Methyl Ethel er ikke her for at underholde dig

“Det startede bare for mig, og det fortsætter med at være kun for mig,” præciserer Webb over en knitrende forbindelse. “Det er ligesom et virkelig kryptisk krydsord eller noget. Der er en fornøjelse i, når du rammer rigtigt.”

Methyl Ethel, opkaldt efter en ingrediens til fiberglas, begyndte i 2013, da han begyndte at dele sine frodige soveværelsesproduktioner med verden. I 2014 hyrede Webb Thom Stewart og lyddesigneren Chris Wright for at danne et band til live shows. Hans første to EP'er, sammen med hans debutalbum, Oh Inhuman Spectacle, havde klokke-tonede guitarer svømmende i reverb, synths der flød gennem sangene som smertestillende medicin, og en trommemaskine der diskret trak hele båden fremad. Det er moonlit shoegaze til at berolige kroppen og udfordre sindet.

Giv Everything Is Forgotten et forsøg, så løfter den første sang dig fra de reverberende vande og sætter dig på tør grund. “Drink Wine” bryder ud med et arpeggieret keyboard, der pulserer i fjerde tempo—ligesom den svajende nål på en symaskine, der lægger sømmene, der holder patchwork-albummet sammen. Sange som “Ubu” og “L’Heure Des Sorciéres” serverer positive pop-hooks (pas på, det er en ørehænger med teksten “Why’d you have to go and cut your hair?”) med et vask af vokalharmonier og en virkelig groovy baslinje. I den første halvdel af albummet, i det mindste, giver en staccato-beat en hyper puls. Hvis du lytter til Methyl Ethels to albums lige efter hinanden, ville du føle en forskel.

Men skiftet er ikke så komplekst, siger Webb.

“Jeg tror måske, tempoet bare er blevet lidt hurtigere,” siger han. “Så i mit sind var det ikke rigtig en bevidst beslutning at gå mere pop. Tilgangen føltes som om den var den samme, men tempoet var lidt hurtigere.”

Selv om Webb har skruet ned for sin reverb og indsat lidt mere rytme i sine guitarer. I stedet for at programmere en trommemaskine spillede han et trommesæt på Everything Is Forgotten. Den ekstra oomph er tydelig, men den nye lyd er ikke en reaktion på noget, siger han. Han dykkede lige ind i at skrive sit andet album, så snart det første var færdigt. “Det gav mig ikke tid til virkelig at høre meninger fra omverdenen,” siger Webb bestemt. “Jeg prøver bare at gøre det bedre med det samme.” Enhver forskel i lyd var resultatet af en personlig udfordring og eksperimentering.

Den anden halvdel af albummet tager en hjemsøgt drejning. En glitrende disco-vibe hersker, men melodierne bliver middelalderlige. Sange som “Groundswell,” “Hyakki Yako” og “Summer Moon” fører dig gennem en drømsequence — som om du er til en maskerade, danser med overdådige fremmede kun for at finde ud af, at de er ansigtsløse, når de fjerner deres masker. Udenlandske akkorder inducerer en rus, og snart hallucinerer du det forvrængte, det uopdagede, det ubehagelige.

Han synger disse erfaringer med klangen af Kevin Barnes, eller en beskeden Chrissy Hynde, og lagde hver falsetto i et kaotisk miks, som om hver enkelt repræsenterer et andet spøgelse. Methyl Ethels vokaler er blevet beskrevet som “androgyn” eller “kønsflydende”, en intentionel kvalitet som Webb bruger til at fjerne alle maskuline eller feminine karaktertræk fra sine sange.

“Jeg vil ikke have, at musikken skal komme fra hverken den ene eller den anden side,” siger han. “Jeg vil bare være en sonisk cyniker og ikke have så meget menneskelig personlighed derinde.”

På samme måde har trioen i pressefotos dækket sig selv i hvid maling for at gøre sig selv mere livløse. Deres “Ubu” musikvideo er stort set uden farve, og viser dem robotagtigt mime en optræden, mens specialeffekter kopierer og indsætter deres ligelignende udtryk på hinandens ansigt. “Vi ønskede at holde alt uden personlighed, alt lidt blankt,” siger han.

Webb drysser referencer til indflydelsesrig kunst ind i sine sangtitler, men igen, de er ikke for dig. Titlerne “Schlager,” “Hyakki Yako” og “Femme Maison” betyder måske ingenting for en ligeglad. For ham giver nikkene til tysk musik, japansk folklore og franske malerier, respektivt, en ekstra dybde til hans kreationer. “Det skal vildlede eller i det mindste åbne op til et andet niveau af læsning af sangen,” siger Webb.

Fra hvad du kan tolke, er sangene fyldt med temaer om spænding, angst, tilbageholdenhed og stædighed, og du får en fornemmelse af, at Webb forsøger at knække nogen, mens han forsøger at finde sin egen personlige sandhed, noget vi alle kan relatere til på et tidspunkt eller andet. “Holding back now living with you / Just to hear you speak your mind / One at a time / As hard as a sack / When to react? / You were inactive at the start / And I took way too long,” synger han på “No. 28.”

“Det er mig, der skriver til mig selv,” siger Webb, “ligesom flere personligheder af mig selv. Men det er også en blanding af meget personlige ting, som jeg har set og håndteret i mit liv.”

Så med et blankt lærred, en kønsneutral stemme, et kor af uhyggelige personlige kampe og referencer, der ikke er ment til at give mening, hvordan lytter du til Everything Is Forgotten, når du ved, det ikke er lavet for at underholde dig? Nå, det er præcist pointen. Uden et klart visuelt indtryk, er du tvunget til at gribe fat i Webbs ord og skabe din egen uhyggelige fortælling. Nu er det op til dig at få puslespillet rigtigt.