Velkommen tilbage til Deaf Forever! Februar’s tager fat, med nogle nøgleudgivelser der allerede er blevet teased til kommende udgivelser og store albums der allerede er på hylderne. (Jeg’har hørt den nye Cobalt plade, og jeg ville ønske, jeg kunne tale mere om det, fordi det er fantastisk.) Du måske allerede er træt af 2016, og med en skuffende Megadeth plade, Phil Anselmo der mixer med hvidvin, Ghost der er den mindst dårlige vinder af metal Grammy, eller Nuclear Blast der besluttede, at Ghost Bath der faker at være kinesiske ikke var en hindring for en pladekontrakt, kan jeg ikke bebrejde dig. Frygt ikke, for der er stadig masser af fantastisk tung musik på vej. Faktisk, mens jeg profilerer færre udgivelser i denne udgave (jeg brugte den sidste kolonne delvist som en 2015 opdatering), er nogle af dem allerede kandidater til mine yndlingsplader i året. De fleste af disse er på den mere ekstreme side af tingene, og de’er bestemt ikke på den kommercielle side overhovedet, så mens ældre kritikere måske vil more sig over mig for ikke at skrive om hvad “rigtige metalhoved” lytter til (som jeg sagde, den nye Megadeth var kedelig), har jeg lidt mere tillid til dig. Den eventyrlige musik vil altid være mere givende end at forsøge at følge med, hvad end Blabbermouth’s…prædiker om.
I denne udgave vil vi’ udforske den bedste jazz-metal fusion, du har hørt (eller en af dem, i det mindste), den nye fra et af de mest metal bands der eksisterer, tung post-punk fra en indie hjerteknuser, og mere.
Aluk Todolo: Voix (Ajna)
Aluk Todolo er en af de mest spændende metal grupper i dag, der inkorporerer krautrock og free jazz i black metal, og i en ny form for instrumental metal hvor ingen af disse etiketter gør det retfærdighed. Det’er den ubekymrede ånd af tidlig metal, genfødt i et skarpt instrumentalt trio. Voix har den samme energi som deres tidligere arbejde, Occult Rock, men det’præsenteres mere som en simren end en fuld udblæsning. Der er ingen fejl: dette er stadig travl musik, en der buldrer gennem referencer til MC5, Keiji Haino, Darkthrone, Sonny Sharrock, og Hawkwind mens den aldrig ser tilbage eller mister fokus. De standard tremolos i black metal bliver tættere og mystificerede, men også bevidstgjorte, som en trussel mod psyko-bands der er for besatte af reverb og lette stofreferencer til virkelig at bryde dit sind. (Hvis de skal dele en scene med Black Angels, kunne vi få en helt ny æra af black metal kontrovers.) Funky bas i en black metal kontekst kan synes som ipecac; det’handler ikke om slap, det’handler om tempo og sved, og Voix drypper. Aluk Todolo er godt klar over, at det’er svært at genopfinde sig selv mens man stadig forbliver tro mod sin kerne mission, men de udfordringer er en fornøjelse. Voix har den samme følelse af en sen Coltrane plade eller fusion Miles; den samme varme, beroligende åndedrag der siger, at den rejse du’er på vil vriste dig for altid og du’vil være bedre til det. Det, i en metal plade, er uhørt, selv fra grupper med mere åbne jazz indflydelser. Hvad angår black metal går — eller faktisk, bare metal — Voix er In a Silent Way til On the Corner af Mastery’s Valis: det’er ikke så direkte intenst, men indflydelsen er den samme. Du’vil høre mig tale om dette igen til december, og lad’s håbe du kan følge med i samtalen.
Destroyer 666: Wildfire (Season of Mist)
Hvis der’er en pris for Den Mest Metal Band Nogensinde, skal Destroyer 666 i det mindste være på shortlisten. Sandsynligvis har K.K. Warslut, Destroyer 666’s leder, allerede tørret sig med shortlisten og erklæret sig selv som vinder. Navnet alene er grund nok, men vigtigere, Destroyer 666’s blackened thrash epitomiserer metal på dens mest absurde, og efterfølgende, mest sublime: Warslut’s lyrisk blodtørst, rasende soloer for hoveder der mener Metallica er melasse, en urokkelig forpligtelse til læder og pigge og intet andet. Wildfire er deres ventede 5. album, deres første siden 2009’s Defiance. På trods af at de tager sig tid til at indspille plader, lyder de så ivrige og beslutsomme som noget der er indspillet hurtigt. Uden guitarist og hoved sangskriver Shrapnel, har Warslut valgt en mere lige til tilgang på Wildfire, med fokus på den anthemiske speed metal der bankerer posers i første omgang og spørger hvor whiskey og speed er senere. Det’er næsten som om Warslut vidste, Lemmy ville forlade os, og han måtte lave den ultimative hyldest til Motorhead, især den OTT evangelium af “Overkill.” (Der’er en sang der hedder “White Line Fever” her også.) Shrapnel’s smag for det store er ikke helt tabt her, takket være “Hounds at Ya Back” og afslutter “Tamam Shud,” hvor Warslut’s skrig til Mars bliver mere og mere rasende som sangen skrider frem, og til sidst bliver til en fuld metal hyldest musik. Wildfire er metal for ødelæggelse, tydeligvis, men det er også en hymne til skabelse, selvom denne skabelse involverer at sætte en støvle op i din fjendes’ røv så du kan trives. Lyt til dette album på Revolver.
