Se tonerne: Joe Cocker: Skør hund med sjæl

Saturday Night Live var kun inde i det tredje afsnit af sin første sæson, da John Belushi udførte sin ikoniske imitation af Joe Cocker. Belushi vifter rundt på scenen, vipper med armene i alle retninger, en freaky grimasse forvrider hans ansigt, mens han synger Beatles' "With a Little Help From My Friends", som Cocker sjæleligt havde genskrevet i sit eget billede gennem årene. Det hele slutter med, at Belushi nærmest falder af scenen. Det er let et af de fem mest mindeværdige øjeblikke i historien om det langvarige komedieshow, og det nåede dertil på grund af, hvordan Belushi rent faktisk kanalisere Cockers rå sjæl, som, indrømmet, så ekstremt smertefuldt ud. Som vi vil se med John Edgingtons dokumentar Joe Cocker: Mad Dog With Soul, kom denne dybe gutturale evne til at give den gas på scenen med en pris.

Den berømte optagelse fra Belushi nævnes ikke i filmen, men det er måske til det bedre, da forløbet her delvist er overskygget af tyngden af, at Cocker døde i slutningen af 2014. Der er nogle sjove og lette øjeblikke, for at være sikker, men meget af Cockers karriere var et forfaldet kaos, hvor alle omkring ham forsøgte at hjælpe ham med at få det til at fungere længe nok til at give flere store shows i træk. Cockers fravær mærkes gennem hele filmen, og Edginton inkluderer ikke næsten nok arkivinterviews for at få Cockers ånd frem, men vælger i stedet for masser af klip fra liveoptrædener og anerkendelser fra kunstnere, der var stolte af at se deres arbejde gennem den nye linse, som hans optrædener gav dem. Der er meget af "Mad Dog" her, men hvad angår den titel-liggende "...With Soul" forpligtelse, falder tingene en smule kort.

I popmusikkens historie sidder Cocker midt i et interessant venn-diagram, lige der ved krydsene af rock, jazz og mest tydeligt, soul. Hans talenter lå ikke i at skabe sit eget materiale, men i stedet var han på en eller anden måde i stand til at omforme sangene fra andre musikere til noget, der var helt hans eget. Du kan lave en liste over covers, der overgår originalen, som Hendrix's version af Dylans "All Along the Watchtower" og Johnny Cash's spin på Nine Inch Nails’ "Hurt", men hvor talentfuld skal man være for at bygge størstedelen af sin karriere på den unikke evne? Udover bare kvaliteten af Cockers stemme (som var monumental) er hans undervurderede evne som kurator. Hvis dit evnerække er begrænset, kan du ikke spilde tid på at tage sange, som du ikke vil kunne udføre på højeste niveau. Tænk på, hvor lang tid du bruger på at finde den helt rigtige sang til Karaoke, og nu forestil dig, hvor lang tid du ville bruge, når du vidste, at du skulle være den bedste person til at tage den sang. Vil du spilde det på "The Bad Touch" af Bloodhound Gang? Måske skal du tænke en gang til.

I popmusikkens historie sidder Cocker midt i et interessant venn-diagram, lige der ved krydsene af rock, jazz og mest tydeligt, soul. Hans talenter lå ikke i at skabe sit eget materiale, men i stedet var han på en eller anden måde i stand til at omforme sangene fra andre musikere til noget, der var helt hans eget. Du kan lave en liste over covers, der overgår originalen, som Hendrix's version af Dylans "All Along the Watchtower" og Johnny Cash's spin på Nine Inch Nails’ "Hurt", men hvor talentfuld skal man være for at bygge størstedelen af sin karriere på den unikke evne? Udover bare kvaliteten af Cockers stemme (som var monumental) er hans undervurderede evne som kurator. Hvis dit evnerække er begrænset, kan du ikke spilde tid på at tage sange, som du ikke vil kunne udføre på højeste niveau. Tænk på, hvor lang tid du bruger på at finde den helt rigtige sang til Karaoke, og nu forestil dig, hvor lang tid du ville bruge, når du vidste, at du skulle være den bedste person til at tage den sang. Vil du spilde det på "The Bad Touch" af Bloodhound Gang? Måske skal du tænke en gang til.

Cockers professionelle bue passer godt ind i den typiske Behind the Music op- og nedgangsstruktur, og Edginton spilder ikke med, hvor lavt Cocker blev bragt af sine dårlige forretningsbeslutninger og kronisk alkoholisme. Personligt vil jeg sige, at bunden skulle se ud som at tage pauser mellem sangene for at kaste op i spande af ølbitter, hvilket Cocker gjorde så mange gange, at det blev en slags løbende joke blandt roadies. Hans rigtige bundniveau kom dog, da han indså, at han ikke længere kunne ramme "With a Little Help From My Friends” højnote. På en eller anden måde formår Cocker, en frustrerende person generelt (for at høre hans venner fortælle det i det mindste), at gøre det endnu mere frustrerende at blive ædru, med hvor nemt det er for ham. Hvad stoppede ham fra at tage imod alle de andre åbenlyse advarsler indtil dette tidspunkt?

At nedgradere Cocker i det store billede som værende lavt på totempælen for rock og roll er ikke så svært. Han skrev ikke sine egne sange, og han var ikke ligefrem det, man ville kalde en bandleder (de ansvar blev overdraget til Leon Russell, som bemærkelsesværdigt tog enhver chance for at overstråle Cocker under "Mad Dogs and Englishmen" turnéen), og han kom i så meget gæld, at han svømmede i den arv, han måske kunne have reddet i 80'erne og 90'erne. Når det er sagt, var fyren en enestående performer om nætterne, hvor han var på, og hvis noget, bør denne film få dig til at finde nogle af hans live-album, som bestemt er kraftfulde.

Næsten et år til dagen efter Belushi først debuterede sin Cocker-imitation, dukkede Joe Cocker selv op og imponerede publikummet i Studio 8H med "You Are So Beautiful", før Belushi kommer ud for at udfordre manden selv til en Cocker-off under "Feelin' Alright." På trods af en ærlig indsats, kan Belushi ikke følge med, og scenen slutter med de to mænd i en respektfuld omfavnelse. Strengt taget gør Mad Dog With Soul et rimeligt godt job med at sætte Cocker på sin rette pedestal, men det efterlod mig stadig med denne "Du skulle bare have været der, maaaan" stemning, når det kommer til hvad end det var, der gjorde ham til den legende, han åbenlyst er.