Gå live i Essen med Bud Powell

I begyndelsen af april 1960 fandt der et storstilet jazzfestival sted i Essen, en af de vigtigste industribyer i Ruhr-distriktet i Vesttyskland. Denne by er bemærkelsesværdig ikke kun for Krupp-værket, men også for sin enorme koncertsal, "Grugahalle," et arkitektonisk og akustisk vidunder med en sædekapacitet på ikke mindre end 8000.

I denne sal blev der afholdt de to koncerter, der udgjorde den tredje årlige jazzfestival i Essen, "Essen Jazz Tage 1960" – på lørdag den 2. april en koncert med moderne jazz; den efterfølgende dag en koncert dedikeret til forskellige aspekter af traditionel jazz. Denne plade fanger nogle af de mest mindeværdige optrædener fra den første af disse koncerter.

En tysk gruppe, Michael Naura Quintet, åbnede koncerten og blev derefter efterfulgt af et trio bestående af Bud Powell, Oscar Pettiford og Kenny Clarke; Helen Merrill, akkompagneret af Pettiford; Coleman Hawkins med Powell-Pettiford-Clarke; Dave Brubeck Quartet; og Quincy Jones Orchestra.

Af disse blev trioen med Powell, Pettiford og Clarke, og kvartetet med Hawkins optaget til udgivelse på LP. Imidlertid har kontraktlige vanskeligheder i mere end tre år forhindret udgivelsen af denne plade, som mange mennesker, der har hørt om projektet, har ventet utålmodigt på. Selvom jazzmusikere sjældent husker deres professionelle aktiviteter alt for godt, har både Kenny Clarke og Coleman Hawkins for nylig sagt, at de husker koncerten meget klart, og Hawkins huskede endda to af numrene, han spillede. Men på en måde er dette ikke underligt, da det sjældent sker, at musikere af denne betydning samles.

Joachim Ernst Berendt, den fremtrædende tyske jazzkritiker, fungerede som konferencier, og i sin introduktion til trioen påpegede han, at Powell, Pettiford og Clarke kan betragtes som fædrene til deres respektive instrumenter i moderne jazz – Powell har været den mest indflydelsesrige jazzpianist siden krigen, Pettiford fortsatte innovationerne fra Jimmy Blanton og blev en inspirationskilde for de fleste af de yngre bassister, og Kenny Clarke grundlagde den moderne opfattelse af jazz trommespil. At have disse tre musikere samlet i en trio for første og sidste gang lover at være den unikke oplevelse, det er.

På tidspunktet for koncerten var Powell, Pettiford og Clarke også de mest fremtrædende af de amerikanske jazzeksilister i Europa. Pettiford havde mest spillet i Tyskland, Østrig og Danmark siden han kom til Europa i 1958, mens Powell og Clarke hovedsageligt havde boet i Paris, Clarke siden 1956, Powell siden 1959. Mens dette skrives, har Powell haft længere engagementer i Skandinavien. Oscar Pettiford døde i Danmark fem måneder efter Essen-festivalen, og denne plade vil blive værdsat af de mange, der stadig savner ham.

På den første side af pladen, efter hr. Berendts introduktion, åbner trioen sit program med Parker-Gillespie klassikeren, "Shaw 'nuff," komplet med en tricky introduktion og finale, og spillet i det sædvanlige hurtige tempo. Bud Powell er den eneste solist i dette nummer.

"Blues In The Closet" er et af Oscar Pettifords mest kendte og oftest indspillede temaer. Det er også blevet indspillet af Bud Powell under titlen "Collard Greens and Black-Eye Peas." Powell og Pettiford deler solopartierne i den nuværende mellem-hurtige version.

Pettiford introducerer "Willow Weep For Me," en ballade-funktion for hans eget basspil og bemærkelsesværdig demonstration, ikke kun af hans tekniske beherskelse af instrumentet, men også af den passion, med hvilken han plejede at spille det. Soloen består af to kor, hvor klaver og trommer diskret træder ind ved den første bro.

"John's Abbey," en komposition fra 1958, "skrevet af din favorit, Bud Powell," som Pettiford siger, spilles næsten lige så hurtigt som "Shaw 'nuff" og har også Powell som den eneste solist. Clarkes wire-brush akkompagnement er bestemt værd at bemærke.

"Salt Peanuts" blev komponeret af Dizzy Gillespie og Kenny Clarke tilbage i 1941, da de begge spillede med Ella Fitzgerald, og selvom Pettiford – vurderet ud fra sin introduktion – åbenbart ignorerer eller glemmer, at Clarke har en rolle i temaet med det trommelignende oktavmotiv, gør han dette nummer til et køretøj for Clarkes trommespil.

Til den anden side af pladen tilslutter trioen sig Coleman Hawkins, som til en endnu større grad end sine partnere er faderen til sit instrument, og som før krigen var den første af de store amerikanske jazzmusikere til at bosætte sig i Europa. Så vidt vi husker, har Hawkins kun indspillet "All The Things You Are" én gang før, i 1944. Denne nye version spilles i et velvalgt mellemtempo, som også ser ud til at passe Bud Powell i hans tre kor. Den otte takter lange introduktion og coda har været en del af dette nummer siden Gillespie-Parker-optagelsen fra 1945.

Et andet Jerome Kern-nummer, som har været forbundet med Hawkins i flere år, introduceres af ham selv; "Yesterdays." Hawkins er hovedsolisten, lettet af Pettiford i den første halvdel af det tredje kor.

"Stuffy" er et af Hawkins' mest berømte temaer, et typisk eksempel på den semi-bop stil, som han favoriserede i midten af firserne. Faktisk indspillede han det første gang i 1945, akkompagneret af blandt andre Oscar Pettiford. I den nuværende version klarer Hawkins det meste af solospillet selv, men Pettiford laver broerne i begyndelsen og slutningen, Powell spiller tre kor, og der er et kor med fire-takters udvekslinger mellem Hawkins og Clarke.

En særlig tak til hr. Rolf Schulte-Rohnenberg, arrangøren af koncerten, for hans venlige samarbejde, uden hvilket optagelsen ikke kunne have fundet sted, og også hr. Joachim Ernst Berendt, som var hjælpsom på mange måder.

– Erik Wiedemann