Ugens album - Sparklehorse's 'It's A Wonderful Life'

Hver uge dykker vi ned i kasserne for at fortælle dig om et "tabt" eller klassisk album, som vi mener, du bør høre. Denne uges album er Sparklehorse's It's a Wonderful Life. 

Historien bag Sparklehorse er lige så inspirerende og overvældende som det, han besluttede at kalde sit mesterværk, titlen It’s A Wonderful Life. Debutalbummet Vivadixiesubmarinetransmissionplot kom i 1995. Ikke alene fik det jævnlig afspilning på college radioen, men det var godt nok til, at han fik åbningen for Radiohead på deres europæiske tour i 1996. En nat, efter deres koncert i London, overdoserede Linkous i sit hotelværelse med en blanding af heroin, antidepressiva og alkohol. Han kollapsede over sine ben og blev ikke fundet før næste dag, en hændelse der efterlod ham rullestolsbruger i flere måneder og næsten krævede amputation. Lægerne forventede, at han aldrig ville kunne gå igen. Men ikke desto mindre, opnåede han en fuld og komplet bedring og blev inspireret til at lave 1998's Good Morning Spider, som blev betragtet som hans kommercielle gennembrud og nåede nummer 30 på de britiske Billboard-hitlister, det højeste nogen af hans albums nogensinde ville placere sig.

It’s A Wonderful Life, er dog helt anderledes end ethvert andet album i Sparklehorse diskografi. Mens det er lige så fokuseret og optimistisk som ‘Good Morning Spider,’ og lige så mærkeligt som hans 2006 store plade debut Dreamt for Light Years in the Belly of A Mountain, It’s A Wonderful Life besætter et sted, der er helt forskelligt fra århundredeskiftets guitar-rock. Linkous nævner Daniel Johnstons mentalsygehus demoer som sin indflydelse, 'dokumentarisk musik' der fik verdens øvrige popsange til at lyde tåbelige og kedelige (se 1984-samlingen af demoer med titlen Retired Boxer). It’s A Wonderful Life, er derfor melankolsk mens det er jubel, dystert mens det er optimistisk. Det er en plade fuld af smukke sange, for langsom til at være et hit, men for sød til at blive glemt. Albumåbneren og titelnummeret "It’s a Wonderful Life" sætter tonen fra starten med bittersøde linjer som “Jeg er hunden der spiste din fødselsdagskage.” ‘Sea of Teeth’ fortsætter med refleksioner over tidens uundgåelige gang: “Stjerner vil altid hænge i somrens blødende tænder. Have koger for evigt, og træer vil blive til jord.” P.J. Harvey synger på nogle sange, og Tom Waits giver et bidrag til "Dog Door", det eneste nummer der stikker ud som en sårende tommelfinger. Men "Gold Day" kan være den sødeste skæring af dem alle, med en melodi af fløjter og ambience, der understøtter teksten som: “Godmorgen, mit barn. Bliv hos mig et stykke tid. Du har ikke noget sted at være. Vil du ikke sidde lidt med mig? Du har diamanter for øjne. Det er tid for dig at stige op og fordampe i solen. Nogle gange kan det veje en ton...I sølvbunker af smil, må alle dine dage være gyldne, mit barn.”

Et album så smukt og opmuntrende burde ikke ende med så stor en tragedie. Desværre begik Linkous selvmord i begyndelsen af 2010, lige før udgivelsen af hvad der måske ville have været det største album i hans karriere, et album med titlen Dark Night of the Soul, som var et samarbejde mellem ham og Danger Mouse, den berømte producer, der har lavet nogle af de bedste plader af Beck, Cee Lo Green, Black Keys og andre. David Lynch leverede fotografering til albumets omslag, mens Danger Mouse og Linkous lavede musikken. Før den officielle udgivelse, kom Danger Mouse i konflikt med EMI i en retssag, og albumet blev udskudt, med nogle der antydede, at det aldrig ville se dagens lys. Dette fik priserne for nogle kopier der var lækket, til at stige, med selv en CD der på det tidspunkt gik for hundredevis af dollars. Bogen med David Lynchs fotografier blev solgt med en blank disk, og indeholdt en note, der lød: “Af juridiske årsager indeholder den vedlagte CD-R ingen musik. Brug den som du vil.” Hver sang havde en forskellig gæstevokalist, fra Julian Casablancas (fra The Strokes), der leverede den første single "Little Girl," samt Iggy Pop (fra The Stooges) og Wayne Coyne (fra The Flaming Lips), selv obskure indie-inkarner som Jason Lytle (fra Grandaddy) eller Vic Chestnutt der synger "Grim Augury." Det faktum at Chestnutt kom med på dette album er bemærkelsesværdigt i sig selv, efter en bilulykke i en alder af kun 18 år efterlod ham kvadriplegisk. Linkous havde forsøgt at rekruttere ham som del af ‘Good Morning Spider’ pladen, men Chestnutt kunne ikke deltage i sessionerne. I et interview fra 2009 med NPRs Terry Gross talte Chestnutt om at være "uforsikret" på grund af sin kvadriplegi, og dermed $50.000 i gæld med medicinske regninger. “Jeg vil ikke dø,” sagde han. “Især ikke bare fordi jeg ikke har nok penge til at komme tilbage til hospitalet." I samme interview sagde han, at han havde “forsøgt selvmord tre eller fire gange før”, og det var derfor, at han på juledag i 2009 blev fundet død, efter at han havde overdosering med muskelafslappende midler. Ikke desto mindre var deres samarbejde før slutningen en sand gave, et lysstråle midt i den truende undergang.

En kort europæisk tv-dokumentar giver os lidt indsigt i manden bag musikken. En total gear-entusiast, Linkous viser kameraerne rundt på sin ejendom i Virginia, prydet med sammenstillede motorer og værelser fyldt med båndmaskiner og guitarudstyr. Han var en musikers sangskriver, der virkelig excellerede i optagelsesprocessen. Sangene på It’s A Wonderful Life er fejlfri juveler af introspektion, men forbliver betagen med lige den rette mængde af mærkelig luft og instrumentering for at holde dig engageret.

Pladens værdi er firedoblet siden dens udgivelse, med de oprindelige udgivelser fra Devil in the Woods løbende fra $100-$300. En 2012 genudgivelse på 180-gram vinyl er lige så svær at finde, da den længe har været udsolgt, men sælges tættere på $50.