Paul Cauthens Hellfire Redemption Sange

Du behøver ikke at vide, at Paul Cauthens bedstefar var præst, men når du kender det stykke information, er det som en skeletnøgle til at forstå Room 41, hans knap så glitrende, støvede nye album. Disse er sange, der skal omvende folkene bag i lokalet, der ikke er sikre på, om de kan holde til at blive dømt sammen med menigheden, alt for tømmermænd fra natten før til at stå og bekende. Det er ikke for at sige, at dette er sange om religion per se; i stedet har Room 41 10 numre, der lyder som bønner, Johnny Cash ville sige til sig selv søndag morgen, efter en særligt hård nat med druk og stoffer. Østtexanske freaks tager kokain og danser, tager kokain og brænder ud, tager kokain og viser deres stil, og tager kokain og taler med djævelen på Room 41, og det er bare i første halvdel af albummet. Room 41 er et muskuløst, confessional album om at træffe dårlige beslutninger og forsøge at forstå sin plads i en verden af fristelse, afhængighed og synd. Det er et af de bedste albums i året.

Cauthen har en hel fantastisk stemme, et sted mellem Johnny og Waylon, men så glat som en flammende whiskey-shot. Han kan bjæffe, han kan synge blødt, han kan hylde til månen. Room 41 er produceret af Beau Bedford, og backingbandet er Texas Gentlemen, der giver disse sange boogie og en skarp stramhed, som countryplader fra 60'erne og 70'erne plejede at have. Selvom teksten er fyldt med vilde folk, der laver vilde ting, er bandet stabilt, laver akustiske rave-ups (“Cocaine Country Dancing”), shuffle-ballader (“Angel”), neonlys country funk (“Big Velvet”) og stille refleksioner (“Prayed For Rain”).

En meget reel binge førte Cauthen til sin nuværende karriere som outlaw country crooner: Han var i et Americana-band ved navn Sons of Fathers, der brød op lige da det så ud til, at de ville slå igennem. Han udgav et soloalbum i hurtig rækkefølge, men derefter gik det galt; det var igennem det sammenbrud, at meget af Room 41 blev til. I sidste ende er det, hvad der gør et countryalbum superlativt — følelsen af, at sangene om sorg og at se ilden i øjnene er ægte, og Cauthens medrivende episke skildringer af synd (“Big Velvet” og “Cocaine Country Dancing” hører straks hjemme i outlaw country pantheon) er så virkelige som de kommer. Cauthen gik til kanten og var i stand til at leve igennem det for at fortælle historien, og Room 41 er hans tavle fra oven.