Den langsomme brænding: Julien Baker 'Forstuvet ankel'

At forsøge at følge med nye plader føles ofte som at prøve at tømme en dæmning med et stykke tyggegummi; syndfloden vil fortsætte, uanset om du kan lide det eller ej, og du vil komme til at gå glip af nogle ting. The Slow Burn er vores klumme, hvor skribenter taler om album, de har 'misset' - hvilket i dagens musik-Twitter-æra kunne betyde, at de ikke lyttede til det inden for de 5 dage omkring udgivelsen - og hvorfor de fortryder, at de ikke fik lyttet til albummet før nu. Denne udgave dækker Julien Bakers album fra 2015, Sprained Ankle.

En eller anden gang mellem tredje og fjerde 'I can’t think of anyone, anyone else' i denne video af Julien Baker, der fremfører 'Something' på OurVinyl Sessions, gik jeg fra at være ambivalent overfor Baker til at være overbevist om, at jeg så den nye Fiona Apple, Cat Power eller Dashboard Confessional (ja, jeg sagde det) i en ny generation. 'Something' er en 'nøgen' sang på en måde, som sange, der kaldes 'nøgne', ofte ikke er; den handler om små detaljer og flossede følelser. Baker genskaber en gåtur efter et brud på en parkeringsplads med en forsikring til sig selv om, at hun vidste, at bruddet ville komme, og med en smerte over, at hun ikke kunne finde noget at sige. Alt, hvad man nogensinde vil i en skænderi, er at sige det rigtige, og det er det, der knuser Baker mest. 'Should have said something, something something, couldn’t find something to say, so I just said nothing, said nothing, said nothing,' synger hun her, i rå umiddelbarhed. 'Something' er en magtkraft; det er ingen overdrivelse at sige, at jeg har lyttet til det 300 gange siden jeg hørte det første gang for to uger siden.

De små detaljer af enorm hjertesorg er, hvad der til sidst trak mig ind i Sprained Ankle. Men det er også et koncept-brudalbum om en kvinde, der laver et brudalbum under et brud. 'Spilling my guts, sweat on a microphone, breaking my voice,' synger hun på titelnummeret. 'Whenever I’m alone with you, can’t talk but, “Isn’t this weather nice? Are you okay?”' Hun kan bearbejde sine følelser for den person, der er i gang med at forlade hende - og efterlade hende som en følelsesmæssig, rå nerve - til en sang, men hun kan ikke gøre det i en samtale. Baker skrev de fleste af disse sange i små musikrum om natten på universitetscampussen i Tennessee, hvor hun går i skole og undgår at sidde fast på sit kollegieværelse. Og ved at lytte til dette med den viden, kan du forestille dig hende skrige disse tekster ind i lyddæmpede vægge og nodestativer.

Så hvordan tog det mig fire måneder siden udgivelsen at komme til Sprained Ankle? Det virker som om, det er lige noget for mig, ikke? Og skrev Tyler Barstow ikke en artikel om Sprained Ankle, og hvordan det påvirkede ham for et par måneder siden? Jeg har ikke en rigtig god undskyldning; en lille, men vokal gruppe af mennesker var begejstrede for hende på min Twitter-feed, men ikke nok til at få mig til at føle, at jeg gik glip af noget. Plus, da jeg så hende få hype, læste jeg Ian Cohens anmeldelse på Pitchfork, og lærte, en gang for alle, at hans smag og min ikke stemmer overens på nogen væsentlig måde (jeg skulle have vidst det efter hans Das Racist anmeldelser).

Men pointen med Slow Burn er, at vi fejrer at komme til tingene, fordi det vigtige er faktisk at nå til noget. Sprained Ankle er delikat men råt, fyldt med død men livsbekræftende, rummeligt men indadvendt. Jeg fortryder, at jeg ikke fik tjekket Sprained Ankle før - jeg undrer mig også over, hvilken slags kaos det ville have skabt på min årlige albumliste. Men jeg ved heller ikke, om jeg var klar til at være lige så besat af at se dusinvis af live-udgaver af 'Something' i oktober, som jeg er i januar, når det er koldt, og der ikke er noget at lave, og jeg har bedre evne til - takket være sæsonbetinget affektiv lidelse - at komme ned i mine følelser. Og intet har mig mere nede i mine følelser end Sprained Ankle lige nu.