Ugens album: Methyl Ethel's Alt er glemt

På trods af den åbenlyse pine det kan bringe til sind og krop, er der noget sygeligt tilfredsstillende ved at have feber. Ubehagelige kolde svedeture og svage rystelser til trods, er der små øjeblikke af mærkelig sjov ved at få dit sind og krop forstyrret med et hurtigt stik over sin homeostase. Methyl Ethels nye album Everything Is Forgotten er en makrodosis af de delirisk nydelige dele af en feberdrøm. Det er et album, der får dig til at ville kravle ud af din klamme hud, men på en måde, du faktisk kan lide.

Og som en feber balancerer Perth-bandets tredje album konstant mellem at ville bide tænderne sammen og give op, hvilket resulterer i den hørbare varme angst fra en splittet beslutning. Fyldt med kontrolleret fremadrettet bevægelse og hoveddrejende wonky ’80'er drømmepopmelodier, nikker Everything Is Forgotten til psych rock og elektronisk indflydelse i en kunstrock ydre.

Fra indflydelse til indflydelse skater forsanger Jake Webb fra den slumrende shoegazey pop af første single “No. 28” til den sikre, tungt dunkende elektricitet i numre som “Hyakki Yakō” eller “Summer Moon” med lethed. På trods af den stilistiske grund det dækker, er sangene uregelmæssige, men albummet som helhed er alt andet end. Faktisk er det deres pegende uregelmæssighed, der skaber den slags klæbrig atmosfære, som tillader hvert spor at eksistere sammen. “Groundswell” er for eksempel en moderne tilgang til en mere konventionel form for ’80'er synthpop end nogle af de andre numre, men det holder albummets mørke, svedende farvetone i live, selv i sine mest glitrende øjeblikke.

I deres angst er sangene ikke ubeslutsomme, men snarere forpligtede til at eksistere som en bunke tæt bevægende dele. “Schlager” presser bevidst tempoet med gentagende guitar-synkopation, der bevæger sig forbi trommerytmerne med smertende nærhed, uden at røre. De anstrengte tekster hælder ud angst som “sukkende og nervøs, vågen i mørket” og “hvem ville ikke sympatisere med en nedrivningskugle?” De indkapsler livets kaos og forvandler det til beregnet sang. Et andet højdepunkt, “Ubu,” bevæger sig i en mere stabil retning med en klippefast baslinje og et konsistent beat, men opretholder rodet i sin forstærkende gentagelse af vokaler, der rastløst spørger “Hvorfor skulle du gå hen og klippe dit hår? Hvorfor klippede du dit hår?”

Methyl Ethel har også mestret en mærkelig dikotomi mellem glam rock-påvirkning og angstfuld subtile, der udgør dette album. Resultatet er en uanselig tiltrækning. De er festgæsten, der dukker op klædt fra top til tå i diamanter, taler i næsten-poesi, men genert nægter at få øjenkontakt. Numre som “Drink Wine” og “Femme Maison/One Man House” hælder mere mod glamour og melodisk festivitas, men usikkerhed siver stadig ud fra deres sprækker—i den filmiske ophobning til hvilken “Femme” topper eller i den konstante spyttende synth i “Drink Wine”. Hvis Everything Is Forgotten opretholder en ungdommelig relevans i sine prangende alt-pop tendenser, gør det endnu mere i sin urolige ubehag.

Methyl Ethel har lavet et album, der skubber et spændende skridt ud over baseline; det er pop til mærkelige og ængstelige tider. Deres uomtvistelige fængende omfavnelse gør dig bekendt med genkendelsen, men deres kunstneri stikker din temperatur og alt, hvad du kan gøre, er at bide i læben og lade gå. Nogle gange er den eneste måde at bryde en feber på at ride den ud, men Everything is Forgotten vil forsikre dig om, at du vil danse for hårdt til at bemærke, når det sker.