Methyl Ethel er ikke her for at underholde dig

“Det startede bare for mig, og det fortsætter med at være kun for mig,” præciserer Webb over en knitrende forbindelse. “Det er lidt ligesom et virkelig kryptisk krydsord eller noget. Der er glæde, når du får det rigtigt.”

Methyl Ethel, opkaldt efter en ingrediens til fiberglass, begyndte i 2013, da han begyndte at dele sine frodige soveværelsesproduktioner med verden. I 2014 hyrede Webb Thom Stewart og lydtekniker Chris Wright for at danne et band til liveoptrædener. Hans første to EP'er, sammen med hans debutalbum, Oh Inhuman Spectacle, havde klokke-tonede guitarer svøbt i reverb, synths der flød gennem sangene som smertestillende og en trommemaskine der diskret trak hele båden fremad. Det er måneskinnet shoegaze for at berolige kroppen og udfordre sindet.

Giv Everything Is Forgotten et spin, og det første nummer løfter dig fra de reverberende vande og smider dig op på tør land. “Drink Wine” eksploderer med et arpegeret keyboard, der pulserer frem i kvartet-takt – ligesom den svajende nål på en symaskine, der lægger sømmene, der holder sammen på patchwork-albumet. Sange som “Ubu” og “L’Heure Des Sorciéres” serverer positive pop-hooks (pas på de klistrede tekstlinjer “Hvorfor skulle du gå og klippe dit hår?”) med et vaske af vokalharmonier og en groovy basslinje. I den første halvdel af albummet, i det mindste, giver en staccato-beat en hyper puls. Hvis du lytter til Methyl Ethel's to album efter hinanden, vil du mærke en forskel.

Men skiftet er ikke så komplekst, siger Webb.

“Jeg tror måske, at tempoet bare er blevet lidt hurtigere for mig,” siger han. “Så i mit sind var det ikke rigtig en bevidst beslutning at gå mere pop. Tilgangen føltes som om, den var den samme, men tempoet var lidt hurtigere.”

Sandelig, Webb har skruet lidt ned for sin reverb og indsat lidt mere rytme i sine guitarer. I stedet for at programmere en trommemaskine spillede han et trommesæt på Everything Is Forgotten. Den ekstra kraft er tydelig, men den nye lyd er ikke en reaktion på noget, siger han. Han dykkede lige ind i at skrive sit andet album, så snart det første var færdigt. “Det gav mig ikke tid til at høre meninger fra omverdenen, virkelig,” siger Webb fast. “Jeg prøver bare at gøre et bedre stykke arbejde lige med det samme.” Enhver forskel i lyd var resultatet af en personlig udfordring og eksperimentering.

Den anden halvdel af albummet tager en hjemsøgt drejning. En glitrende disco-stemning hersker, men melodierne bliver middelalderlige. Sange som “Groundswell,” “Hyakki Yako” og “Summer Moon” tager dig gennem en drøm-sekvens – som om du er til en maskerade, danser med fancy fremmede, kun for at finde ud af, at de er ansigtsløse, når de fjerner deres masker. Fremmede akkorder fremkalder en ruslignende transe, og snart hallucinerer du det fordrejede, det uforskede, det ubehagelige.

Han synger disse oplevelser med timbre af Kevin Barnes, eller en blid Chrissy Hynde, og lægger hver falsetto ind i en kaotisk blanding, som om hver repræsenterer et andet spøgelse. Methyl Ethel's vokaler er blevet beskrevet som “androgyn” eller “kønsflydende,” en bevidst kvalitet, som Webb bruger til at fjerne enhver maskulin eller feminin karakter fra sine sange.

“Jeg ønsker ikke, at musikken skal være fra nogen af siderne,” siger han. “Jeg vil bare være en sonisk cyniker og ikke have så meget menneskelig personlighed derinde.”

På samme måde har trioen i pressefotos dækket sig selv med hvid maling for at gøre sig mere livløse. Deres “Ubu” musikvideo er stort set farveløs og viser dem robotagtigt mime en optræden, mens specialeffekter kopierer og indsætter deres ligblege udtryk på hinandens ansigtstræk. “Vi ville holde alt uden personlighed, alt lidt blankt,” siger han.

Webb drysser referencer til indflydelsesrig kunst ind i sine sangtitler, men igen, de er ikke til dig. Titlerne “Schlager,” “Hyakki Yako” og “Femme Maison” betyder måske ingenting for en almindelig person. For ham giver nikkene til tysk musik, japansk folklore og franske malerier henholdsvis en ekstra dybde til hans kreationer. “Det skal mislede eller i det mindste åbne op for et andet niveau af læsning af sangen,” siger Webb.

Fra hvad du kan fortolke, er sangene fyldt med temaer om spænding, angst, reservering og stædighed, og man får fornemmelsen af, at Webb prøver at knække nogen, mens han forsøger at finde sin egen personlige sandhed, noget vi alle kan relatere til på et tidspunkt eller andet. “Holding back now living with you / Just to hear you speak your mind / One at a time / As hard as a sack / When to react? / You were inactive at the start / And I took way too long,” synger han i “No. 28.”

“Det er mig, der skriver til mig selv,” siger Webb, “som flere personligheder af mig selv. Men det er også en blanding af meget personlige ting, som jeg har set og håndteret i mit liv.”

Så med en blank tavle, en kønsneutral stemme, et kor af uhyggelige personlige kampe og referencer, der ikke er ment til at give mening, hvordan lytter du til Everything Is Forgotten, når du ved, at det ikke er skabt for at underholde dig? Nå, det er præcis pointen. Uden et klart visuelt billede er du tvunget til at gribe fat i Webbs ord og skabe din egen uhyggelige fortælling. Nu er det op til dig at få puslespillet rigtigt.