Den Nuværende Retro Soul Af ‘American Love Call’

“Hvis det aldrig var nyt, og det aldrig bliver gammelt, så er det en folkesang,” siger Oscar Isaac som Llewyn Davis i Inside Llewyn Davis, mens han gør sig klar til at spille “Fare Thee Well” i hvad der er filmens knudepunkt. En undervurderet del af “All Music All The Time”-løftet i Streaming Wars er, at al musik føles sådan nu. Grænserne for tid, som engang eksisterede mellem for eksempel Blueface og Otis Redding, er fladet ud ved foden af den almægtige algoritme. I verden af din mobiltelefon er soul musik lige så aktuel og tilgængelig som den nyeste Halsey-single. Musik måske kom ud for længe siden, men dens tilstedeværelse i dit liv i dag er begrænset af dens tilgængelighed på streamingplatforme og dit Wi-Fi-signal.

Det vil sige, at det er lidt overraskende, at der ikke er flere bands som Durand Jones & The Indications, en gruppe af tidligere studerende fra University of Indiana, som laver musik, som om Stax Theater på McLemore Theater og Hitsville U.S.A. på Grand Boulevard aldrig lukkede og blev museer. De indspillede deres selvbetitlede album fra 2016 for omkring $450 i ølpenge og optagelsestape, før de tog på turné og fik fans og entusiasme fra folk, der er to eller tre generationer væk fra at have kunne se The Temptations på turné eller se Booker T. slå en Hammond. De er tilbage med American Love Call, deres velovervejede, bredspektrede andealbum, et skridt fremad for gruppen på alle tænkelige måder.

Ligesom enhver god soulgruppe er Durand Jones & The Indications defineret af de stemmer, der driver deres backbeat-muskelbil. Og det viser sig, at de med denne plade har opdaget, at de har to fantastiske stemmer: deres titulerede forsanger og trommeslager Aaron Frazer, hvis rene, stramme falsetto er præsenteret på halvdelen af numrene. Han er den perfekte modvægt til Jones, hvis mere jordnære tone er som David Ruffins, hvis han var vokset op med at synge Jodeci i stedet for spirituals, hvilket gør at han og Frazer er de to Topper, vokale modvægte, der spiller mod hinanden på fantastiske måder på sange som “What I Know About You” og “How Can You Be Sure.”

Men højdepunkterne på American Love Call ligger i dens stilistiske bredde inden for soulmusik-idiomet. The Indications går fra protestsang (titelsangen) til kaffehus finger-snapper (“Too Many Tears”), ’50ernes sok-hop prom-jams (“Court of Love”) til en torch song med en uvirkelig fløjte-solo (“Walk Away”). Der er klangfulde horn (“Listen To Your Heart”) og sange, der lyder som William Bell dybe cuts (“True Love”). Der er få nye albums, der afspejler udglatningen af epoker som dette, et album lige hjemme i 2019, som det ville have været i 1969.