Dev Hynes skinner sammen med kvinder ved sin side på Freetown Sound

Hver uge fortæller vi dig om et album, vi mener, du skal høre. Ugens album er Freetown Sound af Blood Orange.

Blood Orange’s Freetown Sound kunne meget vel være Dev Hynes’ mest strålende værk indtil videre. I stedet for at Hynes står i centrum, er det kvinderne, der synger med ham, som lyser på hans 17-track LP. Det kvindelige perspektiv er noget, Hynes er alt for bekendt med—hans 2011 opus Coastal Grooves kommer fra et hovedsageligt kvindeligt POV. På 2013’s Cupid Deluxe blev Hynes’ stemme også gengivet af kvindelige vokalister Samantha Urbani og Chairlift’s Caroline Polachek. Hynes’ samarbejde med kvindelige talenter på sit album kommer ikke som nogen overraskelse: han har skrevet sange med nogle af de mest ikoniske navne i pop, herunder Carly Rae Jepsen, Sky Ferreira og Solange. Så at se Hynes arbejde med Debbie Harry, Nelly Furtado, Rae Jepsen, sammen med Kelsey Lu, Empress Of og flere på albummet passer ind i Hynes’ æstetik. Du vil ikke se deres navne klart præsenteret på hver track, hvilket er noget, der normalt sker, når en kunstner har gæster på et track. I stedet bliver disse kunstnere en del af et kollektiv, når de arbejder med Hynes. Deres stemmer er ét, så behovet for at krediteres med individuelle feature virker unødvendigt. Det er med Freetown Sound, at Hynes’ stemme virkelig repræsenterer meget mere end bare sig selv. Det er et album, der fokuserer på kvindernes stemmer og det sorte samfunds styrke. Og det er noget, der får albummet til at føles som én kollektiv historie i stedet for separate sange. Det er ofte svært at skelne mellem slutningen på en sang og begyndelsen på en anden: noget der spiller i Hynes’ favør.

På åbningsnummeret “By Ourselves” sættes tonen i albummet til melankolsk saxofon (et instrument, der fungerer som en karakter, der væver sig gennem hele albummet) og Ashlee Haze’s spoken word, der hylder ideen om sort feminisme: “Feminisme er Missy, Lil Kim, og Angie Martinez på “Not Tonight” nummeret.” Efter at have flyttet til New York fra Storbritannien, undersøger Hynes “at være sort i England, at være sort i USA.” Hans forældre oplevede også en lignende migration, da de rejste til London fra Guyana og Sierra Leone. Det er noget, Hynes udforsker gennem den sårbare “Augustine,” hvor han adresserer døden af Trayvon Martin gennem frodige tekster og nedtempede trommerytmer (“Cry and burst my deafness, while Trayvon falls asleep”). Det er udforskningen af smerte og politik, der gør dette nummer til et af de fremtrædende på albummet. Med hjælp fra den englelige Kelsey Lu, undersøger Hynes ideen om sort identitet, muligheder og hvad det betyder for ham og de begrænsninger, han har måttet håndtere på “Chance.” Imellem glitrende synths siger Hynes, “Been chewed up but it makes you proud/You're the dark skinned nigga in a sold out crowd.”

Hynes udforsker yderligere ideen om sort identitet med et interlude med tidløse vokaler, der svæver (“Black can get you over/And black can set you down”). Hynes fortsætter temaet om sort magt på “Love Ya” med hjælp fra Zuri Marley (barnebarn af Bob Marley) og et optaget interview med Ta-Nehisi Coates. Igen skiller saxofonen sig ud som en slags karakter på Freetown Sound—den fortæller om de politiske og personlige temaer, som Hynes udforsker. På “But You” fortæller Hynes en historie om at forsøge ikke at skræmme en hvid pige, mens han går ned ad gaden, som han delte med The New York Times. Hynes fokuserer på det unikke ved den sorte identitet og de stereotyper, som samfundet har tendens til at fastholde. I et forsøg på at bryde med de nævnte stereotyper, synger Hynes, “Teach yourself about your brother/Cause there's no one else but you/You are special in your own way.”

Desuden udforsker Hynes ideen om bønner og beskyttelse med “Juicy 1-4”: noget der ikke hjalp Michael Brown, Trayvon Martin eller Sandra Bland. Hynes citerer en katolsk bøn, revurderer ordene og viser, hvordan bønner har svigtet sort Amerika (“Our lady Africa You promised us a home/But never while we're young”). Et af de mest markante numre på albummet er “Hands Up,” hvor Hynes bruger sin forkærlighed for synth-belagt ballade for at ære de sorte liv, der er tabt, herunder Michael Brown og Trayvon Martin (“Keep your hood up when you’re walking...Sure enough they’re gonna take your body”). Sangen slutter med gentagelsen af “Don’t shoot” for at repræsentere det vedholdende problem med politivold i Amerika. Det er et stærkt budskab for et dybt følelsesladet album. Mens Freetown Sound ikke er en historiebog, bør dets udforskning af racemæssig uretfærdighed, sort identitet og stereotyper gøre det til en nødvendighed for alle, der vokser op i nationen. Freetown Sound løser ikke vores nations problemer, men det er helt klart et skridt på vejen.