Jazmine Sullivan finder kontrol i selvrefleksion på 'Heaux Tales'

foto af Myesha Evon Gardner

“Du hører dette projekt og – hvad jeg ville gøre, er at få dig til at tænke over, hvorfor du gør visse ting, og så angribe det, kigge på den del. Hvorfor gør jeg dette? Hvis du elsker det, og det får dig til at føle dig godt tilpas? Så giv den gas, bliv ved med at gøre det,” sagde Jazmine Sullivan, mens hun diskuterede Heaux Tales forud for dens udgivelse i et interview med Breakfast Club sidste måned. “Men hvis du ser på det og siger, 'Hvad? Det er ikke rigtigt, det startede et andet sted, det sted, det startede, er hvad jeg skal tage fat på,' så tager du fat på det. Så det handler bare om selvrefleksion.”

Som man kunne forvente ud fra titlen alene, handler Heaux Tales selvfølgelig om historier om kødelig nydelse — og gud ske tak for det. Men det handler også om definitionerne af det, ejerskabet af det, genvindingen af det, de dynamiske kontekster, hvori det udfolder sig, og den konstante bevidsthed, der tjener den bedste version af det. I sin 13-årige karriere har Sullivan aldrig været en, der sukker-coater noget, men hendes fjerde album, og det første i næsten seks år, forankrer dybt og komfortabelt i selv-ærlighed, ved at bruge de åbenhjertige synspunkter og indsigt fra andre til at forme sin ramme.

Et multifacetteret og klogt konceptalbum, “historierne” om seks forskellige kvinder tematiserer lytterne fra begyndelse til slutning i form af korte, samtalelignende talte interludes over hypnotiske beats eller gospelorgler, hver efterfulgt af mere konventionelle numre, der udforsker de begreber, der blev præsenteret i den foregående interlude.

Tag den uforbeholdne, jeg-sagde-hvad-jeg-sagde lead single, “Pick Up Your Feelings.” Den følger “Antoinette’s Tale,” hvor Antoinette direkte siger “Vores samfund lærer [mænd] at være så optaget af sig selv og deres egne erobringer, at de glemmer, at vi også er seksuelle væsener...Vi er herude og fortæller dem, at fissen er deres, når det i virkeligheden er vores.” På fortællingens efterfølgende følge viser Sullivan den direkte ejerskab i både vokal dygtighed og lyrik; “Boy please, jeg har ikke brug for det (jeg har ikke brug for det) / Minder, alt det lort, du kan beholde det,” hun tørre sine hænder—komponeret, uforstyrret, og i kontrol.

Mens albummet tematiserer ufuldkommenheder, forbliver den flydende kontrol igennem det hele, selv under mere smertefulde eller sårbare øjeblikke, som den bitre ballade “Girl Like Me (feat. H.E.R.)” eller den dybt knuste “Lost One.” Sullivan, og fortællerne der følger hende, forbliver i deres magt gennem det hele, i en konstant tilstand af selv-ærlighed og refleksion.