Af Sam Lefebvre
Terminal Consumption er en månedlig anmeldelsesspalte fokuseret på de skyggefulde kanter af punk og hardcore.
Uranium Club—Human Exploration [Static Shock]
Thrashing, gnashing guitar musik formidler misforhold ganske godt, men forsømmer ofte komponenten af ligegyldighed i kerne af noget ondt. På Human Exploration, et år- gammelt album der for nylig og med rette er genudgivet af det engelske label Static Shock, arbejder Minneapolis punk band Uranium Club med riffs så stive, at de kramper i modvilje, og tekster der ser på fornedrelse i både blodig detalje og fra en foruroligende ligeglad afstand.
Uranium Club er også kendt som The Minneapolis Uranium Club og The Uranium Club og Sunbelt Chemical Corporation. Ligesom mange nyere punk acts fra Midtvesten, er det et snu band med lidt interesse for nyhedscyklussen, undtagen for at sprede misinformation. Undvigende manøvrer involverer falske center labels og relativt sparsommelig internet tilstedeværelse. (Sandheden er at vokalisten Brendan Wells nu er koordinator for det langvarige San Francisco punk fanzine Maximum Rocknroll, hvilket ikke ser ud til at have stoppet bandets koncertregime.) Der er en indviklet baghistorie, der involverer en eksklusiv kabal, virksomhedssponsoring, og muligvis forsvarsarbejde. I den ånd, føles de få interviews der findes, bundet af fortrolighedsaftaler og redigering af transskriptioner. Offentlige optegnelsesforespørgsler forbliver uopfyldte.
Alt dette passer godt til det alternately uforklarlige og livlige Human Exploration, et skurrilt album skrevet fra perspektivet af knækkede udskud eller om deres usympatiske adfærd. Undertrykkelse er et stort tema: “The Misadventures of Prissy Krissy” skitserer et røveri og de hævngerrige tendenser hos en kassedame lammet af virksomhedspolitik, mens “The Collector” kæmper med onde tvangstanker i første person. Albummets titel suger på en sociologisk skævhed; som en undersøgelse konkluderer den mest, at der er lidt mening eller videnskab i menneskehedens affald.
Og musikken er fantastisk: opfindsom guitarspil opfordrer som luftalarmer og skærer som stykker. Den nervøse, faldende riff der åbner “Rafter Man” ligner den fra The Undertones’ “Teenage Kicks,” en reference som sangens omkvæd, This nostalgia is killing me, måske synes at kaste i et sarkastisk lys, hvis bare andre tekster (You’re never gonna find that boy / not where I put him) ikke bragte ting tilbage til emnet om ufattelig grusomhed.
“Sun Belt” er en hyldest til idioti ved en Vegas-udflugt, toppet med en dyster detalje om en “ny slags kræft.” Den føles inspireret af gamle regionale diss tracks såsom The Adolescents’ “LA Girl” eller Circle Jerks’ “Beverly Hills.” Kun, ligesom Uranium Club generelt, har den mere skjult intelligens og, tør jeg sige, mere dannelse end dens punk forgængere.
Rüz—Rüz [Lumpy]
Af og til er der en hardcore tekst, der med perfekt økonomi og klarhed, forbinder som intet andet. Rüz’ eponyme EP har et par af dem. Overvej “Hopeless,” som i sin helhed lyder: "Get this / Get that / Hopeless / Sell this / Sell that / Hopeless." Sådan en monosyllabisk konstruktion forfører med deres korthed og er forfriskende med deres ubeskedne klarhed, især når de leveres, som på denne Rüz plade, i konteksten af simpel-men-kraftfuld hardcore. EP'en—oprindeligt selvudgivet sidste år under titlen Tape Culture, er nu tilgængelig med nyt artwork gennem Lumpy Records—inklusiv et par andre overbevisende sætninger, men ingen så effektive som denne om værdierne ved meningsløs tyveri: "Steal shit / Bury it.
LI—On the Corner [Deranged]
Seattle punk gruppe LI, indtil for nylig kendt som Lysol, er det synergistiske ægteskab mellem Nudes’ snedige hardcore og Freak Vibe’s sløve swing. Ingen af de tidligere grupper udgav et fuldlængde album, hvilket gør LI’s On the Corner til en forsinket kulmination af et par vigtige punk præferencer fra Stillehavsnordvest. Rolige syncopation giver “Ill” følesen af stigende bevægelse perfektioneret af regionale jævnbyrdige Vexx. Skurkagtige påstande topper de knokkeldragende “Counterfeit.” Og “Junk” typificerer den måde Chad Bucklew (som for nylig blev medlem af Tacoma post-punk ensemble Criminal Code) fremkalder en vild klagen fra sin guitar; på On the Corner taler riffs lige så meget som vokalerne. Det er et småligt og punchy album, med ujævne growls foran, men der er en rock ‘n roll klassicisme i kernen af On the Corner som rent faktisk bringer til at tænke på glam, dets glitter bleget og sortnet, men dristigt alligevel.
Foster Body—Moving Display [Diabolical Records]
Salt Lake City post-punk ensemble Foster Body lyder som en skrøbelig mekanisme. Guitaren kunne være et kobberredskab der plinker en tommelpiano. Bassen lyder som luft der drives ud gennem et snoet udstødningsrør. Og i denne analogi, betragtes trommerne som en række remskiver og tandhjul, der tvinger slået orden på så mange rustne dele. (Og ja, vi bør undre os over, om Foster Body sange er som steampunk sexgynger.) I mellemtiden er stemningen i dette frenetic, fengslende obskure album en slags camp goth, med teatralt strakte vokaler der pakker udvidede metaforer om social angst.
NASA Space Universe—70 AD [Feel It]
Udgivet af Richmond, Virginia punk distribution og label Feel It på samme tid som et stærkt anbefalet arkivalbum af Charlottesville hardcore ensemble The Landlords, 70 AD er den sidste titel fra NASA Space Universe. Gruppen blev dannet for cirka et årti siden bag det orange gardin i Santa Ana, Californien, men 70 AD er en af de mest uklare optagelser i bandets katalog (og mest fortjener af gruppens hyppige sammenligninger med Die Kreuzen). I stedet for den tunge vægt og stålsatte glans af tidligere plader, foretrækker denne ni-sang 12-tommer en rådden, kvalmende tilstedeværelse der afspejler kvartettens skræmmende volatilitet som live-akt. Zigzag riffs slider på ujævne trommeslag og vokale tantrummer fremkalder spanging dysten af en karriere-urchin. Sangtitlen “Quantum Leper” resonerer. Så også “Meth Western.” Titelsangen kunne være en hyldest til Judas Priest. Med andre ord, midt i den gnistrende ligger der et skrig, et sidste grin over et sidste album der lyder som det mindst udviklede—og bedre for det. Denne svanesang er et dødsryst.
Bliv medlem af klubben!
Tilmeld dig nu, fra 44 $
Kvalitetsmusik. Leveret til din indbakke.
Exclusive 15% Off for Teachers, Students, Military members, Healthcare professionals & First Responders - Get Verified!
