Hver måned præsenterer vi dig for de essentielle metalalbum, du skal høre. Dette måneds omslag indeholder plader fra High Spirits, Eternal Champion og mere. Vi kalder det Deaf Forever.
High Spirits — Motivator (High Roller)
“Hvorfor er de ikke større” er oftest et forgæves spørgsmål, men det’s et, der gælder for Chicago’s High Spirits. Det’s et af mange projekter af Chris Black, en søjle i Chicagos metal-scene, og når han siger det’s “100% High-Energy Rock Music,” leverer han mere end rigeligt. Hvis du kan lide Thin Lizzy og Judas Priest — og hvis du ikke kan, hvad fanden laver du så med at læse denne kolonne og/eller trække vejret?! — Black har en uendelig forsyning af twin-lead glæde, og hans seneste, Motivator, har nogle af hans fineste, mest fokuserede numre til dato. Disse er alle tops-dropped jams, med catchy-than-du riffer, der ville lyde killer i 1981, men lyder endnu bedre nu. Black udstråler positiv energi, med inspiration til hedonistiske elskere (“This Is The Night”), læderbesatte drømmere (“Do You Wanna Be Famous”), og dem, der ikke behøver en vej til rock (“Down the Endless Road”). Du kan lære at flyve et fly til “Flying High,” hvis du virkelig tror på riffs. (Bemærk: dette anbefales faktisk ikke.) Han’s din velmenende onkel, der bare tilfældigvis er en Metal Master, hans peprede stemme både ophidsende og trøstende. Black gør endda et langsomt Priest-lignende nummer som “Haunted By Love” lyde som en opkørt rager. High Spirits’ sidste plade, You Are Here, havde bangers for dage, men havde brug for en mere kraftfuld produktion (og et cover der så mere ud som Chicagos undergrundskort — den gule linje er ikke en loop!). Motivator har en klar, fyldig lyd, der fremhæver det bedste i Black og virkelig lader hans sangskrivningstalent skinne. Folk burde betale ham absurde beløb for at skrive deres sange, fordi han ånder og sveder hooks. Han ønsker at forblive kult på små labels, hvilket er en skam, da han’s har talentet til at fastholde et mere mainstream publikum. Motivator er et metalalbum for metalhoved, men det vil også appellere til alle, der nyder livet, fordi på trods af dets negativitet og raseri, bør metal inspirere dig til at leve dit bedste og tage imod alt.
Eternal Champion — The Armor of Ire (No Remorse)
Arthur Rizk bliver hurtigt et eftertragtet navn inden for tung musikproduktion, efter at have arbejdet med Power Trip, Inquisition, Prurient og Volahn, blandt mange andre. Han’s også en sand kriger af stål, og hans nye projekt Sumerlands udgav et af de bedste metalalbum i år. Men når det kommer til retfærdig amerikansk heavy metal, så har Rizk *DJ Khaled stemme* EN ANDEN med Eternal Champion. Mens han bidrager med trommer og synth, ledes denne gruppe af Jason Tarpey, tidligere sanger i den største Austin-band nogensinde, Iron Age (som Frank Ocean fik ind i pitten for), og har også Power Trip’s Blake Ibanez på guitar. The Armor of Ire, ligesom Sumerlands plade, er et debutalbum, der står over de fleste band’s diskografier med sin opgraderede tilgang til tidlig 80'er pre-thrash amerikansk metal. Den sidste Iron Age båndoptagelse, Saga Demos, antydede en bevægelse mod det mere episke metal af Manilla Road, og med Eternal Champion har Tarpey afsluttet sin transformation til en kampmester. Han’s virkelig poleret sin stemme, mistet al den hardcore struktur fra Iron Age og Graven Rite, et andet pre-EC projekt (som også er fucking fantastisk). Ibanez, Carlos Llanas, og John Powers (som’s også i Sumerlands) sprudler af riffs og leads, der matcher Tarpey’s swagger. “The Cold Sword” og titelnummeret er de mest hidsige her, taget fra de galopperende angreb fra speed metal; “Ire” bliver større med Rizk’s kolde synths også. “I Am The Hammer” vælger en stabil stomp og vil få dig til at tro, at du faktisk er en hammer klar til at knuse det falske. Hvis Ire får flere hardcore-børn til at komme ind i traditionelt metal, og hvis det fører flere metalhoved til Iron Age, vil Eternal Champion være uovervindelig.
