Dramatisk understregning: Pulp Fiction

Dramatiske Underskud er vores faste spalte af Marcella Hemmeter, der anmelder soundtrack-album fra nuværende og glemte film. Denne udgave dækker 1994s Pulp Fiction. 

Pulp Fiction var en kæmpe film – en af de største film fra 90'erne. Den infiltrerede og definerede popkulturen. Den etablerede og i gang satte karrierer. Når det kommer til 90'ernes soundtracks, er dette The Big Kahuna, den store chef, den store ost… du forstår ideen. Den solgte over 1 million eksemplarer inden for få måneder efter sin udgivelse, og endte med at sælge over 2 millioner enheder. Nogle af jer måske råbe: "Glem ikke Reservoir Dogs." Nå, det soundtrack kan være godt, men dette sparker tænderne ud af det. Hvis Reservoir Dogs er den hårde fyr i baren, du ikke vil rode med, så er Pulp Fiction den seje storebror, der siger til lillebror at komme op af sofaen og hente ham en burger.

Instrueret af Quentin Tarantino, er hans anden spillefilm, Pulp Fiction en sort komedie, der fortæller historien om L.A. gangsterne og relaterede karakterer i en række vignetter, ude af kronologisk rækkefølge, hvis hovedkarakterer Vincent, Jules, og Butch spilles af John Travolta, Samuel L. Jackson, og Bruce Willis, henholdsvis. Denne film med en lavt budget (budgetteret til $8.5 millioner) indbragte over $200 millioner på verdensplan. Det var en kulturel kæmpe, der katapulterede sine stjerner ind i stratosfæren, fik flere Oscar-nomineringer og vandt for bedste originale manuskript. John Travolta var cool igen, Bruce Willis blev taget alvorligt igen, Uma Thurman og Ving Rhames fik mainstream anerkendelse og Samuel L. Jackson stjal showet. Men skuespillerne var ikke de eneste, der fik gavn af Pulp Fiction. Kunstnerne, der var med på soundtracket, som Dusty Springfield, Dick Dale, Kool & The Gang, Al Green, og Urge Overkill, nød også en nyfundet popularitet. Lad os bare sige, at på en bestemt radiostations musikfestival i San Francisco Bay området i 1997, under sæt med mere nuværende kunstnere, underholdt surf-guitaristen Dick Dale publikum med sin version af "Misirlou", og festivalgæsterne var totalt ind i det takket være denne film.

Man skulle tro, at soundtracket ikke ville fungere så godt givet filmens dialog indimellem, noget af det er en del af sangsporet, hvilket gør det umuligt at springe over for at komme til sangen (i hvert fald på CD-versionen), men det fungerer helt. Disse sange er så uadskilleligt forbundet med filmen, at vi ØNSKER at høre dialogen, når vi lytter til soundtracket. Den bedste del er, at disse sange faktisk høres af karaktererne i filmen, enten på bilradioen, hjemme stereoanlæg, eller i restauranten. Der er ingen score. Åbningsnummeret starter med dialog fra åbningsscenen i filmen, med Honey Bunnys velkendte kommando til restaurantgæsterne, der klipper til "Misirlou" i åbningskreditterne. Det er et inspireret cut og definerer stort set resten af albumet (og filmen). Du ved, når du hører en sang, der blæser dig væk, ved du uden tvivl, at resten af albumet vil være godt, og du vil sandsynligvis købe det så snart du får chancen? Det er det samme med film soundtracks; du hører den sang i filmen, og du ved bare. I filmen hører vi en radioknap blive justeret under åbningskreditterne, og "Jungle Boogie" af Kool & The Gang spiller, så klipper det til Vincent og Jules, der taler i bilen om Amsterdam og hvad de kalder en Big Mac i Frankrig, alt imens "Jungle Boogie" spiller på bilradioen, og giver videre bevis på, at du ser en af de cooleste film nogensinde.

Der er så mange fremragende scener i Pulp Fiction, og der er noget for enhver smag på soundtracket fra rock, soul, funk, country og pop, for ikke at nævne surf-sange, som giver filmen en slags 60'er subkultur vibe, minus den faktiske surfing. Hvis du har følt dig undervældet af Tarantinos seneste filmer, så gå tilbage og giv Pulp Fiction endnu en chance. Du vil elske det mest.