Et fantastisk album fra G.L.O.S.S. og de bedste punkudgivelser i juni

Terminal Consumption er en månedlig anmeldelsespørgsmål fokuseret på de skyggefulde marginaler af punk og hardcore.

G.L.O.S.S. – Trans Day of Revenge EP [Total Negativity/Nervous Nelly]

At kalde G.L.O.S.S. et presserende og nødvendigt band — som et uforholdsmæssigt antal forfattere, inklusive denne, har tendens til at gøre — afspejler det faktum, at det Olympia hardcore outfit’s tilsigtede publikum, transkønnede kvinder, er en krigsplaget klasse, forfulgt af diskrimination og vold. Dette er den barske, uoverdragelige kontekst for gruppens andet EP, Trans Day of Revenge. Som dens åbning salve fastslår, uden forbehold: “Når fred bare er et andet ord for død / Er det vores tur til at give vold en chance.”

Albummet fjerner reformistisk politik. Det lægger døde sorte transkønnede kvinder ved fødderne af mainstream medierne og Human Rights Campaign. Det meste af den fem-sang udgivelse — som dukkede op online kort efter Orlando-massakren — antyder at erstatte domstole, politiet og step-aktiviteter med vigilante retfærdighed. Hvilket involverer et arsenal: støvler, mursten, besætninger, masker og “ni gange plus én i kammeret.” Med den frenetiske, muskuløse hardcore lyder G.L.O.S.S. også bevæbnet med en uovervindelig vilje til at leve.

Girls Living Outside Society's Shit blev dannet i Olympia, Washington og udgav en fem-sang demo, som senere dukkede op på vinyl, sidste januar. Der er “Masculine Artifice,” som kritiserer, hvordan transkønnede kvinder populært bliver beskrevet som videnskabsprojekter; og “Outcast Stomp,” en knytnæve-drager, mid-tempo kamp, der fejrer “outsiders, afviste, piger og queer” og, i koncert, tilkalder dem til pitten. Punk scenen, selvom ikke det primære emne for sangene, gentager sig i teksterne som et sted, hvor patriarkalsk hegemoni blot antager en mere spids form, en mutant magtstruktur, hvis du vil.

Den eponymiske åbningsnummer, “G.L.O.S.S. (We’re From the Future),” forbliver især uforglemmelig. Den begynder med kaustisk feedback og vokalisten Sadie Switchblade's typisk voldsom udstrømning, som fortjener at blive citeret i lang form: “De fortalte os, at vi var piger / Hvordan vi taler, klæder os, ser ud og gråder / De fortalte os, at vi var piger / Så vi påtog os vores kvindelige liv / Nu fortæller de os, at vi ikke er piger / Vores femininitet passer ikke / Vi er fandeme fremtidens piger, der lever uden for samfundets lort.”

Det er en chokerende passage, ikke mindst på grund af dens optimisme. Switchblade placerer forskellige stationer af uvidenhed i fortid og nutid og kasserer så det hele, griber og definerer den historiske forpost i stedet. Fremtiden, som sangen siger, er herefter. Og den tilhører “faggots og femmes … ikke bare nogen outsiders.”

Trans Day of Revenge er mere snævert fokuseret på gengældelse og selvbevarelse. For transkønnede mennesker, antyder det, er der lille forskel mellem de to. Alle de kampthemed billeder — den skramlede bevæbnede mob, som begynder at ligne bandet selv — er velkendte for punk og hardcore. Husk neutronbomber som sort humor; billeder af bunke af lig som protest mod krigsforbrydelser; tankeløs, macho militarisme som enhed, og så videre. (For nylig handler det hele om de håndlavede dolkørering distributions.) Men volden på Trans Day of Revenge er kendetegnet ved specifikationen af bandets position.

Styrken af hardcore lyrik ligger i præcision og økonomi. Det er ofte nok at udtrykke meget lidt, så længe det udtrykkes klart; musikkens emphatiske klapsalver indskærer korn af klarhed med stort genklang. G.L.O.S.S. tekster blomstrer inden for den formelle nødvendighed. De er så utvetydige og omfattende, at — selvom denne journalist er tilbageholdende med at indrømme det — bandets ligegyldighed over for interviews er forståelig.

Til at begynde med, er mediernes forsigtighed lidt irriterende. Er G.L.O.S.S. ikke præcist den type band, der ville ønske at udnytte pressen til at nå sit tilsigtede publikum? Men det antager, at G.L.O.S.S. ikke er naturligt viral, gennem mund-til-mund, udtømmende turné, og et online økosystem ivrig efter at forstørre tilfælde af queer repræsentation i historisk homogene musikscener. Og det ignorerer, hvordan G.L.O.S.S., i sange som “Trans Day of Revenge,” ser medierne som ikke kun ikke hjælpsomme, men også skadelige, medskyldige til de “yuppie gays [som] kastede os under bussen.”

Og der ligger en anden aspekt af bandets presserendehed og nødvendighed: G.L.O.S.S. modsiger forsøg på at oversætte eller transformere sit budskab, krystallisk i sin raseri i en sjælden grad. Tag hvilken som helst linje: “Overfald og misbrug vil blive mødt med total vold.” Nogen spørgsmål?

Bib — fantastisk bandnavn. På Omaha, Nebraska hardcore gruppens snedige demo, der for nylig blev genudgivet på vinyl, minder Bib om de sopende, kvæstede vokaler fra Gag. Det vil sige, at Bib minder om sputteret spyt og temperamentsanfall, dårlige bordmanerer og barnlig snak. Ikke bare figurativt — denne plade inkluderer faktisk lydene af grædende babyer. Performativ halsrensning kendetegner syg punk generelt, men få bands omfavner den tilsyneladende føtal regression fantasi, der lurer latent i moderne hardcore med lige så stor ærlighed som bandet kaldet Bib.

Sievehead — Buried Beneath EP [Static Shock]

“Chains,” den anden sang på Sheffield, England post-punk gruppe Sievehead’s Buried Beneath EP, indeholder en gribende passage omkring 25-sekunders mærket. Et pulserende spark og volleyer af trommer understøtter en glitrende guitarmelodi, mens vokalisten kaster, “Hele hud, hele hud og knogler.” Sangen fortsætter, selvfølgelig. Nervøse, slanke riffs strømmer under klagende omkvæd. Leads snor sig over trommestik. Men det meste af sangen udfolder en stemning, uordentlig og fortvivlet, der er sat i et tidligt øjeblik.

V/A — Typical Girls LP [Emotional Response]

En kompilering af nutidige punk og indie-pop grupper ledet af kvinder på tre forskellige kontinenter, Typical Girls’ højdepunkter inkluderer Earth Girls’ sprudlende og kortfattede “Oland,” Nots’ komponerede og stille forbudte “Reactor,” og Rakta’s glødende afslutter, “Caverna.” Men det stærkeste regionale fokus er England. Frau’s demo skæring “Safety Instructions” er knap sammenhængende: alt passion, ingen teknik. Primetime’s “Dumbhead,” en subversion af Ginny Arnell originalen, er lidt mere læselig. Og Shopping’s tidligere udgivne “Get Going” følger gennem lignende post-punk tilbøjeligheder til deres lynede konklusion. Ingen af disse er en kvalitativ sammenligning. De er alle storslåede. Men at høre dem i rækkefølge får en til at undre sig over, hvor meget træning der er for meget. Hvis nogle punks skal opgraderes, så er det de uvidende.