Okkultokrati — Raspberry Dawn (Southern Lord)
Oslo’s mærkelige metalpunks Okkultokrati er tilbage med Raspberry Dawn, deres første for Southern Lord-plader, og de’r stadig kraftfulde med deres klaversydede sammenblanding af Turbonegro, senere Darkthrone, og Jay Reatard’s klaversydede grupper Lost Sounds og Angry Angles. Ja, det’s et mærkeligt RIYL klistermærke. Raspberry udstråler med sleaze, skønt en der’s altid skæv og blæst ud. “Hard to Please” kalder ekstatisk på lysten til et beskadiget liv, store guitarer en perfekt dækning for store personlighedsfejl. De’r så smitsomme, at du ikke vil bemærke problemerne, før du’har alltid underskrevet, forseglede og leverede dit gode vilje væk. Bassen er den nærmeste, vi’ll nogensinde komme til rigtig punk-funk, som om Chuck Dukowski fik fat i Bootsy Collins’ pedalboard. Det tjener et fundamentalt formål rytmisk, som bassen normalt gør, men det fundament er tilbøjeligt til at skifte voldsomt. “World Peace” ville gøre en fantastisk dansegulvssang, hvis den ikke ’t i rødt hele tiden; hvad ville et dansegulv gøre Okkultokrati alligevel? Raspberry vil lejlighedsvis drive ind i mere rummelige territorier på en vis dirt Hawkwind-lort — “Suspension” er ikke, hvad du’d ønskes at titulere sådan en løs sang, men vi laver ikke deres regler, og dele af “Ocular Violence” er mærkeligt romantiske — men de finder snart deres vej tilbage til vores toilet jord. Festen er alligevel ikke i rummet.
Martöð — Transmutation of Wounds (Fallen Empire/Terratur Possessions)
Martöð er en undergrund black metal hjernegruppe: guitarist H.V Lyngdal og bassist L.G. er linchpins i den voksende islandske black metal scene, sanger MKM frontede franske black metal legender Antaeus og Aosoth, trommeslager Thorns spillede på Blut Aus Nords seneste fuldlængde Memoria Vetusta III: Saturnian Poetry, guitarist Alex Poole er i øjeblikket i Krieg, Chaos Moon, og Lithotome, og der’s ekstra guitar fra USBM mastermind Jef “Wrest” Whitehead fra Leviathan. Det’s en masse talent, og Martöðd’s debut-EP, Transmutation of Wounds, lever op til forventningerne. Det starter med ramshackle percussion og dybe horn, et kald på din undergang, hvis du ikke vidste bedre. En ideel start for et band, hvor du på en eller anden måde ved, hvad du kan forvente fra dets medlemmer — at dette ikke’t være konventionelt — men ikke forvente, hvordan det nøjagtigt vil samle sig. Dette er dissonant black metal meget i stil med senere Blut Aus Nord, med en smag af Leviathan’s urolige ambient. MKM tager volden fra sine Antaeus-dage og filtrerer det til en langsommere kvæk, hvilket gør dette lige så meget en krybende mareridt som en frigivelse. Hvor han ikke’t går ind i hysterik, vil guitarerne — “Draumleiðsla” slutte med en svimmel opstigning til vanvid, og “Draumleysa” tager en drejning mod skønhed, der kunne land på en Alcest plade, hvis den’t er forsigtig. Den sidstnævnte er så behagelig, at det’s næsten det mest chokerende ved pladen. Vi forventer at høre meget mere fra Martöð, og der’s en god chance for, at vi’ll elske det.