Dramatisk understregning: The Virgin Suicides

Dramatic Underscoring er vores faste spalte af Marcella Hemmeter, der anmelder soundtracks fra både nuværende og glemte film. Denne udgave dækker 1999's Virgin Suicides.

The Virgin Suicides (1999), debutfilm af Sofia Coppola baseret på debutromanen af Jeffrey Eugenides, fortælles gennem den tonede linse af '70’ernes nostalgi af en nu voksen fortæller om søstrene fra Lisbon, der, mens de håndterer selvmordet af den yngste søster, oplever ungdommens glæder og den blomstrende kvindelighed, kun for at se det blive knust af deres strenge og isolerende forældre. Gode tider. Men musikken. Historien. Josh Hartnetts paryk. Har jeg nævnt musikken? Den var haunting. Selv en af mine venner sagde til mig, at hvis jeg fik fat i soundtracket, ville hun have en kopi.

Du kender sikkert allerede den drømmeagtige musik af Air, deres andet album, som blev hyret af Coppola efter den kritiske anerkendelse af Moon Safari. Genudgivet sidste år, det er fyldt med dagdrømme og solskin, og giver os følelsen af at se filmen, mens vi vandrer i søvne, en passende følelse givet at filmen hovedsageligt fortælles gennem fortællerens minder og synspunkt. Men jeg er her for at tale om det meget mindre diskuterede Music from the Motion Picture, som er lige så fantastisk og også den, der talte mest til mig. Der er sange fra perioden, fra kunstnere som Todd Rundgren, Al Green, 10cc, og The Hollies, samt moderne melodier fra Sloan og Air. Det spiller som en mixtape, du ville lave til din crush med et tema om kærlighed, længsel og hjerteknus… alle komponenterne i et album, der får mig til at kaste de store penge efter det hver gang.

Tracklisten følger ikke rækkefølgen af musikken i filmen, men på en måde gør dette albummet bedre, idet det starter med den forførende "Magic Man", der høres ved introduktionen af high school hunk Trip (Hartnett). Det er en fantastisk albumåbner om en pige, der bliver forført af en ældre fyr, så springer det til Todd Rundgrens "Hello It's Me", som spilles under min yndlingssekvens i filmen: telefonudvekslingen mellem pigerne og drengene fra nabolaget, der fantasierer om dem, men som ikke rigtig ved, hvordan de skal henvende sig til dem, og kommunikerer ved at spille plader i stedet. Det er et lyst punkt i en dyster historie. Mange af sange på dette album rammer dig lige i maven, som "The Air That I Breathe" af The Hollies, der høres under den fest, pigerne forældrene holder for at muntre deres yngste, Cecilia, op, men mens sangeren synger om, hvordan alt han har brug for, er luft, går hun bort og dræber sig selv. Der er også Al Greens "How Can You Mend A Broken Heart", hvor Trip længes efter Lux (Kirsten Dunst), mens hans far og hans fars kæreste prøver at give ham råd. I filmen får det et grin, men på albummet er det en tårer. Og det bliver kun mørkere med "Alone Again (Naturally)" af Gilbert O'Sullivan, hørt under telefonudvekslingen; det er pigerne første bud efter drengenes "Hello It's Me." I starten lyder det optimistisk, men teksten fortæller, at sangen handler om planer om at begå selvmord. Albummet holder ikke op med at følge dette med 10cc's "I'm Not In Love", der spilles under hjemmecoming-dansen, hvor Lisbon-pigerne får lov til at deltage med Trip og nogle andre drenge, han har samlet fra fodboldholdet. Den bløde melodi og den åbenlyse hengivenhed fra sangeren passer godt til denne akavede og uskyldige scene, hvor pigerne har det så sjovt, før alt går i stykker omkring dem. Øv.

Vi får et lille åndehul med Todd Rundgrens "A Dream Goes On Forever" og Hearts rockende "Crazy On You", efterfulgt af den drømmeagtige "Playground Love (Vibraphone Version)" af Air, hvis melodi er en del af temaet for filmen. Efter vi er blevet ramt af vægten af disse hjerteskærende sange, og hvad vi ved sker med Lisbon-pigerne, er det fantastisk, at de valgte at afslutte soundtracket med "Come Sail Away" af Styx. Det høres under hjemmecoming-dansen og minder os om den gode tid, pigerne havde, og jeg tør påstå, at ingen kan lade være med at synge med og blive løftet af denne afslutning.

Okay, ja, The Virgin Suicides er trist. Men jeg gik derfra efter den tårede pigekvarts med et nyt yndlingssoundtrack, som jeg stadig spiller regelmæssigt. Det er perfekt til de dage, hvor man har lyst til at give lidt efter for nostalgi for sin ungdom eller en kærlighed for længe siden. Hvis det lyder som noget for dig, så kom i gang.