David Gray ser tilbage, ikke i vrede

VMP: Når White Ladder kommer op, hvad er din første tanke, når du ser tilbage på det nu, alle disse år senere?

David Gray: Nå, jeg er meget stolt af, hvad vi gjorde. Jeg tror, jeg har en blanding af følelser, og at lave dette 20-års jubilæum, hele tinget er forbundet med tusind tanker og følelser virkelig. Men virkelig var det et afgørende øjeblik, hvor jeg tror, at for at overleve i min tidlige karriere, måtte jeg få en slags hård ydre belægning af noget kynisme og defensivitet for at komme igennem det faktum, at tingene ikke gik så godt. Det var hårdt at komme igennem koncerter i almindelighed, komme igennem til folk og skabe kontakt med musikken. At bygge noget meningsfuldt var sådan en udfordring. Men hvad der skete med White Ladder og hvad vi indså fra næsten det øjeblik, vi udgav det, var, at det havde denne slags mærkelige magi. Sange havde en mærkelig magi, og utrolige ting begyndte at ske.

Kan du beskrive magien?

Folk sang dem tilbage. Vi solgte plader, for Guds skyld. Dette er før det blev globalt. Dette er kun på vores eget label i Irland, i Storbritannien. Det var en ting, som folk delte, og det betød, at denne defensive kynisme, der var så essentiel for overlevelse, måtte du afkaste og leve på en anden måde i en verden, der kunne vende sig omkring og ændre sig helt og give dig alt, hvad du havde håbet på og mere. Så det er hvad White Ladder er for mig. Det er dette afgørende øjeblik, hvor alt ændrede sig, og jeg er stolt af det som et musikstykke. Det var tre mennesker, der lagde al den kreativitet, de havde, ind i en idé. Vi havde meget lidt penge og meget lidt udstyr til at lave det bedste, de kunne lave, og det står stadig.

Albummet var helt sikkert forud for sin tid i de instrumentale ting, det gjorde. Hvad var nogle af de ting, du lyttede til eller prøvede at opnå musikalsk med albummet, da du først arbejdede på det?

Jeg gætter på, at dette virkelig er en britisk ting, men i britisk musik er det slags vigtigt at smelte ting sammen på en slags voldsom og måske uforudsigelig måde. Det er et meget lille, komprimeret land med mange mennesker og mange ideer og mange store personligheder. Og på en eller anden måde inkluderer vores musikalske arv mange ting, fra punk til New Wave, til Beatles og Stones i 60'erne. Jeg forsøgte ikke at være vilkårlig elektronisk, men jeg var ivrig efter at finde stemningen til min musik, der lød som noget fra nu, noget fra mit liv, der afspejlede alle de ting, jeg hørte. Jeg ville undslippe sammenligningen med Van Morrison, Bob Dylan, John Martin og Nick Drake. Jeg ville få noget, der talte på en anderledes måde. Så inkorporering af nogle af disse ret uhøflige elementer, disse slags elektriske frække elektroniske lyde, var afgørende.

Hvor hurtigt efter albummet blev udgivet på dit eget lille label indså du, at du var ved noget, og at albummet ville gøre noget?

Nå, meget hurtigt, men dette er en "Holy shit!" inden for små horisonter, fordi vi udgav det i Irland først, fordi det var det eneste sted, hvor jeg virkelig nogensinde havde solgt nogen plader af betydning. Så vi havde solgt fire eller fem tusinde af mine tidligere albums. Vi pressede 5.000 eksemplarer op, og de blev solgt inden for et par uger. Og så måtte vi presse endnu fem, og det fortsatte, og så gik vi guld. Så gik vi platin. Så gik vi dobbelt platin, tredobbelt platin. Og det var kun i Irland. Vi fandt partnere her, og vi udsendte pladen her, og det var en meget vanskeligere proces at komme forbi start og få lidt momentum. Så der var et tidspunkt i 2000, hvor det begyndte at tage fart rundt om i verden. Det er den amerikanske historie, som gennem Dave Matthews' label, han udsendte det derovre, og så licenserede Warner det for resten af verden, eksklusive Irland og Nordamerika. Og de begyndte at sætte deres vægt bag det, som en major virkelig kan.

