Gå Live I Essen Med Bud Powell

I begyndelsen af april 1960 fandt der et storslået jazzfestival sted i Essen, en af de vigtigste industribyer i Ruhr-distriktet i det vestlige Tyskland. Denne by er bemærkelsesværdig ikke kun for Krupp-værkerne, men også for sin enorme koncertsal, “Grugahalle,” et arkitektonisk og akustisk vidunder med en kapacitet på ikke mindre end 8000.

I denne sal blev de to koncerter, der udgjorde den tredje årlige jazzfestival i Essen, “Essen Jazz Tage 1960” – afholdt; lørdag, den 2. april, en koncert med moderne jazz; dagen efter en koncert dedikeret til forskellige aspekter af traditionel jazz. Denne plade fanger nogle af de mest mindeværdige optrædener fra den første af disse koncerter.

En tysk gruppe, Michael Naura Quintet, åbnede koncerten og blev efterfulgt af et trio bestående af Bud Powell, Oscar Pettiford og Kenny Clarke; Helen Merrill, akkompagneret af Pettiford; Coleman Hawkins med Powell-Pettiford-Clarke; Dave Brubeck Quartet; og Quincy Jones Orchestra.

Af disse blev trioen med Powell, Pettiford og Clarke, samt kvartetten med Hawkins optaget til udgivelse på LP. Imidlertid har kontraktlige vanskeligheder i mere end tre år forhindret offentliggørelsen af denne plade, som har været ventet med utålmodighed af de mange, der hørte om projektet. Selvom jazzmusikere sjældent husker deres professionelle aktiviteter alt for godt, har både Kenny Clarke og Coleman Hawkins for nylig sagt, at de husker koncerten meget tydeligt, og Hawkins huskede endda to af numrene, han spillede. Men på en måde er dette ikke underligt, da det sjældent sker, at musikere af denne betydning samles.

Joachim Ernst Berendt, den fremtrædende tyske jazzkritiker, fungerede som konferenceleder, og i sin introduktion til trioen påpegede han, at Powell, Pettiford og Clarke kan betragtes som fædrene til deres respektive instrumenter i moderne jazz – Powell har været den mest indflydelsesrige jazzpianist siden krigen, Pettiford videreførte innovationerne fra Jimmy Blanton og blev en inspirationskilde for de fleste af de yngre basspillere, og Kenny Clarke grundlagde den moderne opfattelse af jazztrommespil. At have disse tre musikere forenet i et trio for første og sidste gang lover at blive den unikke oplevelse, det er.

På tidspunktet for koncerten var Powell, Pettiford og Clarke også de mest fremtrædende af de amerikanske jazzudvandrere i Europa. Pettiford havde hovedsageligt spillet i Tyskland, Østrig og Danmark siden han kom til Europa i 1958, mens Powell og Clarke hovedsageligt havde været bosat i Paris, Clarke siden 1956, Powell siden 1959. Mens dette skrives, har Powell haft udvidede engagementer i Skandinavien. Oscar Pettiford døde i Danmark fem måneder efter Essen-festivalen, og denne plade vil blive værdsat af de mange, der stadig savner ham.

På den første side af pladen, efter Mr. Berendts introduktion, åbner trioen sin del af programmet med Parker-Gillespie-klassikeren, “Shaw ‘nuff,” komplet med tricky introduktion og finale, og spillet i det sædvanlige hurtige tempo. Bud Powell er den eneste solist i dette nummer.

“Blues In The Closet” er et af Oscar Pettifords mest kendte og hyppigt optagne temaer. Det er også blevet optaget af Bud Powell under titlen “Collard Greens and Black-Eye Peas.” Powell og Pettiford deler soloerne i denne mellemhurtige version.

Pettiford introducerer “Willow Weep For Me,” et ballade-feature for hans eget bas-spil og bemærkelsesværdig demonstration ikke kun af hans tekniske beherskelse af instrumentet, men også af den passion, hvormed han plejede at spille det. Soloen består af to omkvæd, med klaver og trommer, der diskret træder ind på første bro.

“John’s Abbey,” en komposition fra 1958, “skrevet af din favorit, Bud Powell,” som Pettiford beskriver det, spilles næsten lige så hurtigt som “Shaw ‘nuff” og har også Powell som den eneste solist. Clarkes wire-brush akkompagnement er bestemt værd at bemærke.

“Salt Peanuts” blev komposition af Dizzy Gillespie og Kenny Clarke tilbage i 1941, da de begge spillede med Ella Fitzgerald, og selvom Pettiford – bedømt ud fra hans introduktion – åbenbart ignorerer eller glemmer, at Clarke har en del i temaet med det tromme-lignende oktavmotif, gør han dette nummer til et transportmiddel for Clarkes trommespil.

På den anden side af pladen tilslutter trioen sig Coleman Hawkins, som i endnu højere grad end sine partnere er faderen til sit instrument, og som før krigen var den første af de store amerikanske jazzmusikere til at bosætte sig i Europa. Så vidt vi husker, har Hawkins kun optaget “All The Things You Are” én gang tidligere, i 1944. Denne nye version spilles i et veludvalgt medium tempo, som også synes at passe Bud Powell i hans tre omkvæd. Den otte-takters introduktion og coda har været en del af dette nummer siden 1945 Gillespie-Parker optagelsen af det.

Et andet Jerome Kern nummer, og et som har været forbundet med Hawkins i flere år, introduceres af ham selv; “Yesterdays.” Hawkins er hovedsolisten, lettet af Pettiford for den første halvdel af det tredje omkvæd.

“Stuffy” er et af Hawkins mest berømte temaer, et typisk eksempel på den semi-bop stil, han foretrak i midten af fyrrederne. Faktisk optager han det første gang i 1945, akkompagneret af blandt andre Oscar Pettiford. I denne nuværende version laver Hawkins det meste af soloen selv, men Pettiford laver broerne i begyndelsen og slutningen, Powell spiller tre omkvæd, og der er et omkvæd af fire-takters udvekslinger mellem Hawkins og Clarke.

En særlig tak til Mr. Rolf Schulte-Rohnenberg, arrangøren af koncerten, for hans venlige samarbejde, uden hvilket optagelsen ikke kunne have fundet sted, og også til Mr. Joachim Ernst Berendt, der var hjælpsom på mange måder.

– Erik Wiedemann