere tilfælles med mindre musikalske ting som kærlighedsromaner og science fiction end bands med tilsvarende hengivne følgere som Phish eller The Grateful Dead. Ja, Buffett spiller et par dusin koncerter hvert år, der ender med at være pakket med trofast hengivne fans, nogle af dem følger ham fra show til show, men ud over dem er der også disse lige så pakkede perifere konventionslignende events, hvor Buffett sjældent, hvis nogensinde, optræder personligt. Nøgledestinationer som Key West's Meeting of the Minds og New Orleans' Pardi Gras er indlysende mål for sådanne sammenkomster, men selv et afsides sted som Caseville, Michigan, nær spidsen af statens store tommelfinger, tiltrækker turister med en årlig Buffett-tema Cheeseburger Festival.

Der er en overflod af fest og flirt ved disse events, men baseret på scenerne i filmen, er det kammeratskabet, som alle ser ud til at nyde mest. Disse events har måske færre paneldiskussioner end du ville få ved Comic-Con, men det er den unikke form for forbindelse, der adskiller disse fanatikere fra de sædvanlige hippier, der leder efter et mirakel. Desuden, ligesom verden af sci-fi og kærlighedsfandom, har Parrot Heads deres egen variation af fan-fiction kaldet “trop-rock”, som filmen triumferende informerer os om, nu er anerkendt af iTunes. Buffett kan være fyren, der fik alle disse mennesker sammen, Rosetta-stenen for Parrot Heads, men kigger man på hans fanbase selv en lille smule fjernt, ser man, at de er næsten lige så fascinerede af hinanden, som de er af ham. De har tilsyneladende oprettet et helt netværk af “huskoncerter”, ikke ulig nogle hardcore koncerter, jeg har været til. I stedet for madrasser presset op mod vinduerne er det dog stole og lette forfriskninger for disse fyre, men den samme mængde kærlighed er øset over kunstnerne af værterne.

Det er sandt, at du nemt kunne afskrive Parrot Heads som endnu et eksempel på privilegerede hvide mennesker derude--og der er helt sikkert masser af den slags melanin-mangelfuld uvidenhed--men for hver person, historierne om de enkelte Buffett-fans, der er samlet her, er langt mere nuancerede, end man måske skulle tro. For hver fyr, der solgte sine aktiemægler for at hoppe fra ø til ø med kun Buffett-sange som sin guide, er der en håndfuld andre fans, hvis liv er meget sværere at indkredse. Det minder os om, at stort set alle har brug for eskapisme fra noget, og du kunne gøre det værre end en Cheeseburger i Paradise.