Digital/Deling: De elektroniske udgivelser fra august, du skal lytte til

Digital/Divide er en månedlig spalte dedikeret til enhver og alle genrer og undergenrer i den store, smukke verden af elektronisk og dansemusik.

Da Kanye West afslørede Yeezus tilbage i 2013, introducerede prominensen af albumets credits folk til navne, der ville blive nogle af de mest fremtrædende producenter i nutidig musik. Flere af disse kunstnere, som Arca, Lunice og Evian Christ, havde allerede udgivet plader og haft opfølgningsdynamik før de arbejdede sammen med den fremadskuende rapper, men deres respektive og kollektive profiler voksede eksponentielt som en direkte følge af deres deltagelse. Relativt ukendt i USA før albumet, blev Gesaffelstein en live performer der spillede for tusinder i New York i 2014. Warp Records’ Hudson Mohawke arbejder efterfølgende sammen med talenter så forskellige som Anohni og Drake, for ikke at nævne at han udgav sit eget album, der debuterede i Top 10 på Billboards Dance/Electronic Albums.

Tilsvarende sendte den nylige ankomst af Frank Oceans album duo Endless og Blonde lyttere på jagt efter credits for den næste store ting. De, der har gjort selv en lille smule research, ved nu navnet Wolfgang Tillmans, og de vil selvfølgelig genkende den talende titelsang fra hans eget Device Control [Fragile] fra dens inkludering på R&B-sangerens selvbeskrevne visuelle album. Med en prisvindende historie, der inkluderer arbejde med Colourbox og Pet Shop Boys, falder den tyske multimedia kunstners indtræden i kommerciel musikudgivelse under sit eget navn på et gunstigt tidspunkt, med Ocean i øjeblikket centrum for en medievirksomhed.

Taget ud af konteksten af Endless’ afslutnings credits jam, “Device Control” minder om Kraftwerkian avant pop, et techno jam meget fyldt med temaer om forbrugerelektronik og Tillmans’ robotiske deadpan levering. To versioner af “Angered Son” følger, som begge er helt sammensat af lagdelt stemme og incidental baggrundslyde. Dansbarheden vender tilbage for tre remix af Tillmans’ “Make It Up As You Go Along.” Witch house typerne Salem leverer en radikal redigering, der lyder mere som lyden til et interaktivt spøgelseshus end Daniel Wang og J.E.E.P.‘s boblende synthpop behandlinger, som ligger tættere på stilen af “Device Control.” Uanset om denne udgivelse markerer begyndelsen på yderligere musikalsk output fra Tillmans, behøver han kun at kigge til Yeezus alumnerne for at se de muligheder, det præsenterer for at sprede sin kunst til et bredere publikum.

DJ Earl, Open Your Eyes [Teklife]

En af de mest vitale kunstnere i footwork i dag, Chicagoan samarbejder med en håndfuld talenter fra inden for og uden for den scene for dette konstant elektrificerende og ofte magisk klingende sæt. Resultaterne åbner op for dette allerede eksperimenterende format til endnu flere muligheder, samtidig med at de udvider dens soniske palet. På den afblødte "Fukk It Up," ser DJ Manny og DJ Taye ud til at være fast besluttede på at holde Earls footwork mærkelig. Selv denne trios ensporede grimme joke som “Lotta A$$” serveres med en vidunderlig beat under de samplede grin. En af de mest radikale kunstnere i elektronisk musik i dag, Oneohtrix Point Nevers egne fængslende produktioner har knap været komfortable i en genre kontekst, så hans håndfuld samarbejder med Earl og MoonDoctoR her kommer som virkelig behagelige overraskelser. Ved at låne fra Larry Thompson og Rick Lenoir’s ‘80s house klassiker, finder “Let’s Work” friske uptempo veje til at bygge på kildematerialet, mens “Rachett” nyder godt af stammende startere og filtrerede melodier.

DJ Snake, Encore [Interscope]

Efter sit arbejde med folk som Lady Gaga og Lil Jon, og rejse højt på den enorme succes fra sidste års Major Lazer samarbejde “Lean On,” bærer den franske DJ/producer den synergistiske ånd over til sin debut album. Fra den aggro-euforiske “Ocho Cinco” med Yellow Claw til chartklatreren Justin Bieber dance pop nummer “Let Me Love You,” Encore viser en kamæleonisk kunstner på sit bedste. Hans flair for tropiske house vibes skinner igennem på “Sober,” mens han flexer sine trap sanser overalt på Migos x Travis Scott cut “Oh Me Oh My.” Gennem hele dette genre-bøjende forløb tilpasser Snake sig styrkerne hos sine partnere, og skaber stemningsfulde atmosfærer på “Middle” til den britiske sanger Bipolar Sunshine og frigiver svingende tumult på “The Half” til Jeremih og Young Thug. Encore præsenterer en effektiv og fornøjelig version af post-EDM albummet, ét der balancerer højtalervibrerende slam dunks med relativt mere menneskelige øjeblikke.

Terence Fixmer, Beneath The Skin [Ostgut Ton]

En techno producent hvis musik drager fordel af hans klare forkærlighed for klassisk europæisk EBM som Front 242, har Terence Fixmer længe været på den mørke side af elektronisk dansemusik. Hans album og singler med Nitzer Ebb frontmand Douglas McCarthy bragte ham til opmærksomhed hos et industrielt publikum, der ellers ikke ville have opdaget hans tilgang. Han vender tilbage med sit første solo sæt af nye numre siden sidste års Depth Charged, denne 12” fortsætter overvejende i den vein. Blinkende med sequencerede hi-hats og luftanlægs synth drones, vokser titelnummeret til at omgive lytterne med sin klubby klaustrofobi. “Trace To Nowhere” er afhængig af vanvittig acid og tungt effektive Alan Vega stil vokaler til at understøtte sin kvælende dagsorden, mens “Devil May Care” blødgør slaget med langt mindre abrasive pads og en mere subtil percussiv puls til at ledsage sin hakkede bas. Lysere end noget andet i bunken, giver “Immersion” en eftertænksom afslutning på et album der ellers domineres af maskinernes kulde.

VHVL, Evn [Leaving]

Efter en rygoperation i 2015 med en svær eftervirkning og lang bedring, er det forbløffende, at Veronica Lauren stadig kan bruge nogen energi på at lave musik. På sociale medier fortsætter Harlem-bosatte med at udtrykke sine sårbarheder og rå følelser, som også elegant formidles på hendes seneste projekt for Leaving Records. Med forsigtigt legesyge øjeblikke blandet ind i påvirkede øjeblikke, skubber Evn videre end VHVL’s allerede fine diskografi og beviser, at hendes bedste materiale endnu er. “0002” tilfører enten legesyge eller mani i sin sterile base, en tilstand der bløder ind i hvinet og bassen af “0004.” En glat beat krammer sig ind i “0006,” hvilket tilføjer et strejf af boom bap til den statiske og synths. VHVL’s numre snapper sammen og skaber vidunderlige melodier, men hendes ofte udtørrede intros forråder deres melodiske midter, hvilket resulterer i en vedholdende tyngde. Et intimt opus med stykker af orkestral størrelse, den syv minutter lange afslutning “0010” eksemplificerer den seriøse og alvorlige ethos af disse ekstraordinære optagelser.
Gary Suarez er en musikskribent født, opvokset og baseret i New York City. Han er på Twitter.