I de få år derefter var du meget taknemlig for din succes og meget begejstret for, hvordan albummet gik, men det ser ud til, at du måske kæmpede lidt med fans' forventninger og hvad de forventede at komme næste gang.

Jeg tror ikke, det var fanbaseret. Jeg synes, hele tinget er komplekst, fordi noget blev lavet på en meget slags ubevidst måde, og så bliver du pludselig kastet ind i en omvendt situation, hvor du skal forsøge at skabe noget andet. Det er meget svært at finde det komfortable naturlige sted, hvor du laver musik. Det var en overvældende, tumultarisk periode, hvor jeg slags trak mig tilbage i min skal. Jeg nød ikke verden af berømmelse og succes, og det var ikke noget, jeg syntes havde nogen værdi på sine egne præmisser. Jeg var… Jeg elskede det faktum, at alle lyttede til musikken. Og så har du hele tinget med, at alle bare vil høre visse sange, og det er første gang, du har oplevet det, det er ret skræmmende, fordi du tænker: "Nå, vent lidt, du ved? Ja, de var fantastiske, men lad os ikke bare blive defineret af et øjeblik." Og det var et så stort øjeblik, at du essentielt aldrig slipper fra det, og jeg har nu forskellige taktikker til at håndtere det.

Hvornår kunne du tage et skridt tilbage og værdsætte succesen af det album?

Det tog et stykke tid. På en måde tog det nok en god 10 år, vil jeg sige, før det stoppede, måske endda lidt længere end det, før det stoppede med at være et stort problem. Jeg tror, det var så til stede i mit sind, at jeg påtænkte ikke at knække under presset af folk, der bare ønskede visse ting fra dig, visse sange på en vis måde. Jeg var så besluttet på at lægge al min energi i at gøre andre ting og præsentere ting anderledes, ændre sange, lege med sange, droppe visse sange, være det “This Year's Love” eller “Babylon.” Jeg forsøgte at genopfinde dem.

Der er virkelig ikke en regelbog for at finde ud af disse ting.

Denne tur er første gang nogensinde, at jeg vil påtage mig noget, hvor publikum vil få præcis, hvad de vil have. Jeg vil genskabe albummet fra start til slut, med de lyde og det udstyr og de mennesker, jeg lavede det med. Jeg tror ikke, jeg vil gøre det igen, det er en slags engangs-ting. Det er en fejring for publikum, og det er en fejring for os, så det er ... På den anden side af det skal vi se, hvordan terrænet ser ud efter sådan en stor ting.

Dette album vil blive introduceret til nogle mennesker, som aldrig har hørt det før. Hvad håber du, at en ny lytter tager væk fra at lytte til dette album i år 2020?

Jeg gætter på, at jeg bare vil have, at de forbinder med sangene, virkelig. Vi havde ikke mange penge, vi havde ingen reel teknologi, vi havde ikke produktionskapaciteterne til at opbygge et storslået album. Vi byggede noget, der havde lidt jordnærhed og lidt humor og lidt stil, men vi lod sangene tale. Alt andet understøtter vokalen og sangen. Det er White Ladder-metoden. Det er et soveværelsesalbum, så sangene skal komme først. Det handler virkelig om at forbinde fra øjeblik ét, når du hører “Please Forgive Me.” Du ved enten, om du vil tage turen eller ej. White Ladder blev designet sådan, at du starter helt fra begyndelsen og det tager dig hele vejen igennem til slutningen. Så for de mennesker, der forbinder, synes de at forbinde intenst. Jeg håber virkelig, at det rammer nye lyttere. Jeg er altid spændt på at finde nye ører derude.