Eight Bells: Landless (Battleground)
Portland trio Eight Bells tager mange af tendenser fra midten af 00'ernes metal — Neurosis doom, teknisk intrikate som Hella og Tera Melos, nautiske fascinationer, en affinitet for kammerarrangementer, Nordvestlig black metal — og præsenterer dem i en ny konfiguration med Landless, deres sophomore indsats. Dette minder om den drømmende chamber doom fra Bay Area’s Worm Ouroboros, dog med meget mere gitartunghed fra Melynda Jackson. Den ekstra smule tunghed gør virkelig Landless’ drømmende karakter til at virke højere uden helt at drive af til havs. Titelnummeret viser især hvordan de går fra drone til black metal til math rock med alarmerende lethed, og det’er næsten uretfærdigt, at den meste af albummet skal følge denne juggernaut. (“Hold My Breath” er dog ret livlig, og det’er sjovt uden at være anstrengt.) Trommeslager Rae Amitay, der også spiller i det Chicago baserede black metal kvartet Immortal Bird, sluttede sig til dem for denne plade og hun’s en naturlig pasform til Jackson’s og bassist Haley Westeiner’s dygtighed. (Jackson led for nylig en brækket ben mens Eight Bells er på tour med Voivod. Amitay satte en Gofundme op for at hjælpe med medicinske udgifter her: https://www.gofundme.com/ywqjv984)
Death Fetishist: Whorifice (Self-released)
En af de mere interessante death metal udgivelser sidste år var Aevangelist’s Enthrall to the Void of Bliss, en svulmende hovedpine af usammenhængende guitarer, mekaniske beats, og endda en smule trip-hop. Guitarist Matron Thorn fortsætter den lyd i en mere black metal retning med Death Fetishist, en duo med trommeslager Grond Nefarious. Whorifice er deres debut EP, bestående af to sange. Thorn tager meget fra Blut Aus Nord’s dissonans, især fra The Work Which Transforms God, der strækker grå industrielle tremolos for at teste hvor elastiske de er. Aevangelist brugte en trommemaskine til at skabe en upfront Godfleshian kulde; Grond er lavere i mixet, men hans puls er ikke mindre bankende. Tensionen mellem Thorn og Grond er bemærkelsesværdig når Thorn nedtoner til en groovier sektion imod slutningen af “Flesh Covenant,” hvor Grond understreger Thorns smerte. Thorn er ret produktiv — Aevangelist har allerede udgivet en del, og hans soloprojekt Benighted in Sodom’s diskografi er omfattende — så forvent at høre meget mere fra Death Fetishist i år.
Ritual Chamber: Obscurations (To Feast on the Seraphim) (Profound Lore)
Dario Derna er mest kendt for sit black metal band Khrom, men han var også trommeslager for kult Seattle death metal gruppe Infester, hvis eneste fuldlængde, To the Depths, in Degradation, er en af de mest perverse og undervurderede underground plader nogensinde. Ritual Chamber, Dernas nye projekt, er et møde mellem disse to sider. Naturligvis lyder det som en mere hul form af Incantation, en stil der’s fået traction fra band såsom Grave Miasma og Impetuous Ritual. Dermas erfaring i black metal hjælper ham med at få mere ud af forlængede riffs, og han fanger stadig noget af Infester’s beskidte fornemmelse på trods af at dette ikke læner sig så meget op ad mudder som andre Incantation kloner. Obscurations er også mere varieret musikalsk, især i “A Parasitic Universe,” der fusionerer Autopsy-lignende leads og tidlig Paradise Lost’s gotiske doom. “Void Indoctrination” tilføjer også noget svensk chunkiness og breakdowns som er en mere esoterisk tilgang til Suffocation’s NYHC-DM fusion. Vokalt, går han ikke så gutturalt som Infester guitarist Jason Oliver, hvis hemmeligheder til at få de growls er nok bedst forblevet hemmeligheder, men han giver stadig en rigelig hyldest. Death metal’s allerede en fantastisk start i år. Du kan lytte til dette album på Noisey.
Death Index: Death Index (Deathwish)
Et år og en halv efter sin udgivelse, Merchandise’s After the End er lige så chokerende kedeligt som det var, da det kom ud, et monument af voksen indie. Carson Cox’s nye projekt, Death Index, er heldigvis det modsatte af det. Han leverer sin signatur croon, sin Sinatra for shoegazers, over et batteri, assisteret af Marco Rapisarda, der’s som en crossover-thrash band der genfortolker Suicide. (“Fast Money Kill” lyder som en arbejdstitel for “Fast Money Music.”) I Merchandise, ville hans stemme blive suget ind i den rå drøm-pop, men i Death Index, udgør det en forførende kontrast. Der’s masser af Birthday Party vibes her også (“Dream Machine” har det den snert i en mere metal kontekst), på trods af den forskellige trajectory — mens The Bad Seeds fandt Nick Cave udvide sin stemme, er Death Index Cox der genopdager sin sult. I hurtige numre som “Fuori Controllo,” med bas lige ud af Napalm Death’s Scum, og i den mere synth-drevne creepy “Lost Bodies,” den energi er tydelig, og det’s en velkommen ændring til hvad After var. Du kan streame albummet her.
Bliv medlem af klubben!
Bliv medlem nu, fra $44
Kvalitetsmusik. Leveret til din indbakke.
Eksklusiv 15% rabat til lærere, studerende, militærmedlemmer, sundhedsprofessionelle & førstehjælpere - Bliv verificeret!
