Rundt om i verden via pladebutik: New Hampshire til Virginia

Det var en aften med amerikansk sommer vinyl efter en eftermiddag hos Bull Moose i Portsmouth, New Hampshire. De hvide plakater svømmede ind i gangen, baseballkortene overvandt cykelhjulet. Etiketten "Halloween Collections" stod side om side med "Grammy’s." Geometriske former udfyldte rummene mellem gevirene på et album for bandet Pyramids. Jeg tænkte tilbage på den demonstration, jeg netop var kommet fra. Nogen mumlede ved disken om Nintendo DS. Jeg begav mig hen mod hylderne.

Sebastian Cabots talte ordfortolkning af Bob Dylan blev mødt med forbløffelse. De multikolor lånte Felix-ur-katte, der prydede omslaget til Tacocats "Lost Time", blev mødt med glæde. John Angaiaks radikale meddelelse til verden blev gemt til fremtidig reference.

Og, i en bredere forstand, blandt alt dette, var jeg 'hjemme.' Og selvom jeg kunne have taget til Liverpool Street Station for at besøge den gamle luftbase, som min bedstefar fløj missioner fra, og forsøgt at finde en lokal musikbutik (Google foreslog, at der ikke var nogen) for at sammenligne og kontrastere musikken fra i dag med den Vera Wang-lignende, sejle-væk musik fra dengang, der svævede over Murrows radioreportager og den musik, han lavede med andre fanger i en krigsfangelejr som et PR-stunt, tyskerne ville lave, gjorde jeg ikke. Ideen blev lagt på hylden.

Clyde “Kingfish” Smith, en street vendor, improviserede en sang på vinyl, mens airconditionen summede som en basso profundo i baggrunden, og persiennerne var trukket for. En hoo-lawd lavede en skarp sving rundt om et akkordhjørne. En banjo på side B syntes at gå ind i en stormfuld, metallisk tunnel. Uden for persiennerne forestillede jeg mig, at varmen udfoldede sin idé om et øde landskab.

Vejens vind hævede bilsnakken til et skrig. Solen brændte ned. Og her læste jeg liner-noterne på bagsiden af vinylskiven i min hånd, Lost Train Blues. “Mærkelige ting sker i dette land,” ville Buster Ezell senere synge. YouTube nævnte noterne. “Kluntet, sublim, demokratisk herlighed.” Vinden, brølede vinduerne. Og senere ville jeg åbne min rygsæk og læse et Navajo-digt fra et nyindkøbt eksemplar af In The Trail Of The Wind, som sagde --

Det var vinden, der gav dem liv. Det er vinden, der nu kommer ud af vores munde, der giver os liv … I huden på spidserne af vores fingre ser vi sporene fra vinden; den viser os, hvor vinden blæste, da vores forfædre blev skabt.

Så, med vinden, passerede vi gennem Zakim Bridge med “Chimes of Freedom blinkende.” Tilbage igen: Peggy-O. Tidlig morgen Beethoven’s 8. over tidligt motorvejslys. Jeg begyndte at forestille mig True Detective sæson 95, når jeg kigger ud over de brysthøje grønne kattehaler ved Hackensack River. New Jersey gav vej til Delaware, som gav vej til Maryland. Med C-SPAN radioen tændt, ankom Virginia og de efterfølgende Virginian solnedgange.

Love and Mercy, en tie-dye Brian Wilson LP erklærede i Steady Sounds i Richmond i ‘Hvorfor er du overhovedet udeside?’ varme. “Kom tilbage her,” råbte en stemme på vej derhen til hvem ved hvilken, “og fortæl mig, hvad du har på!”

Indenfor var der en samling af vinyl med let farvet brugt tøj, der buede ved siden af kasserne.  Skal jeg tage King Tubby vs. Channel? Og hvad gav faktisk albummet sit ‘versus’, hvis Tubby lavede dub, og Channel One var et studie for reggae-musikere?

The Music From Marlboro Country overraskede, ligesom de kontinuerlige fotos af cowboys, der tænder en cigaret i den ene eller anden stilling på omslaget. Jeg kiggede på bagsiden og undrede mig over, om dette er den slags sang, der lingerer på sporet.

4 Freshman and 5 Trumpets, læste titlen på en anden vinyl. “Hvor går den femte hen?” F. spøgte.

Varmen knitrede. Det er et undere, at Jefferson Davis, Robert E. Lee og andre simpelthen ikke smeltede for længe siden.