Maren Morris' Hero: Landets næste store ting i sit store debutalbum for majorlabel
Der er et cliché om SXSW—ud over den om, at musik er overalt—at det er muligt at se "Next Big Thing" i X på enhver given tid, at stjernerne for i morgen bliver præsenteret i dag, på scenen ved SXSW. Så jeg er godt klar over, at det jeg snart vil sige er et totalt cliché, men at se Maren Morris ved SXSW i år—selv gennem de høretelefoner jeg havde på til en gimmick-artikel—har jeg aldrig været mere sikker på, at jeg så nogen, der var lige på nippet til at blive ENORM. Hendes sange er intelligente, og hendes stemme slår hårdt. Hun spillede på YouTubes scene ved SXSW, som om det var de arenaer, hun turnerer i denne sommer med Keith Urban. Det er stadig en af de bedste koncerter, jeg har set i år.
Så overvej mig glad for at kunne rapportere, at Morris' debutalbum på et stort pladeselskab Hero leverer på alle de fornemmelser, jeg havde ved SXSW. Hero kunne være 11 numre af fyldstof efter den usandsynlige chart-succes med "My Church"—det blev oprindeligt udgivet uafhængigt, men Columbia signerede hende, da det begyndte at få traction på satellitradio country—men det er et album, der afslører Morris som en af Nashvilles mest dygtige unge sangskrivere.
"My Church" er højst sandsynligt dit indgangspunkt til Morris, og med god grund: det er den bedste ikke-klassiske rock sang om, hvordan det at køre i din bil og lytte til musik er en vital del af menneskelig eksistens. En af Morris' skjulte færdigheder er evnen til at smyge små linjer ind, der ikke afslører sig selv, før man lytter til 10 eller 20. "Jeg holder bare hjulene rullende, radioen scroller/ Indtil mine synder vaskes væk," synger Morris som et rush før omkvædet her, og fangende de redemptive kræfter i god musik, handlingen at søge efter det gode, og at køre formålsløst i et par ord.
Det er de små detaljer, der adskiller Morris til noget særligt. "Berøringen af en hånd, som en filmscene" i "How It’s Done," "den svære at få stjernes" i "80’s Mercedes," papirflymetaforen i "Second Wind"; de små øjeblikke får dette til at føles som et større album, end dets 12 sange og 36 minutter.
Albummet når sit højdepunkt sent med den bluesy og Bonnie Raitt-lignende "I Wish I Was"—en fortælling om at sige til en elsker, at du ønsker, du var den for dem, men dit hjerte ikke kan synge deres sang—og den langsomme torch sang afslutter "Once," som du kan forestille dig Morris synge som den sidste sang på turnéen med en guitar om ryggen og et mic drop til slut. "Once" er en sang fra bunden af et brud, en der sammenligner det med en slags amorf katastrofe, du måske ikke overlever. Det er en fantastisk sang, som bygger op og op til sin vokal showcase for Morris i slutningen. Det er den slags sang, der får dig til at ville genstarte albummet, og får dig til at undre dig over, hvornår kunstneren vil lave en opfølger, fordi dette ene album ikke er nok. Det er en af mine favoritter i år. Måske endda den favorit.
Andrew Winistorfer is Senior Director of Music and Editorial at Vinyl Me, Please, and a writer and editor of their books, 100 Albums You Need in Your Collection and The Best Record Stores in the United States. He’s written Listening Notes for more than 30 VMP releases, co-produced multiple VMP Anthologies, and executive produced the VMP Anthologies The Story of Vanguard, The Story of Willie Nelson, Miles Davis: The Electric Years and The Story of Waylon Jennings. He lives in Saint Paul, Minnesota.
Bliv medlem af klubben!
Bliv medlem nu, fra $44
Kvalitetsmusik. Leveret til din indbakke.
Eksklusiv 15% rabat til lærere, studerende, militærmedlemmer, sundhedsprofessionelle & førstehjælpere - Bliv verificeret!
