Kevin Morbys 'Sundowner' er en rolig, åben selskab

I 2017 befandt Kevin Morby sig i en situation, der ikke var så forskellig, i hvert fald funktionelt, fra den vi alle står overfor nu. Han var for nylig flyttet hjem til Kansas City og fandt sig selv mere eller mindre indeholdt i sit hus, med intet andet at lave end at se westernfilm, lære sig selv nye madlavningsteknikker, og leve med sine store tanker om store emner som død, efterladt til at tænke for sig selv i Midtvesten. Når han ikke var på turné for sine albums City Music og sidste års Oh My God, ville Morby isolere sig i sit forstads hjem og optage på en fire-spors båndoptager, hvor han strippede sin voksende lyd — Oh My Gods credits liste var hans længste endnu — ned til dens mest basale, mest nøgne elementer. Til sidst færdiggorde han 10 sange tidligere i år, lige som COVID udsatte de resterende datoer på Oh My God turnéen, og i stedet for at holde fast i dem, gjorde han dem til et helt nyt LP, Sundowner, en rå, storslået sangcyklus, der konfronterer aldring, den langsomme afstand skabt af voksende venskaber, hastigheden af nye relationer, og hvordan solen i Midtvesten virkelig er underkendt. Det er en varm omfavnelse, en velkommen flugt at tilbringe 47 minutter i.

Åndeligt er Sundowner på linje med Morbys 2016 gennembrud Singing Saw, et andet album optaget i isolation og gennemsyret af det tomrum, Morby efterlod mellem og omkring sine ord. Men hvor Singing Saw, i sine mere rastløse øjeblikke, kunne gengive byens hast — se "I Have Been to the Mountain" — er Sundowner alt om Great Plains’ uendelighed, hvor sangene lyder som om, du kunne køre en pickup-truck gennem deres blanke rum. "A Night At The Little Los Angeles" er så rummelig, at en alvorlig marimba lyder som en hylende vind, og "Campfire" lyder faktisk som en sang optaget omkring sammensætning af s’mores, med intet andet end himlen ovenfor.

I stilheden overvejer Morby mange ting, der ikke løser sig let. På "Jaime" forestiller han sig, hvad hans ven — der døde ung — gør i efterlivet, og på "Sundowner" forfølger han lysdæmpningen i dagens lys, mens han kæmper imod natten, når man er alene, og med sine tanker. Spøgelset af ny kærlighed, forstæderne, og den ro, som er nødvendig tålmodighed i Midtvesten hænger over albummets fremtrædende sang "Don’t Underestimate Midwest American Sun," en sang bygget på Morbys sarte stemme, en klappet klaver, en trommemaskine og guitarstræk. Før albummet når "Provisions," — en sang der starter med et dødt hjorte i vejen — har Morby lært at leve med stilheden og lærer at tage sig af sig selv, på trods af hvad der måtte komme hans vej. Selvom Sundowner ikke er et karantænealbum, føles dets stemning bygget til nu, når det føles som om, alt sker på én gang, og der ikke er nogen stilhed og ingen vej frem til at finde ud af, hvad der skal gøres næste gang. Sundowner giver måske ikke svar, men i det mindste er det der på rejsen med dig.

Du kan købe VMP-udgaven af dette album lige her.