Freddie Gibbs, Drake og resten af den bedste rap fra marts

Freddie Gibbs: You Only Live 2wice

Det er nemt at kæde Freddie Gibbs sammen med et utal af overskriftsnørende underplott: forfaldet i hans hjemmebane Gary, Indiana; forfaldet af hans Interscope-aftale i slutningen af 2000'ernes pladeindustri-kollaps; hans forhold til Madlib; anklagerne, der sidste år holdt ham låst i en række fængselsceller over hele Europa, væk fra hans nyfødte datter. Men grundstenen i hans appel er, at han er en af de bedste rappere i sin generation, både som en frygtløs ærlig forfatter og med sin svimlende tekniske dygtighed. You Only Live 2wice, en kort meddelelse forud for hans anden Madlib-samarbejde, Bandana, er en voldsom genintroduktion. Beat-skiftet halvvejs gennem åbneren “20 Karat Jesus” gør det til en sejrsløb; Gibbs ser aldrig tilbage, og ruller otte sange af iskold gangsta-rap ud, fremhævet af den barske “Andrea.”

Don Trip & Starlito: Step Brothers Three

At sige, at Don Trip og Starlito er fremragende rappere, ville være en grov underdrivelse; at sige, at den tredje del af deres Step Brothers serie er et af 2017’s mest brillante plader, er helt rimeligt. Tennesseanerne brugte deres to forrige fuldlængdeudgivelser (et mixtape i 2011 og en detailindsats to år senere) på at overgå hinanden ikke kun med verbale fyrværkeri, men også med alvorlige personlige afsløringer og dyster, naturalistisk historiefortælling. Three er fyldt med masser af akrobatisk punchline-arbejde, men bruger det meste af sin tid og energi på de mere alvorlige dele af Trip og Lito’s liv.

GoldLink: At What Cost

At What Cost er den GoldLink, vi blev lovet fra starten: en person, der sømløst syntetiserede DMVs brede udbud af musikalske påvirkninger til noget dristigt originalt. Listen over berømte co-signs er godt slidt på dette tidspunkt, men sandheden er, at disse sange er så livlige (“Have You Seen That Girl?”) og kinetiske (“Kokamoe Freestyle”), at navnet på den hvide label næppe ville betyde noget. Korollar: har det store Shy Glizzy navnændringsforsøg officielt fejlet?

Roc Marciano: Rosebudd’s Revenge

Roc Marciano har brugt 2010’erne på at lave noget af verdens mest stilfulde, ondeste og mest uforlignelige rapmusik. Rosebudd’s Revenge er hans tredje store LP i årtiet (selvom dens markedsføring og lydkvalitet antyder en mere forkortet proces end med Marcberg eller Reloaded). Sange som “Burkina Faso” er Marci’s verdenssyn i mikrokosmos: hårdbundne sko, præcist udførte røverier, “Might cop the Lotus but I’ve outgrown it.” Hvad der gør Marci’s sangskrivning så magnetisk, er at hvad end han beskæftiger sig med i det givne linje (trussel eller luksus, normalt), er det i tjeneste af at runde hans antagne persona af. Rosebudd’s Revenge er ikke hans definitive værk, men det er en præcis, skarpskåret dosis for de allerede indviede.

Drake: More Life

More Life er næsten helt sikkert det album, Drake håbede at lave sidste år, før han bøjede sig for det opfattede pres og fyldte Views med en træt, solipsistisk rap, der lyder helt frakoblet fra hans hit-singler. Det er ikke for at sige, at det nye sæt er fyldt med “One Dance”s og “Controlla”s—dets bedste sange snurrer i forskellige retninger, fra det metalliske “Free Smoke” til det hjertelige “Do Not Disturb” til det triumferende “Sacrifices,” der kommer komplet med show-tyvende vers af 2 Chainz og Young Thug. More Life’s tidlige, dansefokuserede suite vil sandsynligvis regere radio til sommeren, en fortjent sejr for en person, der kunne forblive på toppen gennem ren inerti.

Elucid: Valley of Grace

Elucid’s arbejde med billy woods som Armand Hammer har været lagdelt, tandet, og overhovedet noget af den bedste eksperimentelle rapmusik i nyere tid. Hans solo-arbejde, inklusive sidste års fænomenale LP Save Yourself, dykker endnu længere ned i de kreative tunneler, og Valley of Grace, en ny plade skrevet og optaget under et længere ophold i Sydafrika, er hans mest forvirrende endnu. Den giver lige vægt til øjeblikkets bekymringer af kødet og til de mere metafysiske realiteter ved at være en sort amerikaner; den forestiller generationer af traumer som et snavs, der dækker kontorvinduer, dørhåndtag, regeringsnummerplader.

Rick Ross: Rather You Than Me

For det første, er det fuldstændig sindssygt, at det tog så lang tid for Rick Ross at lave en sang kaldet “Lamborghini Doors.” Det er fascinerende at lytte til Ross’s brand af måske-overholder-skat-loven-og-også-på-en-yacht rap som en nedtonet legacy act; det grænser til chokerende, at det fungerer så godt. Som du sikkert har hørt nu, tager Ross sigte på Birdman over Cash Money's berygtede forretningspraksis, med Chris Rock i slæb og “Where Have You Been” beatet på loop. Hvis Ross—manden, der berømt trak på skuldrene af afsløringen om, at han var en fængselsbetjent snarere end en kokain-konge—bliver en slags industriens sandhedsfortæller, ja, så er der sket mærkeligere ting. Rather You Than Me er fyldt med den slags gæste-tunge, stille fremragende sange, der runder de fleste Ross-album: se “Dead Presidents,” som har Yo Gotti, Future og langvarig rival Jeezy, eller den Young Thug- og Wale- (ja, Wale-) assisterede “Trap Trap Trap.”

G Herbo: Welcome to Fazoland 1.5

Chicago-rappere bliver ofte behandlet som sociologiske case-studier, genremarkører, eller begge dele, men sjældent som levende, åndende mennesker. Tilbage i 2014 lavede Lil Herb (som han dengang blev kendt som) en af de mest uforglemmelige menneskelige plader, der nogensinde har ramt en RSS-feed. Welcome to Fazoland var en blændende demonstration af æstetisk know-how, der også overflødede med dobbelt så meget smerte og lidelse, som nogen teenager burde have oplevet. Herb’s seneste EP genbesøger Fazoland, og præsenterer et halv dusin sange, der lyder som om de kunne være blevet valgt ud fra de samme sessioner. Fazoland 1.5 fortsætter en åndeløs række af bånd (se især Ballin’ Like I’m Kobe og december’s Strictly 4 My Fans), der positionerer Herbo som en af rap's lyseste unge talenter. Hans udvikling fortsætter med at være en absolut glæde at overvære.