Deaf Forever X: Det tungeste metal, vi fandt i oktober

af Andy O'Connor

Hver måned bringer vi dig de essentielle metal albums, du skal høre. Denne måneds covers plader fra A Pregnant Light, Oozing Wound, og flere. Vi kalder det Deaf Forever.

A Pregnant Light — Deep Lavender Dreams (Colloquial Sound)

Er det for tidligt at fremhæve den samme kunstner to gange? A Pregnant Light’s Damian Master kan’t stoppe med at bringe bangerne, og mens hans hjerteskærende Rocky er en sikker kandidat til min årsliste, er den ikke den eneste nye varme han har i år. Deep Lavender Dreams samler to af hans bånd fra sidste år, All Saints’ Day og Neon White (minus coveret af Nick Cave’s “Abittoir Blues”), to nye sange, og en akustisk version af “Ringfinger” fra Before I Came. Bånd-fobiere kan endelig få en smag af Master’s fængende blackened pop-geni, eller som han kalder det, “purple metal.” Båndene samlet her er nogle af de bedste af hans nylige arbejde, med hans mest rasende hooks kombineret med hans mest rosenøjet — eller blodplettet — visioner af kærlighed. “Blixen” og “Fear of God” er to af mine yndlings APL-sange, teenage sensualitet der også transcenderer alder gennem raseri. De beviser, at en hook ikke ’t er modstridig til black metal, det ’s direkte vital. “Phoenix Street” er som hvis Springsteen skrev Deafheaven’s “Dream House,” med det gamle Midtvest som lige så forvirrende som det nye San Francisco. Hans nye sange lever også op til hans standarder. “Rose of Golden Crosses” er hans mest black metal sang i årevis, så meget ophobet vrede fra så meget tab. Den anden nye sang, “Bitter Lemon Kiss,” er også et tilbageblik til de tidligere demoer, men arbejder i den hårdt ramte romantik, der giver hans distinkte præg. Du må undre dig over genesis for dens åbningslinje: “Roser er røde, blå mærker er lilla, du gav mig en ouroboros, en ‘Jeg elsker dig’ i en cirkel.” Lad det være op til Master at finde en frisk kontekst for en ouroboros i black metal i 2016. (Fysiske udgaver kommer med et APL motel-stil blok, til når inspiration rammer på de laveste — og dermed passende — tidspunkter, når du ’re løbet tør for Bombay Sapphire og spiritusforretningen’s lukket.)

Oozing Wound — Whatever Forever (Thrill Jockey)

Chicago’s “vi’ ikke er et thrash band” Oozing Wound formår på en eller anden måde at tage pis på metal og skrive legitime bangers samtidig, hvilket beviser, at du kan være oprigtig og snarky. Crossover, sci-thrash, black metal, noise rock, og doom har alle været i deres sigtekorn og fungeret som inspiration. Whatever Forever, deres tredje seneste, har al den pis-i-punch glæde af deres andre plader, og mens fascinationen med det galaktiske også er der, manifesterer det sig i en mere svævende følelse hele vejen igennem. De lyder stadig thrashy, men også slået ud af sin bane. “Weather Tamer” fanger dette i sin længde og sin thrash-by-Glass gentagelse, og instrumentale segway “Eruptor” har nogle af deres mest rystende, mest frenetiske rytmer hidtil, noget håndholdt kamera “vi er fucking lost” type lort. Der ’s psychedelic helvede i soleringen af “Mercury In Retrograde Virus,” som beviser, at de kan arbejde med den indflydelse ud over at have fantastiske sange om at score stoffer (“Call Your Man” fra Retrash er stadig en heater). Hvad ’s mest vigtigt, dog, er at moshen stadig er til stede. Hvordan kan du ikke banke nogen, mens du vifter og græder til “Everything Sucks, And My Life Is A Lie,” som lyder som om Peter Steele stadig havde Carnivore i sig, da han skrev Type O Negative sange? Dette er en plade til pitten, “pitten” er dette lorte univers.

Take Over and Destroy — Take Over and Destroy (Prosthetic)

SXSW føltes som for evigt siden, og mens jeg allerede har dækket metals faldende tilstedeværelse der, var en band der virkelig stod ud Phoenix’s Take Over and Destroy. Deres selvbetitlede plade er, må man indrømme, over det hele, men deri ligger charmen. Det tætteste, du kunne komme til at opsummere dem er “Goblin hvis de var bikere,” og mens horror-film vibes er stærke, dækker det ikke helt dem. “By Knife” vil få dig til at tro, at de’ er et death n’ roll band, svenske riffs med Lemmy’s attitude, men ved den tredje nummer, “Let Me Grieve,” er de’ blevet til en beskidtere Tribulation, med vokalist/keyboardist Andy Labarbera der bytter sine growl ud med en sleazy croon. Post-punk får endda en perversion på “Out of Frame,” da en gumpet bass giver plads til midnats film synth. Hvis der er et klæbemiddel, er det solid heavy metal sangskrivning - “Love Among the Ruins” er den bedste In Solitude sang siden In Solitude gik i opløsning. I løbet af pladen, ved du ikke, hvis du ’ går ind i en privat jam session med Billy Gibbons og Black Breath, eller en super lav-budget Fiallo film, hvor du ’r den ofrede “stjerne.” TOAD kan godt lide at holde dig i gætteriet, men de kan også lide at feste. (Hvis du hentede Gatecreeper pladen fra vores butik, vil du måske vide, at indtil tidligere på året, var guitaristen Nate Garrett også i TOAD.)

Vermin Womb — Decline (Translation Loss)

Ethan McCarthy er en af de der fyrer, der lever for vejen. Bare de sidste par måneder, har jeg set ham med sin hovedgruppe, nihilist doom trio Primitive Man (hvor jeg også så MAKE), indhentede ham, da han kørte #1 stunnas Cobalt rundt i landet i september, og for et par uger siden igen med hans nye grindcore band, Vermin Womb. Det ’s et vidunder, han har tid til at ramme studiet, men han spinder vejvrede til snerpende riffs. Decline er Vermin Womb’s første fuldlængde, og det beviser endnu en gang, at McCarthy ikke mangler ild, der brænder i hans knogler. Hvis du var fan af McCarthy’s tidligere trio Clinging To The Trees of a Forest Fire, er dette bestemt mere i den åre (han samarbejder også med ex-CTTTOAFF bassist Zach Harlan her). John Coltrane havde sine “sheets of sound,” og McCarthy’s nedslående af afskyelige riffs efter afskyelige riffs er på den bølgelængde. McCarthy er en af de få metal spillere med sin egen lyd, rig i lavfrekvens, men lidt hullet ud for en mere black metal følelse, en stor og crusty lyd uden at lyde som Kurt Ballou. Hans growl og skrig er direkte vilde, og hvor Coltrane tappede ind i en universel bevidsthed, taler McCarthy til en fælles smerte og gensidig vitriol. Det trækker fra forskellige genrer for at vise, at der er en foragt, vi alle kan relatere til, uanset om vi ’ er grind freaks eller black metal fans. Hvordan kan musik, der er så splittende og skarp, også være så forenende?